Oprustning og
meningsdiktatur
Af Henrik Nielsen
Folkestyrets fremmeste institution og allermest folkelige står nu for tur i Socialdemokratiets asociale generalangreb på alt hvad de danske arbejdere op igennem dette århundrede har tilkæmpet sig af rettigheder. I forlængelse af betænkningen Bibliotekerne i informationssamfundet anbefaler den kulturelle afviklingsminister Ebbe Lundgaard (S) indførelse af brugerbetaling på bibliotekerne.
Det er et led i den almene oprustning – en klargøring af befolkningen til korpsånd og lydighed. Når mennesker læser og uddanner sig stiller de for mange spørgsmål og det er for besværligt når imperialismen gør klar til yderligere offensiv.
Kulturminister Ebbe Lundgaard mener dog ikke, at bøger og hvad han moderigtigt kalder IT (informationsteknologi) skal underlægges kravet om brugerbetaling, men kun de særligt overflødige ydelser som musik og video og adgang til særlige databaser. Det må dog enhver ansvarlig borger kunne forstå fornuften i.Denne reaktionære snusfornuft - der sammenligner samfundets regnskaber med husmoderens budget der er så velegnet til oppisken af diverse folkestemninger fra fremmedhad til blødende hjerter over udåndede royale fartsyndere og spritbilister – går igen i enhver borgerlig politikers agitation for øgede profitter og amputation af borgerlige rettigheder.
At kulturminister Ebbe Lundgaard netop angriber de moderne medier, som i disse år eksploderer i kvalitet og antal, og som er den form større og større andele af de daglige informationer og kulturelle anliggender udgives i , er paradoksalt. Det lugter af meningsdiktatur. Behøver bogen at værre af større kvalitet indholdsmæssigt end videoen?
Kulturminister Ebbe Lundgaard forsøger med sit udspil at obstruere Folkebibliotekerne i at løse deres opgaver. Folkebibliotekernes opgave er jo at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet. Det er lovens ord at Folkebibliotekerne skal tilrettelægge udbuddet således at borgernes behov på disse områder opfyldes bedst muligt og at tilbuddene har relevans i tidens samfund.
Mediet er således ligegyldigt indholdet er det væsentlige.
Socialdemokratiet og dets kulturelle repræsentant viser i denne tid sine reaktionære visioner mere og mere åbenlyst. Opfattelsen af at bogen skulle være af afgørende betydning for informationsniveauet er en konservativ og statisk opfattelse af samfundet. Samfundet udvikler sig og det gør borgene og den teknologiske udvikling i dialektisk samdrægtighed også. Der er ingen grund til at information om f.eks. sundhedsoplysning på en database skal koste penge, når den selvsamme oplysning i en bog er gratis. Hvori ligger den kvalitative forskel på at læse en triviel skønlitterær roman og så lytte til en ligeså triviel cd med popmusik? Der er ingen. Tværtimod kan man sige, at bogen alene ikke mere kan dække informations- og kulturbehovet i samfundet. Det virker som om at de borgerlige partier – herunder selvfølgelig Socialdemokratiet – vil forbyde enhver udvikling de ikke er på højde med. Samtidig er det også et udtryk for Socialdemokraternes vilje til at spare på den offentlige sektor.
Nu står der i betænkningen Bibliotekerne i informationssamfundet ikke helt det samme som kulturfilister Ebbe Lundgaard slår på tromme for – rent faktisk står der, at bogen fortsat er en central opgave for bibliotekerne, men at de nye medier skal være obligatoriske.
Besparelser kan enhver forstå. Enhver almindelig borger kender snærende økonomi og regninger der må ligge over. Men det er regeringens ansvar at forholdene er sådan. At indføre brugerbetaling i sig selv er ikke økonomisk motiveret, dertil vil indtjeningen være for lille. Nej brugerbetalingen er et ideologisk opgør med borgernes ret til at stå sammen om at løse forskellige opgave.
At det økonomisk skulle være nødvendigt med besparelser på borgernes fælles tilkæmpede goder kan gennemhulles på mange måder. Men ved at se på den danske regerings andre prioriteter viser der sig et klart billede af dens politiks virkelige formål:
Danmark ligger helt i top når det gælder udgifter til krigsforberedende foranstaltninger. Krigsministeriets såkaldte forsvarsbudget ligger helt i top blandt de europæiske NATO-lande med 3.800 kr. pr. indbygger i 1996, kun overgået af Norge og Frankrig. Gennemsnittet i Europa er på 2.900 pr. indbygger.
Jo, der er i sandhed en vis sammenhæng mellem øgede militærbudgetter og angrebene på de demokratiske rettigheder. Og det er kun en ringe trøst at fænomenet ikke blot er dansk, men et udtryk for imperialismens oprustning. USA står for 42 procent af våbeneksportmarkedet, England for 22 procent, Rusland og Frankrig følger efter. Mellemøsten og Nordafrika, Østasien, Golfstaterne og Sydamerika importerer.
De store monopolers kamp om at dele resten af det globale marked er i fuld gang og det er det spil den danske regering så velvilligt spiller med i.