Den arbejdsløshedsskabende Union

"Et ualmindeligt godt resultat".

(Arbejdsminister Jytte Andersen om EU-topmødet om beskæftigelse).

Hensigten med topmødet mellem EU’s stats- og regeringschefer den 2l. november var netop at give offentligheden indtryk af, at Unionen kan og vil gøre noget ved massearbejdsløsheden og skabe mængder af nye arbejdspladser.

Det er ikke tilfældet. Eller man kan sige, at den eneste måde, Unionen gør noget ved arbejdsløsheden, er ved at skabe den gennem sin neoliberalistiske politik som et redskab for monopolerne. Unionen bygger på massearbejdsløshed! Unionen skaber arbejdsløshed! Og unionspolitikernes bestræbelser for at bekæmpe arbejdsløsheden består i at søge at lade de arbejdsløse og arbejderne betale for den – samtidig med at der kastes nogle krummer af for at forhindre den alvorligste sociale uro.

Der tales om 18 millioner ledige i EU. Det er de officielle tal, de officielt registrerede arbejdsløse. De virkelige tal er langt langt højere. Mindst dobbelt så højt. En præcis statistik er vanskelige at opdrive, dels fordi de officielle statistikker ikke afspejleder den reelle arbejdsløshed, men kun de arbejdsløshedsforsikrede, dels fordi opgørelsesmetoderne er forskellige for de forskellige lande. Den danske officielle ledighed på 7, 9 pct. kan derfor ikke umiddelbart sammenlignes med det tilsvarende officielle tal for f.eks. den spanske arbejdsløshed på 19,9.

Håndværksrådets cheføkonom Henrik Friis har foretaget en beregning af den reelle ledighed arbejdsløshed i Danmark. Han finder frem til, at 20,9 pct. og ikke 7,9 pct. Ikke 222.000 personer, som er det officielle tal for 1997, men 675.000 er arbejdsløse og arbejdssøgende i år. Tre fjerdedele af de reelt ledige registreres ikke som arbejdsløse. Henrik Friis kalder det den udvidede arbejdsstyrke. Det kunne også kaldes de udstødte, eller reservearbejdsløshedshæren. Hver femte dansker! LO er mere forsigtig, og mener at 316.000 personer umiddelbart ville kunne gå i arbejde.

Statsminister Poul Nyrup praler af at have vendt udviklingen i forhold til beskæftigelsen. Går man tallene efter i sømmene, kan det højst siges, at det nuværende økonomiske opsving har skåret toppen af, og hermed også toppen af statsudgifterne til de reelt ledige, der lever af overførselsindkomster af forskellig type.

Den brutale sandhed er, at kapitalismen i dag som i går producerer massearbejdsløshed, en overskudsbefolkning, en reservearmé.. Og at den selv i de gunstigste situationer for den kapitalistiske økonomi, på toppen af et økonomisk opsving, ikke får den fjernet væsentligt. De officielle arbejdsløshedsstatistikker kan pyntes, den reelle ledighedi Unionen omfatter millioner og atter millioner, i Danmark hundredtusinder og atter hundredtusinder.

EU-topmødet frembragte en uforpligtende hensigtserklæring, hvis hovedsigte er at gøre arbejdskraften mere fleksibel. Understøttelsen skal omlægges fra "passive" til "aktive" foranstaltninger – på arbejdsgivernes vilkår. Der skal lavbes aftaler mellem arbejdsmarkedets parter og uddannelse og jobtræning, uddannelserne skal gøres mere rehvervsrettede. Skatterne skal ændres yderligere til fordel for erhvervslivet og det skal gøres lettere at oprette egne virksomheder. Og som pynt: forskelsbehandling af mænd og kvinder skal bekæmpes (uligelønnen er kraftigt voksende, selvom ligestilling altid har været den officielle unionspolitik), handicappede skal integreres bedre på arbejdsmarkedet osv.

Nyrup Rasmussen var godt tilfreds med topmødet. Han fik alle sine punkter igennem! Og arbejdsminister Jytte Andersen kan meddele, at Danmark i løbet af et år kan gennemføre det "vigtigste punkt" fra topmødet: at alle arbejdsløse skal have tilbudt aktivering efter det første års ledighed.

Læg mærke til formuleringen: Skal tilbydes aktivering – ikke arbejde, til overenskomstmæssig løn og på overenskomstmæssige vilkår.

Unionens og den danske regerings arbejdsløshedspolitik består ikke i at skabe jobs eller afskaffe arbejdsløsheden, men i at disciplinere arbejdsstyrken, indbefattet den permanente reservearmé, til kapitalens behov.

Arbejderklassen må atter rejse kampen mod arbejdsløsheden – ikke overlade den til borgerskabets mænd og kvinder. Et centralt krav er arbejdstidsforkortelse – 30 timers arbejdsuge, 6 timer daglig arbejdstid. I Italien er 35-timers arbejdsugen netop besluttet. 30 timers-kravet er centralt både ud fra en hensigt om at mindske arbejdsløsheden og for at imødegå monopolernes og Unionens krav om en "fleksibel arbejdsstyre" på et "fleksibelt arbehjdsmarked" til "fleksible tider" – at arbejderne står til rådighed for at skabe profit til kapitalen til enhver tid og på alle tidspunkter. -lv