Forelæsninger
på Sverdlov-Universitetet i
begyndelsen af året 1924
Tilbage til indholdsfortegelsen
II.
Jeg har allerede sagt, at der mellem Marx og Engels på den ene side og Lenin på den anden ligger en hel periode, hvor II Internationales opportunisme havde herredømmet. I nøjagtighedens interesse må jeg tilføje, at det her ikke drejer sig om opportunismens formelle, men kun om dens faktiske herredømme. Formelt stod "rettroende" marxister, de "ortodokse" - Kautsky og andre - i spidsen for II Internationale. Men i virkeligheden blev II Internationales vigtigste arbejde udført efter den opportunistiske linie. Opportunisterne tilpassede sig borgerskabet i kraft af deres føjelige, småborgerlige natur - de "ortodokse" tilpassede sig for deres vedkommende opportunisterne for at "bevare enheden" med disse opportunister i den "indre partifred"s interesse. Resultatet var opportunismens ubestridte herredømme, for kæden mellem borgerskabets politik og de "ortodokse"s politik viste sig at være sluttet.
Dette var en periode med en forholdsvis fredelig udvikling af kapitalismen, en førkrigsperiode så at sige, hvor kapitalismens katastrofale modsigelser endnu ikke var trådt så åbent frem, hvor arbejdernes økonomiske strejker og fagforeningerne udviklede sig mere eller mindre "normalt", hvor valgkampagner og parlamentsfraktioner bragte "svimlende" resultater, hvor legale kampformer blev hævet til skyerne, og man troede at kunne "slå kapitalismen ihjel" med lovlige midler - kort sagt det var den periode, da II Internationales partier havde kronede dage, og man hverken gad tænke alvorligt på revolutionen, på proletariatets diktatur eller på massernes revolutionære opdragelse.
I stedet for en helstøbt revolutionær teori blev det til indbyrdes modstridende teoretiske påstande og brudstykker af en teori, som var løsrevet fra massernes virkelige revolutionære kamp og forvandlet til brøstfældige dogmer. For et syns skyld mindede man naturligvis om Marx' teori, men kun for at berøve den sin levende revolutionære sjæl.
I stedet for revolutionær politik blev det til slatten spidsborgerlighed, snuskede politiske studehandeler, parlamentarisk diplomati og parlamentarisk rænkespil. For et syns skyld blev der naturligvis vedtaget "revolutionære" beslutninger og paroler, men kun for at lægge dem i skrivebordsskuffen.
I stedet for at opdrage partiet og lære det en rigtig revolutionær taktik på grundlag af dets egne fejl, undveg man omhyggeligt omstridte spørgsmål og dyssede dem ned og tilslørede dem. For et syns skyld var man naturligvis ikke utilbøjelig til nu og da også at tale om de omstridte spørgsmål, men kun for at bringe sagen ud af verden med en eller anden "elastisk" resolution.
Sådan var II Internationales fysiognomi, arbejdsmetode og arsenal.
Imidlertid nærmede der sig en ny periode med imperialistiske krige og revolutionære kampe fra proletariatet. De gamle kampmetoder viste sig åbenlyst utilstrækkelige og afmægtige over for finanskapitalens afmagt.
Det var nødvendigt gennemgribende at revidere hele II Internationales virksomhed, hele dens arbejdsmetode og udrydde spidsborgerligheden, snæversynet, kandestøberiet, renegatvæsenet, social-chauvinismen og social-pacifismen. Det var nødvendigt at gennemprøve hele II Internationales arsenal, at kaste alt rustent og forældet ud, og smede nye våben. Uden et sådant forarbejde var det formålsløst at ville drage i krig mod kapitalismen. Uden dette risikerede proletariatet at møde de nye revolutionære kampe utilstrækkeligt bevæbnet eller endog fuldstændigt ubevæbnet.
Æren for denne generelle overhaling og udrensning af II Internationales Augiasstalde tilfaldt leninismen.
Det var under disse forhold, at leninismens metode kom til verden og blev udhamret.
Hvilke krav stiller denne metode?
