80-året for revolutionen i Rusland

En ny Oktober må forberedes

Fejringen af 80-året for Oktoberrevolutionen i Rusland og hele det tidligere Sovjetunionen antog et enormt omfang på trods af en enorm antikommunistisk kampagne i de såkaldte demokratiske medier for at lade dagen passere i tavshed. Dagen viste, at Oktoberrevolutionen stadig er levende i arbejdernes og bøndernes bevidsthed. Ifølge de officielle oplysninger fra russisk politi,. der ikke har interesse i overdrivelse, blev Oktoberrevolutionen markeret ved arrangementer i næsten 500 byer i Rusland. Der foreligger ingen opgørelse over arrangementer i mindre byer og på landet. Hoveddemonstrationen fandt sted i det tidligere Leningrad, hvor mere end hundredtusinde arbejdere og kommunister fyldte Nevski-prospektet og derefter fulgte ruten til Vinterpaladset, som revolutionsheltene, de væbnede arbejdere, tog for 80 år siden. Et hav af røde flag med paroler mod kapitalismen og Jeltsin-regeringen fyldte pladsen foran paladset.

Tusinder af arbejdere fra forskellige regioner samledes netop i revolutionens historiske centrum Leningrad for at understrege, at den russiske arbejderklasse ikke vil tolerere det fascistoide regime og den brutale udbytning længe endnu, og at en ny Oktoberrevolution må forberedes, som vil feje det kapitalistiske regime væk.

Demonstrationerne i Moskva omfattede titusinder af arbejdere og kommunister. I Kazakhstan gennemførtes gik store mængder på gaden omfattende på trods af præsident Nazarvajevs advarsler. I Kiev og Minsk var manifestationerne også meget af meget stort omfang.

I Bresjnev-perioden stagnerede den russiske produktion, under Gorbatjov faldt den drastisk. I de første fire år efter Berlin-murens fald i 89 blev samfundsproduktionen halveret, ledsaget af et fornyet fald hvert eneste år siden. Tallene fra første halvår 97 viser endnu et svagt fald.

OECD forudser nu – igen! – at bunden er nået, og at der vil komme ny vækst i den russiske økonomi – såfremt en lang række kapitalistiske reformer gennemføres. Den vestlige kapital glæder sig over, at det russiske marked er blevet åbnet, og at importen fortsat vokser. Med dagbladet Politikens ord:"Desuden er der – trods den generelle elendighed – opståeten lille, men særdeles købedygtig klasse af nyrige, der importerer vestlige forbrugsvarer på livet løs."

Fra en gruppe belgiske kommunister kommer følgende skildring fra Leningrad – og en beretning fra Moskva om det vestligt understøttede kup, der bragte Jeltsinregimet til magten:

En beretning fra
Leningrad og Moskva

Som de oprørte folkemasser for netop 80 år siden går demonstranterne fra Opstandens Plads mod zarens vinterpalads, det nuværende Eremitagemuseum.

Store bannere med "Leve Oktoberrevolutionen" og "Proletarer i alle lande, forén jer" bæres i spidsen for demonstrationen. Vores plakater "Renault- Moskwitch, belgiske og sovjetiske arbejdere, samme kamp" vækker stor interesse. På talerstolen afviser marchens organisatorer, Viktor Tjulkin og Juri Terentiev (Ruslands Kommunistiske Arbejderparti) enhver illusion om den parlamentariske vej. Mellem demonstranterne opfordrer Nina Andrejeva (Sovjetunionens Bolsjevikkers Kommunistiske Parti) til at man forbereder sig på en ny Oktobererevolution.

Jeltsins massegrave

I 1992 indledte Jeltsin privatiseringsprocessen: han sjakrer den russiske økonomi væk til udenlandske multinationale selskaber og ruinerer arbejderne, som oplever prisstigninger på 2000 % .

I august 1993 mener det borgerlige parlament, at nu går han for vidt, og modsætter sig hans plan. Med Vestens støtte opløser Jeltsin parlamentet og overskrider hermed sine forfatningsmæssige beføjelser. Parlamentet anvender forfatningen til at afsætte Jeltsin. Den 4. oktober 1993 angriber elitestyrken OMON parlamentets sæde, Det Hvide Hus, i Moskva. I Viktor Jurijev, der var vidne til begivenhederne, viser os skuepladsen:

"De henrettede 3000 af vores folk. De fleste blev skudt her på Krania Presnia fodboldstadion. Stadionet var omgivet af en mur. Skudhuller og blodspor kunne ses længe efter. Forældrene til de unge, der blev dræbt, kom og opsatte fotos af deres børn og dækkede muren med slogans. Borgmester Lutjkov lod muren rive ned og fik indhegnet stadionet med et metalgitter. Men folk fortsatte med at ophænge billeder af deres forsvundne slægtninge. De bandt sorte og røde sløjfer til gitteret og på træer og lagde blomster. Mange lig er aldrig blevet fundet. Forældrene lavede så improviserede gravsteder på gaden, pyntet med blomster og kors, med foto og navn på den slægtning, der her var blevet henrettet.

Militsen fjernede disse gravsteder, men dagen efter var de der igen. Tilsidst opgav militsen. Under hvert foto står navn og alder på hver ung: 17 år, 19 ja endda 15. Der er mange unge blandt de russiske kommunister!

Vi så tilmed gravstedet for en præst, som var gået frem mod soldaterne og havde råbt til dem: "Skyd ikke, det er en synd", før han selv blev skudt. Den dag blev der ogsa løsnet skud fra den amerikanske ambassade, som kan ses herfra. Regnen styrtede ned. Her lå mange lig, og regnvandet på jorden var rødt af blod, ligesom vandet i Moskovafloden, hvor ligene blev sejlet væk.

Derefter blev parlamentsmedlemmerne drevet ud og spærret inde i en bygning i Ochotni Riad. Jeltsinregeringen bemægtigede sig Det Hvide Hus. Det er illumineret om natten og kan ses på lang afstand, mens kvartererne omkring henligger i mørke og kulde på grund af mangel på brændsel.

Oprydningen efter nedskydningen blev foretaget af tyrkiske arbejdere i huj og hast, for russiske arbejdere kunne få for meget at vide og kunne vidne herom. Trykluftbomberne, som blev kastet ind ad vinduerne. efterlader kun helt sønderflænsede lig. På det sted, hvor vi står, var der en hovedgade. De døde blev kastet i en stor grav, dækket af syre og herefter med sand. Så kastede man et nyt lag lig. Den dag i dag strejfer talrige hunde omkring her og prøver at grave i jorden."

Jef Bossuyt, Johan og Carole

(Fra Solidaire nr.46 oversættelse CH)