Der var engang en formand for socialdemokratiet – den eneste i øvrigt, der aldrig er blevet statsminister, siden partiet i begyndelsen af århundredet slog ind på "ministersocialismens vej": Sven Auken var navnet – ikke statsminister i dag , kun miljøminister. Anker Jørgensens afløser, og de såkaldte venstresocialdemokraters foretrukne, men degraderede partileder. "Kongemordet" i Socialdemokratiet er en for længst glemt affære – en historie, der endte med et lykkeligt kompromis og poster og ben til de fleste involverede.

Auken har tjent som det lyserøde alibi i en stadig sortere socialdemokratisk unionsregering, der efter snart fem år ved regeringsmagten under en gunstig højkonjunkturperiode, hvor aktiemarkedet og profitterne har slået alle hidtil gældende rekorder, er blevet stadig mere bekymrede over meningsmålinger, der tyder på vælgerflugt i retning af Pia Kjærsgårds smilende reaktion under navn af Dansk Folkeparti.

Der har undertiden været stille om Auken. Som "venstresocialdemokraternes" anfører har han holdt lav profil. I forbindelse med regeringens nuværende problemer med opinionstallene og Kjærsgårds og Co.s fremrykning har han imidlertid markeret sig: Blandt andet gennem et større interview i dagbladet Politiken, hvor han opfordrer sine partifæller til at "stå fast mod højrebølgen".

Denne såkaldte "højrebølge" blev med et pludseligt slag – efter Nyrup Rasmussens mislykkede forsøg på at udskrive folketingsvalg i forbindelse med åbningen af Folketinget – til det store dyr i åbenbaringen. På nogle få dage forvandledes de skønne drømme om en stor regeringsvalgsejr til frygt for et dramatisk nederlag. På lige så kort tid forvandledes den danske befolkning fra potentielle socialdemokrater til nærmest pro-fascistiske højreløbere.

Hvordan det kunne det gå til?

Statsministeren og hans inderkreds – hvortil Auken efter sigende skulle være ved at få adgang – gik nærmest i panik:

Har Nyrup og Co. ikke dækket sig overfor de åbent borgerlige og deres mærkesager ved at overtage dem – efter Clintonsk model?

Har Nyrup-regeringen ikke i sag efter sag vist sig som en Lov-og-Orden-regering – fra Tbind-kampagne over rockerlove til hjemsendelse af somaliske flygtninge?

Har Nyrup og Co. da ikke med omhu gennemført en lang række forringelser af de arbejdsløses og bistandsmodtagernes rettigheder, indført det såkaldte tredje og ikke overenskomstdækkede arbejdsmarked?

Har man da ikke gennemført en yderst "erhvervsvenlig" politik, der ikke bare har sikret rekordprofitter, men også via statsbudgettet og skatterne har omfordelt til fordel for de rige. Vokser formuerne måske ikke, men formueskatten nedsættes?

Har man da ikke til punkt og prikke understøttet unionsopbygningen og med omhu og velvilje gennemført unionspolitikken i Danmark ved lovgivning og pertentlig implementering af direktiverne?

Jo, da – man har gjort alt det, og mere til. Med stolthed kan Nyrup-regeringen rose sig af at kapitalen aldrig har haft det bedre.

Man har ført borgerlig politik, man har ført unionspolitik, og det til den store guldmedalje. Og så alligevel lurer katastrofen og tabet af ministerposterne forude – alternativet til SR-regeringen tegner sig i form af en VKOZ-kombination.

I en sådan krise bliver der atter plads for at "venstresocialdemokratiet" kommer på banen.

Aukens budskab er klart: De borgerlige er bedre til at føre de sorteste borgerlige mærkesager igennem end socialdemokratiet;-Vi socialdemokrater skal ikke prøve at spille nogle dumme svin. Enhver kan jo se, at det egner vi os slet ikke til, erklærer han.

Når han nu hæver diskussionen til dette niveau, skal det bemærkes, at enhver, der kan se og tænke er klar over, at socialdemokraterne helt rigtigt ikke egner sig til at spille dumme svin, men derimod er ganske glimrende til at være det.

Svend Aukens bekymring går med andre ord på tendensen hos Nyrup og Co. til ikke at skjule, at socialdemokratiet fører borgerlig unionspolitik bag lyserøde fraser.