For det første gennemprøvningen af II Internationales dogmer i den revolutionære massekamps ild, i den levende praksis' ild, dvs. genoprettelsen af den ødelagte enhed mellem teori og praksis, likvideringen af kløften mellem dem, thi kun på denne måde er det muligt at skabe et virkeligt proletarisk parti væbnet med en revolutionær teori.
For det andet gennemprøvningen af den politik, som II Internationale førte, ikke efter deres paroler og resolutioner (som man ikke kan stole på), men efter deres gerninger og deres handlinger, thi kun på denne måde er det muligt at vinde og gøre sig fortjent til de proletariske massers tillid.
For det tredie reorganiseringen af hele partiarbejdet i en ny revolutionær retning med henblik på at opdrage og forberede masserne til den revolutionære kamp, thi kun på denne måde er det muligt at forberede masserne til den proletariske revolution.
For det fjerde de proletariske partiers selvkritik, deres skoling og opdragelse ud fra deres egne fejl, thi kun på denne måde er det muligt at opdrage virkelige kadrer og ledere for partiet.
Dette
er den leninistiske metodes grundlag og væsen. Hvordan blev denne metode
anvendt i praksis?
Opportunisterne i II Internationale har en række teoretiske
dogmer, til hvilke de altid vender tilbage som deres udgangspunkt. Lad os se på
nogle enkelte af dem.
Det første dogme angår betingelserne for
proletariatets erobring af magten. Opportunisterne hævder, at proletariatet
ikke kan o-- ikke må erobre magten, når det ikke selv udgør
flertallet i landet. Der bliver ikke anført beviser af nogen art, for det
er hverken teoretisk eller praktisk muligt at bevise denne absurde tese.
Lad os antage, at det var sådan, svarer Lenin herrerne i II Internationale; men hvad så hvis der skulle opstå en historisk situation (krig, landbrugskrise osv.), hvor proletariatet, der udgør et mindretal af befolkningen, har mulighed for at samle de arbejdende massers store flertal omkring sig - hvorfor skal det da ikke gribe magten? Hvorfor skal proletariatet ikke udnytte den gunstige internationale og indre situation til at gennembryde kapitalens front og fremskynde det almindelige opgør? Har Marx ikke allerede i halvtredserne i forrige århundrede sagt, at det ville "gå strålende" med den proletariske revolution i Tyskland, hvis man kunne understøtte den med "en slags anden udgave af bondekrigen"? (4). Er det ikke almindeligt kendt, at der dengang var relativt færre proletarer i Tyskland end f.eks. i 1917 i Rusland? Har ikke den russiske proletariske revolutions praksis bevist, at dette yndlingsdogme for II Internationales helte savner enhver vital betydning for proletariatet? Er det ikke klart, at den revolutionære massekamps praksis forkaster og sønderslår dette forældede dogme?
Det andet dogme: Proletariatet kan ikke beholde magten, hvis det ikke råder over et tilstrækkeligt antal kulturelt og administrativt uddannede kadrer, som er i stand til at organisere landets forvaltning; disse kadrer må først uddannes under kapitalismens betingelser, og først derefter kan man overtage magten. Lad os antage, at det forholder sig således, svarer Lenin, men hvorfor skulle man ikke gribe sagen sådan an, at man først overtager magten og skaber gunstige betingelser for proletariatets udvikling, og at man så går frem med syvmileskridt og hæver de arbejdende massers kulturelle niveau, uddanner talrige ledende og administrative kadrer fra arbejdernes rækker? Har de russiske erfaringer ikke vist, at lederkadrerne fra arbejdernes rækker vokser hundrede gange hurtigere og solidere under den proletariske magt end under kapitalens magt? Er det ikke klart, at den revolutionære massekamps praksis skånselsløst knuser også dette opportunisternes teoretiske dogme?
Det
tredie dogme: Den Politiske generalstrejkes metode er ubrugelig for proletariatet,
fordi den er teoretisk uholdbar (se Engels' kritik), praktisk farlig (den kan
ryste gangen i landets normale økonomiske liv, den kan tømme fagforeningernes
kasser), den kan ikke erstatte de parlamentariske kampformer, som er hovedformen
for proletariatets klassekamp. Nuvel, svarer leninisterne, for det første
kritiserede Engels ikke enhver generalstrejke, men kun en bestemt slags generalstrejke,
nemlig anarkisternes økonomiske generalstrejke, som de forkyndte
som erstatning for proletariatets politiske kamp (5) - har det altså
at gøre med den politiske generalstrejkes metode?
