Forelæsninger
på Sverdlov-Universitetet i
begyndelsen af året 1924
Tilbage til indholdsfortegelsen
I
Leninismen voksede frem og tog form under imperialismens betingelser, da kapitalismens modsigelser tilspidsedes til det yderste, da den proletariske revolution var blevet et umiddelbart praktisk spørgsmål, da den gamle periode, hvor arbejderklassen forberedtes til revolutionen, mundede ud i og voksede over i den nye periode med direkte stormløb på kapitalismen.
Lenin betegnede imperialismen som "døende kapitalisme". Hvorfor? Fordi imperialismen skærper kapitalismens modsigelser til det yderste punkt, til de yderste grænser, bagved hvilke revolutionen begynder. Af disse modsigelser må følgende tre betragtes som de vigtigste:
Den første modsætning - det er modsætningen mellem arbejde og kapital. Imperialismen er ensbetydende med almagt for de monopolistiske truster og syndikater, for bankerne og finansoligarkiet i industrilandene. I kampen mod denne almagt viste arbejderklassens sædvanlige metoder - fagforeninger og kooperation, parlamentariske partier og parlamentarisk kamp - sig fuldstændig utilstrækkelige. Enten overgiver du dig på nåde og unåde til kapitalen, slider dig til en elendig tilværelse som før og synker dybere og dybere, eller du griber til et nyt våben - således stiller imperialismen spørgsmålet for proletariatets millionmasser. Imperialismen fører arbejderklassen frem til revolutionen.
Den anden modsætning- det er modsætningen mellem de forskellige finansgrupper og imperialistiske magter i deres kamp om råstofkilder, om fremmede territorier. Imperialismen er kapitaleksport til råstofkilderne, rasende kamp om det monopolistiske herredømme over disse råstofkilder, kamp om nyopdeling af den allerede opdelte verden, en kamp der føres med særligt raseri af de nye finansgrupper og magter, der søger "en plads i solen", mod de gamle grupper og magter, der klamrer sig fast til det de har erobret. Denne rasende kamp mellem de forskellige kapitalistgrupper er bemærkelsesværdig i den henseende, at den som uundgåeligt element indbefatter imperialistiske krige, krige til indlemmelse af fremmede områder. Denne omstændighed er på sin side bemærkelsesværdig i den henseende, at den fører til gensidig svækkelse af imperialisterne, til svækkelse af kapitalismens stilling overhovedet, til fremskyndelse af øjeblikket for den proletariske revolution, til den praktiske nødvendighed af denne revolution.
Den tredie modsætning - det er modsætningen mellem en håndfuld herskende "civiliserede" nationer og de hundreder af millioner mennesker i de koloniale og afhængige folkeslag i verden. Imperialismen betyder den mest utilslørede udbytning og mest umenneskelige undertrykkelse af hundreder af millioner mennesker i vældige koloniområder cg afhængige lande. Formålet med denne udbytning og undertrykkelse er udpresning af superprofitter. Men for at kunne udbytte disse lande er imperialismen nødsaget til at anlægge jernbaner, fabrikker og værker, industri- og handelscentre der. En proletarisk klasses fremkomst, en indfødt intelligentsias opståen, den nationale bevidstheds opvågnen, frihedsbevægelsens vækst - det er de uundgåelige resultater af denne "politik". Den revolutionære bevægelses vækst i alle kolonier og afhængige lande uden undtagelse er et tydeligt vidnesbyrd herom. Denne omstændighed er af vigtighed for proletariatet, fordi den undergraver kapitalismens positioner ved roden og forvandler kolonierne og de afhængige lande fra reserver for imperialismen til reserver for den proletariske revolution.
Dette er i al almindelighed de vigtigste modsætninger inden for imperialismen, som har forvandlet den gamle "blomstrende" kapitalisme til en døende kapitalisme.
Betydningen af den imperialistiske krig, der brød ud for ti år siden, består bl.a. deri, at den samlede alle disse modsigelser i én knude og kastede dem i vægtskålen, hvorved den fremskyndede og lettede proletariatets revolutionere kampe.
Med andre ord, imperialismen førte ikke blot til, at revolutionen blev en praktisk uundgåelighed, men også til, at der blev skabt gunstige betingelser for et direkte stormløb på kapitalismens fæstninger.
Dette var den internationale situation der frembragte leninismen.
