Højere løn - lige løn

Forleden dag bragte en af de mange tv-kanaler følgende lille intermezzo : En ung kvindelig ekspedient i en modeforretning bliver spurgt om, hvad hun tjener om måneden: Svar 15.000 kr. Det synes hun egentlig er ok, det er i hvert fald ikke for meget. På den anden side af gaden bliver en ung mandlig ekspedient i en sportsforretning spurgt om det samme. Svar: mellem 18.000 og 22.000 kr. Stillet overfor den oplysning bliver den ellers så pæne pige i modeforretningen vred. " Jeg knokler mindst lige så meget, jeg troede vi have ligeløn. "

Og det er også lige præcis, hvad hun og en hel generation er blevet bildt ind, siden de blev født. I Danmark har kvinderne fået ligeløn. Op til sidste folkestemning om EU – traktaten i 92 var der endda så prominente kvinder som forkvinden for KAD, Lillian Knudsen og den daværende forkvinde for Ligestillingsrådet, der forsøgte at føje spot til skade ved at sige, at ligelønnen kunne vi takke EU for, og derfor burde vi vise taknemmelighed og stemme ja til EU-Unionen. Så taknemmelige var flertallet af Danmarks kvinder dog ikke, de stemte nej.

Kvinderne har fået ligeløn, siger de. Men arbejderklassen og ikke mindst arbejderkvinderne har aldrig fået noget som helst forærende. Alt er blevet til gennem arbejde, slid og kamp. Det var arbejderklassen og kvindebevægelsens egen mobilisering der genrejste kravet om : kvindernes ret til ligeløn, så massivt at politikkerne ikke kunne sidde det overhørigt. Loven om ligelønnen viste sig imidlertid hurtigt at være en hullet si. For nok turde ingen rigtig sige højt, at de betragtede kvindernes arbejde som så meget mindre værd, at de skulle have ringere løn. Men lønsedlerne talte deres eget tydelige sprog. Og her i 90erne må selv de officielle instanser udsende statistiker som viser, at med kvindernes ligeløn går det hastigt den forkerte vej. Forskellene bliver større og større.

Forsøg på forklaringer på dette absurde og middelalderlige fænomen – at kvinder betales dårligere for deres arbejde - har der været nok af. Og ligesådan det, de kalder "strategier" for at løse det. Først var det strukturproblemer på arbejdsmarkedet – det kønsopdelte arbejdsmarked. Strategi : kvinderne skulle ud af kvindefagene og over i mandefagene. Da krisen og arbejdsløsheden for alvor satte ind røg vi imidlertid endnu hurtigere tilbage igen eller helt ud. Så var det uddannelsen, det var galt med. Strategi : kvinderne måtte forstå at satse lige så hårdt på uddannelse og endda mere til. I dag er der flere piger end drenge der går i gymnasiet og forsætter uddannelse. Så mange at formanden for Lægeforeningen for et års siden måtte udsende nødråb om, at man måtte stoppe tilgangen af kvindelige studerende. Da disse truede den danske lægestand med at blive så domineret af kvinder, at det ville blive et lavtløns-fag.! Nu er vi igen tilbage ved forklaringen om struktur-problemer på arbejdsmarkedet – strukturel arbejdsløshed, strukturelle lavtlønsområder osv. Strategi : det fleksible arbejdsmarkedet. EUs fleksible arbejdsmarked.

Lønforholdene på det fleksible arbejdsmarkedet har vi imidlertid allerede fået en kraftig forsmag på ved de seneste overenskomster og arbejdsmarkedsreformer. Individuel løn, lokal-løn, resultatløn. lønstigninger gennem "fedterøvs-puljer", en særlig lav løn til unge over 18 år, en særlig lav løn til tidligere arbejdsløse, en særlig lav " skåne-løn" osv. Rækken er snart endeløs. Med dem er lønforskellene eksploderet og de ufaglærte kvinders løn er blevet solgt hver gang. Endnu større forskel er der hvis man ser på den indkomst har reelt har at leve for – om man er i arbejde eller arbejdsløs. Og helt grotesk bliver det når ser på det, der kaldes livsindkomst.

Arbejdsgiverne har længe haft kig på den garanterede mindsteløn. I England er det lykkedes at få den ned på 57 kr. gennem en benhård reaktionær politik. Den socialdemokratisk ledede regering herhjemme er ved at gøre dem kunststykket efter ved bevidst at bruge arbejdsløsheden og udstødningen fra arbejdsmarkedet til at trykke bunden ud af både løn, dagpenge og sociale ydelser. Med det såkaldte 3. arbejdsmarked bliver arbejdsløse og bistandsmodtagere sat i tvangsarbejde til en løn, der ligger langt under den gældende løn på området. Statsorganiseret løntrykkeri. Størstedelen af tvangsarbejderne er kvinder – de vandt rekorden i arbejdsløshed og udstødning og tvinges til at betale med – endnu lavere løn.

Når fagbevægelsens top påstår at arbejderklassen hellere vil have bedre pensionsordninger og bedre arbejdsmiljø end flere penge i lønningsposen er det løgn. Og det er ren pistol-politik at stille et valg op mellem pengene eller livet. Vi kræver højere løn, og reel ligeløn – ikke på de arbejdsløses, kvindernes, de unge eller de ufaglærtes bekostning. Men på profittens bekostning.

dg

 

RETUR til Forside