Danmark i Europa
Kvindeligt Arbejderforbunds formand Lillian Knudsen er blevet udset til at være en frontfigur i kapitalens bestræbelser på at bringe et Ja til den unionsbugnende Amsterdam-traktat i hus ved folkeafstemningen i maj 98:
"Lillian Knudsen har holdninger til EU og er god til at udtrykke sig. Desuden lægger vi vægt på, at vi med Lillian Knudsen i spidsen sender et signal om, at det ikke er over-Danmark, der står i spidsen for den nye organisation"
udtaler informationschef i Dansk Industri Poul Scheuer til det socialdemokratiske dagblad Aktuelt – og understreger dermed hvem der står bag Danmark i Europa, den nye og angiveligt tværpolitiske organisation, som unionstilhængerne forventer sig så meget af.
Lillian Knudsen er håndplukket til at forvalte kapitalens interesser.
Det er næsten for tykt. Det er faktisk så tykt, at Aktuelt ser en risiko for at dette skridt vil miskreditere den socialdemokratiske ja-kampagne. I en leder skriver bladet:
"På samme måde som et nej til Amsterdam-traktaten ikke bare er et nej, så er et ja ikke bare et ja. Når Poul Nyrup anbefaler S-vælgere at stemme ja til traktaten, så har han andre bevæggrunde end Uffe Ellemann-Jensen, og Nyrup vil noget helt andet med EU.
Derfor er det en forfejlet strategi at arbejde for en fælles ja-kampagne, og tanken om at lave en ny tværpolitisk ja-organisation "Danmark i Europa", som Dansk Metalarbejderforbund og Dansk Industri har taget initiativ til, forpasser desværre sit eget udmærkede mål."
Aktuelts argumentation er henrivende:
Både Ellemanns og Nytrups ja er et ja til nøjagtig den samme Amsterdam-traktat, nøjagtig den samme udbygning af Unionen og monopolernes magt.
Det er en kendt sag, at ja-politikerne på alle måder og alle niveauer samarbejder og tilrettelægger det nye store kampagnebedrag.
Alle ved det, og den socialdemokratiske avis ved det selvfølgelig også. Det er der intet nyt i – og afstemningen tabes ikke ved at en socialdemokratisk statsminister rykker frem med et ja.
Lillian Knudsen må bare ikke gøre det ssamme som statsministeren. Det er simpelthen for afslørende, når arbejdsgiverorganisationer og store fagforbund går sammen i en fælles kampagne på et så sprængfarligt område.
Udbygningen af klassesamarbejdet til sammensmeltning i en fælles politisk bevægelse viser, at der ingen nedre grænse er for den socialdemokratiske LO-tops forrædderi mod og udsalg af arbejderklassens grundlæggende interesser.
Men det gør det umuligt at opretholde den socialdemokratiske demagogi overfor arbejderne om, at det er deres interesser, som varetages af partiet og dets faglige folk.
Det er en enestående lejlighed for arbejderklassen til at konstatere, at den socialdemokratiske fagtop er marionetter, der bevæges af kapitalens sorte hånd.
Redaktionen
7. december 97