Ja, det er meget godt altsammen, vil nogle indvende, men hvad har det med Rusland, der ikke var og ikke kunne være et klassisk imperialistisk land, at gøre? Hvad har det med Lenin at gøre, der først og fremmest har arbejdet i Rusland og for Rusland? Hvorfor blev netop Rusland leninismens hjemsted, den proletariske revolutions teoris og taktiks fødested?
Fordi
Rusland var brændpunktet for alle disse imperialismens modsigelser.
Fordi
Rusland mere end noget andet land gik svanger med revolutionen, hvorfor også
kun Rusland var i stand til at løse disse modsigelser på revolutionær
vis.
For det første var det tsaristiske Rusland hjemstedet for enhver form for undertrykkelse - kapitalistisk, kolonial og militær - i dens mest umenneskelige og barbariske form. Hvem ved ikke, at i Rusland smeltede kapitalens almagt sammen med tsarismens despotisme, den russiske nationalismes aggressivitet med tsarismens bøddelpolitik over for de ikke-russiske folk, udbytningen af hele områder - i Tyrkiet, Iran, Kina - med erobringen af disse områder, med erobringskrige? Lenin havde ret, når han sagde, at tsarismen var en "militærfeudal imperialisme". Tsarismen var et koncentrat af imperialismens mest negative sider i stærk forstørrelse.
Videre. Det tsaristiske Rusland var en betydelig reserve for den vestlige imperialisme, ikke blot i den forstand, at den gav den udenlandske kapital fri adgang, den kapital der kontrollerede så afgørende dele af Ruslands økonomi som brændstof- og metalindustrien, men også i den forstand, at det kunne forsyne de vestlige imperialister med millioner af soldater. Husk på den fjorten millioner mand stærke russiske hær, som udgød sit blod ved de imperialistiske fronter for at sikre de britiske og franske kapitalisters vanvittige profitter.
Endvidere. Tsarismen var ikke kun imperialismens vagthund i Østeuropa, men den var også den vestlige imperialismes agent, der pressede befolkningen for hundreder af millioner i rente af de lån, som var ydet af Paris og London, af Berlin og Bruxelles.
Endelig var tsarismen den vestlige imperialismes mest trofaste allierede ved opdelingen af Tyrkiet, Iran, Kina osv. Hvem ved ikke at tsarismen førte den imperialistiske krig i forbund med Ententens (1) imperialister, at Rusland udgjorde et uundværligt element i denne krig?
Derfor var tsarismens og den vestlige imperialismes interesser flettet sammen og smeltede til slut sammen til et eneste nøgle af imperialistiske interesser.
Kunne den vestlige imperialisme affinde sig med tabet af et så mægtigt støttepunkt i øst og et reservoir så rigt på arbejdskraft og ressourcer som det gamle tsaristiske borgerlige Rusland var, uden at sætte alle sine kræfter ind i en kamp på liv og død mod revolutionen i Rusland, for forsvaret og opretholdelsen af tsarismen? Naturligvis ikke!
Men deraf følger, at den der ville rette slag mod tsarismen, med nødvendighed måtte lange ud efter imperialismen, og at den der rejste sig mod tsarismen, også måtte rejse si& mod imperialismen, thi den, der ville styrte tsarismen, måtte også styrte imperialismen, såfremt han virkelig havde til hensigt ikke blot at slå tsarismen, men også at tilintetgøre den fuldstændigt. Revolutionen mod tsarismen nærmede sig således revolutionen mod imperialismen, den proletariske revolution, og måtte vokse over i denne.
Imidlertid voksede der i Rusland en mægtig folkelig revolution frem, i spidsen for hvilken stod verdens mest revolutionære proletariat, som besad en så vigtig forbundsfælle som Ruslands revolutionære bondebefolkning. Er det nødvendigt at bevise, at en sådan revolution ikke kunne blive stående på halv-vejen, at den, hvis den sejrede, måtte gå videre og rejse oprørsfanen mod imperialismen?
Derfor måtte Rusland blive brændpunktet for imperialismens modsigelser, ikke blot i den forstand at disse modsigelser på grund af deres særlig frastødende og særlig utålelige karakter netop i Rusland var nemmest at få øje på, ikke blot fordi Rusland var et overmåde vigtigt støttepunkt for den vestlige imperialisme, idet det forbandt vestens finanskapital med østens kolonier, men også fordi den reelle kraft, der var i stand til at løse imperialismens modsigelser ad revolutionær vej, kun fandtes i Rusland.
Men deraf følger, at revolutionen i Rusland kun kunne være en proletarisk revolution, at den straks fra de første dage af sin udvikling måtte antage en international karakter, og at den således også måtte ryste selve grundvolden for verdensimperialismen.