For
det andet, af hvem og hvor er det blevet bevist, at den parlamentariske kampform
er hovedformen for proletariatets kamp? Viser den revolutionære bevægelses
historie ikke, at den parlamentariske kamp kun er en skole og et hjælpemiddel
til at organisere proletariatets udenomparlamentariske kamp, at arbejderbevægelsens
grundspørgsmål under kapitalismen afgøres med magt, ved hjælp
af de proletariske massers direkte kamp, deres generalstrejke, deres opstand?
For
det tredie, hvem har sagt, at den parlamentariske kamp skal erstattes med den
politiske generalstrejkes metode? Hvor og hvornår har tilhængerne
af den politiske generalstrejke forsøgt at erstatte de parlamentariske
kampformer med udenomparlamentariske kampformer? For det fjerde, har revolutionen
i Rusland da ikke vist, at den politiske generalstrejke er en vældig skole
for den proletariske revolution og et uerstatteligt middel til mobilisering og
organisering af proletariatets bredeste masser umiddelbart før stormangrebet
på kapitalismens fæstninger - hvorfor så disse spidsborgeragtige
klageråb over forstyrrelse af det økonomiske livs normale gang og
over fagforeningskasserne? Er det ikke klart, at den revolutionere kamps praksis
også knuser dette opportunistiske dogme?
Osv.
osv.
Derfor sagde Lenin, at den revolutionere teori ikke er noget dogme "men kun får sin endelige form i nær forbindelse med den praksis der udvikles af en virkelig revolutioner bevægelse, en virkelig massebevægelse."(6), for teorien skal tjene praksis; "teorien skal give svar på de af praksis stillede spørgsmål" (7), for den må prøves i praksis.
Hvad angår de politiske paroler og politiske resolutioner fra II Internationales partier, er det nok at hen vise til historien om parolen "Krig mod krigen" for at forstå hele falskheden og råddenskaben i disse partier politiske praksis; disse partier dækker deres kontraravolutionære handlinger med pompøse, revolutionere paroler og resolutioner. Alle husker vel II Internationales pompøse demonstration på kongressen i Basel (8), hvor man truede imperialisterne med alle en opstands rædsler, hvis de skulle vove at begynde en krig, og med den truende parole "Krig mod krigen". Men hvem husker ikke også, at Basel-resolutionen efter nogen tids forløb på tærsklen til krigen blev lagt i skrivebordsskuffen, mens en ny parole blev udstedt til arbejderne: At udrydde hinanden til det kapitalistiske fædrelands ære! Er det ikke klart, at de revolutionere paroler og resolutioner ikke er en døjt værd, når de ikke bekræftes i handling? Det er nok at stille Lenins politik: Forvandling af den imperialistiske krig til borgerkrig, over for II Internationales forræderiske politik under kri gen for at fatte hele platheden hos de opportunistiske politikere og hele storheden i leninismens metode.