Auken fremlægger en lidt mere intelligent analyse af det såkaldte højreskred end hans parti- og regeringsfæller indtil videre er fremkommet med:

Det er den systematiske ødelæggelse af alle de reformer, som arbejderklassens og den brede befolknings kamp gennem et århundrede har fremtvunget, som er baggrunden for det så meget omtalte højreskred, som snarere er et af de mange udtryk for socialdemokratiets krise som det ledende politiske parti. Socialdemokratiets krise indledtes, i den nyeste tid, med dets hovedrolle i indlemmelsen af Danmark i den europæiske union og er fulgt op af dets systematiske deltagelse i nedbrydningen af den såkaldte socialdemokratiske velfærdsstat. 20ernes og 30ernes socialdemokratiske reformparti er blevet til efterkrigstidens administrator af den kapitalistiske stat, og under Auken og Nyrup til et moderne euro-socialdemokrati, hvis hovedopgave er at give en arbejdervenlig og velfærds-venlig lakering over monopolernes politik.

Når Auken kan konstaterer, at en dybereliggende årsag til det såkaldte højreskred er "manglende kvalitet i dele af velfærdssamfundet" (uden at han i øvrigt nævner EU med et ord) falder det selvfølgelig direkte tilbage på socialdemokratiet og hans egen regering.

Både den højre- og den venstresocialdemokratiske politiks perspektiv i dag er således "kvaliteten af velfærdssamfundet" - dybere perspektiver er der ikke. Gamle socialdemokratiske mærkesager (som har spillet fallit, fordi de strider mod selve det økonomiske systems natur og kapitalismens lovmæssigheder) som afskaffelse af arbejdsløsheden, omfordeling af nationalindkomsten til gavn for arbejderne, klasse-lighed osv. er gemt væk på ubemærkede steder i partiprogrammer og principerklæringer, hvis de ikke er helt udgået.

Et parti som socialdemokratiet vil altid være delt i en højre- og venstrefløj: i en del, som utilsløret vil gennemføre monopolernes politik og en del som søger at mindske de negative sociale virkninger af den, og som i ord kritiserer det kapitalistiske systems værste udskejelser. De er begge lige nødvendige for socialdemokratiets trivsel og for at sikre en fortsat forankring i arbejderklassen og befolkningen. Når partiet er ved regeringsmagten, plejer venstresocialdemokraterne at dæmpe sig ned, mens de taler højt, når partiet er i opposition.

I dag har et højregalopperende socialdemokrati også en stadig mere højredrejet og anæmisk venstreside. Hardy Hansens spagfærdige karriere som folketingsmand er et af udtrykkene for, hvor svage venstresocialdemokraterne egentlig er: "Stå fast mod højrebølgen – styrk kvaliteten i (dele af) velfærdssamfundet".

Og så støt lige unionen, NATO, udrykningsstyrkerne og liste S!

Den socialdemokratiske venstrefløjs hovedopgave har alle dage været at fastholde arbejderne på klassesamarbejdslinjen, på den socialdemokratiske reformkurs – og forhindre en overgang til klassekampspositioner, til kommunismen. Med den kommunistiske bevægelses krise fra 60erne udvikledes en socialdemokratisk venstrefløj udenfor socialdemokratiet – i Danmark med SF og Venstresocialisterne som de mest fremtrædende strømninger.

Det er en bemærkelsesværdig udtalelse, Auken fremsætter i interviewet, når han erklærer:- Enhedslisten og SF er i dag mainstream-partier. Efter Berlin-Murens fald har vi ikke længere en ekstrem (læs: en revolutionær) venstrefløj, kun en ekstrem højrefløj. Men da vi havde KAPerne og sovjet-kommunister, tog Socialdemokratiet opgøret med dem, især i fagbevægelsen. Med god grund betragtede kommunisterne gennem alle årene S som hovedfjenden.

Aukens vurdering af Enhedslisten og SF som reformistiske partier er ubetinget rigtig: der er ingen revolutionære perspektiver i deres politik, SF gør ligefrem en dyd ud af denne mangel.

Det er ligeså urigtigt, når Auken postulerer, at kommunisterne gennem alle årene har betragtet S som hovedfjenden. Kommunisterne har betragtet Socialdemokratiet som hovedfjenden i arbejderbevægelsen, kommunisternes hovedfjende er monopolerne, kapitalen, fascismen.

Men socialdemokratiet – dens højre- og venstrefløj – er som agenter for kapitalen i den brede befolkning, og i særdeleshed i arbejderklassen og fagbevægelsen en hovedfjende dér, en hovedfjende for klassekampslinjen og for en revolutionær politik.

Både 60ernes og 70ernes DKP og i dag KPiD og på det seneste også DKP/ML har udnævnt socialdemokratiet, og især dets venstrefløj, til en allieret. I forskellige varianter er der udformet langsigtede allianceprojekter.

Der er god grund til, at alle der opfatter sig som kommunister, tager Svend Aukens ord ad notam, når han praler af socialdemokratiet som kommunismens hovedfjende. Det er socialdemokratismens historiske mission: at forhindre skabelsen af et socialistisk og kommunistisk samfund.

RETUR til Forside