Israelsk kvælertag på Palæstina

Når talen i denne tid falder på "fredsprocessen" mellem Israel og palæstinenserne, udtrykkes der fra alle hold enighed om, at denne proces er om ikke død, så i hvert fald i dyb coma. Det historiske øjeblik i 1993, da PLO’s formand Yasser Arafat trykkede Israels daværende leder Yitzhak Rabin i hånden på plænen foran det Hvide Hus i Washington D.C. for at markere fredsaftalen, har unægtelig mistet sin glans.

Da PLO i sin tid valgte at indgå den såkaldte Osloaftale med Israel, var det et dristigt og risikabelt skridt i en stærkt defensiv situation. Palæstinenserne overlod sig helt til Israels og USA’s nåde og ret til gengæld for, at Israel med en underskrift anerkendte PLO som samtalepartner samt det palæstinensiske folks principielle ret til selvbestemmelse i overensstemmelse med folkeretten. Palæstinenserne fik allernådigst lov til at oprette en begrænset selvstyremyndighed ledet af en valgt nationalforsamling, som skulle være forløberen for en palæstinensisk stat. Selvstyret dækker i dag ca. 26 pct. af Vestbredden og Gaza.

Aftalen, som sluttede den seksårige palæstinensiske folkeopstand, Intifadaen, blev senere fulgt op af endnu en aftale, "Oslo 2", der indeholdt bestemmelser om det fremtidige forhandlingsforløb. I denne aftale blev det slået fast, at Israel inden den færdige slut-aftale skulle have trukket sig tilbage fra den besatte Vestbred i tre faser.

Siden da er Osloaftalerne reelt sat ud af kraft. I lange perioder har de planlagte samtaler mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre været lagt på is som følge af den nye israelske regerings ubegavede magtarrogance. Bosættelsespolitikken er buldret frem med konfiskationer af palæstinensisk jord og nye udvidelser af bosættelserne på Vestbredden. Selvmordsattentater i Israel begået af medlemmer af den islamiske Hamas-bevægelse har ført til kollektive afstraffelser af den palæstinensiske befolkning, såsom lukning af grænserne til selvstyreområderne og tilbageholdelse af lovmæssige palæstinensiske skattetilgodehavender.

Hamas blev i 80’erne støttet af Israel som en modvægt til enhedsorganisationen PLO, men er siden Osloaftalerne forvandlet til en aggressiv militant bevægelse, der modarbejder fredsprocessen. Bevægelsen har fået bredt rodfæste som følge af et omfattende socialt græsrodsarbejde.

For nylig bragte palæstinensernes stigende frustrationer Arafat til at sige, at han som palæstinensernes præsident agter at udråbe den selvstændige stat Palæstina i maj 1999, hvor forhandlingerne med Israel ifølge Osloaftalerne skulle være tilendebragt. Den israelske ministerpræsident Netanyahu svarede igen, at Israel i så fald ville annektere Jordan-dalen og "andre sikkerhedsområder" på Vestbredden.

Sidst i november fremkom Netanyahu endelig med den israelske regerings længe ventede udspil til en "fredsløsning" med palæstinenserne: Israel vil trække sig tilbage fra seks-otte procent af Vestbredden og overlade dette til selvstyret, og den endelige slutaftale skal ifølge Netanyahu sikre israelsk kontrol med luftrummet, "sikkerheden" samt de livsvigtige vandresurser. Om en palæstinensisk stat vil han ikke høre tale.

Grovere kan palæstinenserne næppe fornærmes.

Fredsprocessen blev symbolsk, men realistisk begravet af en gruppe palæstinensere i Vestbred-byen Hebron 3. november i forbindelse med, at endnu en omgang udsigtløse israelsk-palæstinensiske forhandlinger startede i USA. Palæstinenserne går imidlertid ikke med sørgebind og nedbøjede hoveder. Opmærksomme iagttagere vurderer, at stemningen snarere er tæt på en folkelig eksplosion af vrede.

Siden fredsaftalen blev underskrevet i 1993, er levestandarden i de besatte områder sunket med ca. 30 pct., konkluderer en ny FN-rapport. Det skyldes først og fremmest den israelske blokering af palæstinensernes økonomi, dels ved "tekniske" begrænsninger i handelen ind og ud af de besatte områder, dels ved gentagne, hermetiske grænselukninger. Dertil kommer ødelæggelserne af palæstinensisk ejendom. Med andre ord sørger Israel for grundigt at undergrave palæstinensernes muligheder for at opbygge en blot nogenlunde funktionsdygtig økonomi, hvilket er en forudsætning for at kunne opbygge en selvstændig stat.