Jeg kan ikke lade være med at citere et sted i Lenins bog 'Den proletariske revolution og renegaten Kautsky, hvor Lenin skarpt fordømmer II Internationales leder, K. Kautskys, opportunistiske forsøg på at bedømme partierne ikke efter deres handlinger, men efter deres papirparoler og dokumenter:
"Kautsky fører en typisk småborgerlig filisterpolitik, idet han indbilder sig .... at opstillingen af en parole skulle ændre noget ved sagen. Det borgerlige demokratis hele historie afslører denne illusion: For at bedrage folket har de borgerlige demokrater til enhver tid opstillet hvilke som helst "paroler", og det gør de stadig. Det kommer an på at prøve deres oprigtighed, at sammenholde realiteterne med ordene, ikke at slå sig til tåls med idealistiske eller markskrigeriske fraser, men at finde frem til klasserealiteten." (9)
For slet ikke at tale om den frygt for selvkritik som II Internationales partier har, eller om den vane de har med at skjule deres fejl, at tilsløre omstridte spørgsmål, at dække over deres mangler ved at foregive at alt er i den skønneste orden, hvilket afstumper enhver levende tanke og hæmmer den revolutionære opdragelse af partiet gennem dets egne fejl. I sit skrift I "Radikalismen", kommunismens børnesygdom', skrev Lenin følgende om de proletariske partiers selvkritik:
"Et politisk partis holdning over for sine fejl er", siger Lenin, "et af de vigtigste og sikreste kendetegn på, hvor alvorligt partiet er, og på, hvordan det i praksis opfylder sine forpligtelser mod sin klasse og de arbejdende masser. Åbent at vedgå en fejl, at fastslå årsagerne til den, at analysere de omstændigheder, der medførte den, og grundigt at drøfte midlerne til at rette den - det er kendemærket på et alvorligt parti; det betyder netop at opfylde sine forpligtelser, det betyder netop at opdrage og skole klassen og dernæst også masserne". (10)
Nogle siger, at afsløringen af egne fejl og selvkritik er farlig for partiet, fordi det kan udnyttes af fjenden mod proletariatets parti. Lenin betragtede sådanne indvendinger som betydningsløse og fuldkommen forkerte. Allerede i 19o4, da vort parti endnu var lille og svagt, skrev han i sit skrift 'Et skridt frem' følgende om dette:
"De (dvs. marxisternes modstandere - J.St.) slår sig på lårene af skadefryd over at være vidne til vore stridigheder; de vil naturligvis gøre sig umage for til egne formål at plukke enkelte steder i min brochure ud af sammenhængen, hvor mangler og fejl i vort parti er behandlet. Russiske socialdemokrater har allerede ofte nok stået i skudlinien til ikke at lade sig forvirre af disse nålestik, men uden hensyn til dem fortsætte deres arbejde med selvkritik og hensynsløs afsløring af egne mangler, som ubetinget og ufravigeligt vil blive overvundet gennem arbejderbevægelsens vækst." (11)
Dette er i almindelighed de karakteristiske træk i leninismens metode.
Indholdet i Lenins metode fandtes i hovedsagen allerede i Marx' lære, som med Marx' egne ord "efter sit væsen er kritisk og revolutionær. (12). Netop denne kritiske og revolutionære ånd gennemtrænger Lenins metode fra begyndelsen til enden. Men det ville være forkert at antage, at Lenins metode blot er en rekonstruktion af Marx' metode. I virkeligheden er Lenins metode ikke blot en rekonstruktion, men også en konkretisering og videreudvikling af Marx' kritiske og revolutionære metode, hans materialistiske dialektik.
NOTER
(4) Brev fra Marx til Engels, 16. april 1856. Se Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bind 2, side 455, Tiden 1952.
(5) Die Bakunisten an der Arbeit
(6) "Radikalismen", kommunismens børnesygdom, april-maj 192o. Se Lenin: Udvalgte værker, bind 11, side 123, Tiden 1948.
(7) Hvad er folkevennerne?, foråret-someren 1894. Se Lenin: Udvalgte værker, bind 1, side 107, Tiden 1949.
(8) Basel-kongressen - II Internationales ekstraordinære kongres den 24.-25. november 1912. Den blev sammenkaldt i forbindelse med I. Balkankrig (1912-1913) og truslen om en verdenskrig. Det eneste punkt på dagsordenen var den internationale situation og fælles optræden mod krig. Kongressen vedtog en resolution, der opfordrede arbejderne til at udnytte deres proletariske organisationer og deres styrke til at føre revolutioner kamp mod krigsfaren, at erklære "Krig mod krigen".
(9) Den proletariske revolution og renegaten Kautsky, oktober-november 1918. Se Lenin: Udvalgte værker, bind 10, side 97-98, Tiden 1948
(10) Lenin: Udvalgte værker, bind 11, side 165-168
(11) Et skridt frem, to skridt tilbage, februar-maj 19o4. Se Lenin: Udvalgte værker, bind 3, side 12-13, Tiden 195o.
(12) Preface to the Second German Edition of the First Volume of Capital, se Marx/Engels: Selected Works, Vol. 1, side 414, Moskva 1951.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
- End -