Koncernernes

kampplads

Det europæiske såkaldte indre marked blev sat i verden i 1985 af de daværende 12 EF-lande med ca. 340 milloner indbyggere. Planerne gik ud på at udvide denne verdens største "frihandelszone" til 19 lande med ca. 380 millioner indbyggere. I den borgerlige/socialdemokratiske propaganda bliver denne konstruktion fremstillet som et Fata Morgana eller en Edens Have, hvor lam og 1øver græsser venskabeligt side om side. I virkelighedens verden er der ved at blive indrettet en kampplads, hvor internationale koncerngiganter og finansfyrster kan operere helt frit og med blikket rettet imod de flimrende digitaltal, hvor profitterne udviser en stigende kurve. Sideløbende påskyndes en udvidet centralisering af den politiske magt, som modsvares af økonomiske nedskæringer og beskæring af møjsommeligt hævdvundne rettigheder for den brede befolkning.

Denne økonomisk-politiske udvikling er de europæiske kapitalejeres "svar" på de amerikanske og japanske konkurrenters fremtrængen. Kampen om markedsandele er ikke aftaget, men vil fortsat blive skærpet under nye former. Herom vidner også dannelsen af den nordamerikanske "frihandelszone" (NAFTA) med deltagelse af USA, Canada og Mexico. Den er på størrelse med EF-Unionen.

I Europa er det nye Stortyskland tromlet frem, begunstiget af den forholdsvis langvarige højkonjunktur, men er præget af indre problemer og på det seneste af kraftig økonomisk nedtur. Samtidig varsler de uddybede modsætninger mellem de forskellige lande og regioner ikke mindst de forholdsvis dårligst udviklede lande som Portugal og Grækenland - om nye, vanskelige problemer. Indtil nu har kapitalismen ikke kunnet 1øse sådanne modsætninger, men har forsøgt sig med lappeløsninger. De officielle, altså omhyggeligt sminkede, arbejdsløshedstal i EF-Unionen tæller næsten 20 millioner (i gennemsnit omkring 10 pct. af alle arbejdsføre) og er et varsel om udskudte problemløsninger.

Her bør det erindres, at DDR var Europas femtestørste industrination og havde opbygget et flunkende nyt produktionsapparat af høj teknisk kvalitet. Dertil kom den meget anerkendte, kvalificerede uddannelse af fagarbejdere, ingeniører m.fl.

Denne "udvikling" begyndte for flere år siden. Endnu før DDR var blevet opslugt af Vesttyskland, var dette land inddraget i D-markens økonomiske sfære. Således blev den østtyske økonomi chockagtig og uden mindste mulighed for skridtvis tilpasning konfronteret med de kapitalistiske markedskræfter.

Det må anses for en kendsgerning, at arbejdsproduktiviteten i DDR var ringere end i Vest. Retfærdigvis må det dog fastslås, at mange arbejdere i Vest dengang havde god grund til at være "misundelige" på deres østtyske kolleger. De var fri for pukleri og førtidig fysisk nedslidning. Det er ikke "propaganda" i den betydning, mange opfatter dette udtryk, at der i DDR blev taget udstrakte hensyn til mennesket og dets materielle og "åndelige" behov.

Gode arbejdsforhold, sociale indretninger som vuggestuer og børnehaver, fritidshjem, muligheder for uddannelse, lige 1øn for lige arbejde, feriekolonier, social tryghed og meget andet var et kendemærke for DDR.

Østtyskland blev oversvømmet af vesttyske og andre vestlige varer i et sådant omfang, at de østtyske virksomheder bogstaveligt talt blev udkonkurreret. Massearbejdsløshed var resultatet. Den kom ikke af sig selv, men blev bevidst skabt af de nye herrer.

De vesttyske industri-, handels- og bankkoncerner er ifølge nøgterne tyske eksperters vurdering ude på så vidt muligt at forandre Østtyskland til en industriel ørken. På grund af den herskende overkapacitet (i forhold til afsætningsmulighederne, der begrænses af arbejdsløsheden og beskæringerne af købekraften) vil de lukke af for konkurrence og tænker kun på at opretholde deres superprofitter. Ved "købet" af Østtyskland er de blevet forvænt med hurtige og lettjente profitter.

Allerede nu kan det siges, at hvis der ikke gribes ind, vil Østtyskland i 1øbet af kort tid høre til de ringest udviklede regioner i Europa.