Kunne
de russiske kommunister under sådanne forhold begrænse deres arbejde
til de snævre nationale rammer for en russisk revolution? Naturligvis ikke!
Tværtimod: Hele situationen, såvel den indre (den dybtgående
revolutionære krise) som den ydre (krigen) tvang dem til at overskride disse
rammer, at føre kampen over på den internationale arena, at afdække
imperialismens pestbylder, at bevise uundgåeligheden af kapitalismens sammenbrud,
at knuse social-chauvinismen og social-pacifismen og endelig at styrte kapitalismen
i deres eget land og smede proletariatet et nyt kampvåben, den proletariske
revolutions teori og taktik, for derved at gøre det lettere for proletarerne
i alle lande at Kapitalismen. De russiske kommunister kunne heller ikke handle
anderledes, for kun denne vej gav mulighed for at frembringe visse ændringer
i den internationale situation, som kunne sikre Rusland mod en genoprettelse af
den borgerlige orden.
Derfor blev Rusland leninismens hjemsted, og de russiske
kommunisters leder, Lenin, dens skaber.
Med Rusland og Lenin "skete" her omtrent det samme, som skete med Tyskland og Marx og Engels i fyrrerne i forrige århundrede. Tyskland gik dengang, ligesom Rusland i begyndelsen af det tyvende århundrede svanger med den borgerlige revolution. Marx skrev dengang i 'Det kommunistiske Manifest':
"Kommunisterne har den største opmærksomhed henvendt på Tyskland, fordi Tyskland står umiddelbart foran en borgerlig revolution, og fordi det gennemfører denne omvæltning under betingelser, hvor den europæiske civilisation befinder sig på et højere udviklingstrin, og fordi det gennemfører den med et langt mere udviklet proletariat end England i det 17. og Frankrig i det 18. århundrede, og den tyske borgerlige revolution altså kun kan være det umiddelbare forspil til en proletarisk revolution".(2)
Med andre ord, den revolutionære bevægelses centrum forskød sig til Tyskland.
Der kan næppe være tvivl om, at netop denne omstændighed, der bliver bemærket af Marx i det anførte citat, var den sandsynlige årsag til, at netop Tyskland blev den videnskabelige socialismes fødeland, og at det tyske proletariats ledere, Marx og Engels, blev dens skabere.
Det samme, blot i endnu højere grad, gælder for Rusland i begyndelsen af det 2o. århundrede. Rusland befandt sig i denne periode på tærsklen til den borgerlige revolution, det skulle fuldbyrde denne revolution under mere fremskredne betingelser i Europa og med et mere udviklet proletariat end i Tyskland (for slet ikke at tale om England og Frankrig), hvorfor alle omstændigheder talte for at denne revolution måtte blive gæringsstoffet og forspillet til en proletarisk revolution. Det er sikkert ikke noget tilfælde, at Lenin allerede i året 19o2, da de første spirer til den russiske revolution lige havde vist sig, skrev følgende profetiske ord i sit skrift 'Hvad må der gøres?':
"Den nærmeste opgave, som historien har stillet os (dvs. de russiske marxister. - J. St.) overfor, er den mest revolutionære af alle de nærmeste opgaver, som proletariatet i noget land står overfor. Gennemførelsen af denne opgave, at ødelægge det mægtigste bolværk ikke blot for den europæiske, men også.… for den asiatiske reaktion, vil gøre det russiske proletariat til det internationale revolutionære proletariats fortrop." (3)
Med andre ord, den revolutionære bevægelses centrum måtte forskyde sig til Rusland.
Det er bekendt, at revolutionens forløb i Rusland til overflod har bekræftet denne forudsigelse af Lenin.
Kan det efter alt dette undre, at det land, der har gennemført en sådan revolution og har et sådant proletariat, blev fødelandet for den proletariske revolutions teori og taktik?
Kan det undre, at dette proletariats leder, Lenin, samtidig blev skaberen af denne teori og taktik og leder af det internationale proletariat?
NOTER
(1)
Ententen - bestod af Storbritannien, Frankrig og deres allierede i Første
Verdenskrig.
(2) Det kommunistiske partis manifest, december 1847-januar 1848.
Se Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bind 1, side 58, Tiden 1952.
(3) Hvad må
der gøres?, efteråret 19o1-februar 1902. Se Lenin: Udvalgte værker,
bind 2, side 39, Tiden 1949.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
- End -