Kommunalpanik

Socialdemokratiet spås en betydelig tilbagegang ved det forestående kommunalvalg. Den nedadgående tendens, som har stået på i flere årtier – parallelt med det danske EU-medlemskab og "velfærdssamfundets" afmontering og krise – ser ud til at fortsætte. Den ene traditionelle socialdemokratiske bastion efter den anden er faldet, borgmesterkæderne oftest blevet afleveret til fremadstræbende venstrefolk og andre kandidater for de åbent borgerlige alliancer. Og nye socialdemokratiske højborge står for skud. Århus f.eks. – eller måske endog selve hovedstaden.

Den socialdemokratiske panik bliver ikke mindre af, at tilbagegangen ser ud til at forsætte i en situation, hvor partiet har været ved regeringsmagten i hele den forløbne kommunalvalgperiode – og tilmed har været begunstiget af en kraftig dansk og international højkonjunktur.

Valgteknisk søger partiet at imødegå de forventede tab ved for første gang i stort omfang at indgå alliancer med først og fremmest SF og Enhedslisten – og valgtaktisk ved at fremmane Pia Kjærsgaards "danske" folkeparti som det store fæle dyr i åbenbaringen, som nærmest det personificerede præ-fascistiske gespenst. Bl.a. den socialdemokratiske ungdom i DSU er sat til at føre denne kampagne ud i gaderne i et forsøg på at bremse flugttendenserne af især ældre socialdemokratiske eks-kernevælgere.

Socialdemokratiets krise er i første række en følge af dets villige administration af unionspolitikken og af den stadig hastigere afmontering af "velfærdsstaten" – af den sociale nedskæringspolitik, privatiserings- og udliciteringspolitikken, af unionstilpasningen på alle felter. Og at gøre Pia Kjærsgård-reaktionen og hendes protestvælgere til det centrale politiske problem for den brede befolkning er ikke bare et taktisk fejlgreb af format, men også en afledningsmnanøvre, der skal dække over de vigtigste kilder til angrebene på levevilkår og velfærd: monopolkapitalen og dens Union, og den asociale unionspolitik, som både de skiftende socialdemokratiske og åbent borgerlige regeringer fører og har ført.

Unionspolitikken, de europæiske monopolers politik, føres i disse år igennem på lokalt plan. Trods arbejdernes og et befolkningsflertals massive modstand, som også afspejler sig i den store modstand mod EU som sådan og mod ethvert nyt skridt henimod Europas "Forenede Stater", som Amsterdam-traktaten også repræsenterer. Denne sammenhæng skal for enhver pris sløres og afledes – og bliver det – af dem alle: socialdemokratiet, den borgerlige opposition, og såmænd også af Kjærsgård-flokken, som spiller sin egen beskidte rolle i det store politiske bedrag mod befolkningen.

Kommunal-valget står ikke mellem Kjærsgård og Socialdemokratiet – men mellem unionspolitik og velfærdsdestruktion – og klassekamp imod den.

Kun enkelte steder er det lykkedes at skabe lister, der udtrykker en kommunistisk politik eller kan samle de kommunistiske kræfter i en fælles bestræbelse: Liste K i Odense eller lokale kamplister som Syvstjernen i Esbjerg, Arbejderlisten i Aalborg og Beboerlisten i Randers.

Kampen mod den kommunale nedskæringsfelttog vil efter valget som altid i første række være en kamp uden for byrådssalene.

RETUR til Forside