Det israelske Arbejderparti sad på regeringsmagten under og efter Osloaftalerne, indtil Likuds Benjamin Netanyahu vandt valget sidste år. Netanyahu har siden effektivt, men kluntet sat en stopper for den ovennævnte fredsproces. Tidsplanerne er ikke overholdt, og de talrige israelske overtrædelser af spillereglerne har været så grove, at selv protektoren USA har ladet forstå, at man ønsker Netanyahu fjernet. Massemediernes kommentarer følger trop og fremmaner en principiel skillelinje mellem Likud og Netanyahu på den ene side og Arbejderpartiet og den myrdede pseudomartyr Rabin på den anden side.

Man bør i den forbindelse erindre sig, at USA’s præsident Clinton åbenlyst støttede Arbejderpartiets Shimon Peres op til valget. Man kan heller ikke udelukke, at den rekord-omfattende generalstrejke i Israel i starten af december, der var vendt mod regeringens agressivt nyliberale politik, blev støttet af USA som led i at få væltet Netanyahu. Arrangøren, det israelske LO (Histadrut), er ellers ikke kendt for progressive tilbøjeligheder.

At USA er godt sur på Likud-regeringen, har indlysende årsager. Arbejderpartiregeringen formåede med Osloaftalerne at etablere begyndende forsoning med flere af de omkringliggende arabiske lande samt et deraf følgende økonomisk samarbejde og vellykket sikkerhedsmæssigt lobbyarbejde for USA i Mellemøsten. Denne taktisk intelligente proces ligger nu halvvejs i ruiner.

Netanyahu følger trofast sine chauvinistiske valgløfter og tramper som en elefant i en porcelænsbutik. Et stort anlagt møde dette efterår om økonomisk samarbejde i Mellemøsten, som skulle have beseglet Israels indvoksen i regionen, blev et flop, eftersom de ledende arabiske stater boykottede det. USA har ligeledes problemer med at holde fast på sine arabiske proselytter, som ikke i den nuværende situation kan ignorere det voksende antiamerikanske og antiisraelske humør i befolkningerne.

Derfor bliver vi i disse dage belært om, at der skulle være principiel forskel mellem Likud og Arbejderpartiet, hvilket er noget sludder. Arbejderpartiet, det israelske Socialdemokrati, har i tidens løb brugt regeringsmagten til præcis den samme chauvinistiske politik, som Likud i dag præsterer: bosættelser, kollektive afstraffelser, politi- og militærbrutalitet og vilkårlighed. Forskellen i dagens israelske politik ligger i anvendelsen af taktiske midler, og i den forbindelse har Netanyahu dumpet med et brag.

De to store israelske partier er to fløje af den samme politiske grundstamme, zionismen. Denne ideologi blev skabt i slutningen af forrige århundrede og havde til formål at genvinde det tabte land Palæstina/Israel til jøderne, vel at mærke de europæiske. Først da det nazistiske holocaust var en fuldbyrdet kendsgerning, inkluderedes jøderne fra de arabiske lande i projektet.

Kerneindholdet i zionismen er rent ud racistisk og særdeles chauvinistisk. Den israelske stat er i denne ånd defineret som en stat for jøder og ingen andre, hvilket har ført til en statsdirigeret befolkningsadskillelse, der kan sammenlignes med det sydafrikanske apartheid. Rettigheder og pligter afgøres ikke blot ud fra, om man er jøde eller ej, men også om man er europæisk eller "orientalsk" jøde. Dette står selvsagt i modsætning til de borgerlige demokratiske rettigheder, hvilket er hovedårsagen til, at Israel aldrig har fået en forfatning.

Ifølge zionismen er jøderne ikke blot religiøst, men også etnisk og racemæssigt en helhed, en nation. Det med at kalde jøderne en race har zionismen til fælles med nazismen og vist nok ingen andre. At jøderne etnisk og kulturelt er en højst sammensat gruppe, kan ses konkret i den israelske virkelighed. Der er himmelvid forskel på f.eks. marokkanske og yemenitiske jøder på den ene side og amerikanske på den anden.