Det vilde Østen

Rusland i dag har på glimrende vis vist den russiske befolkning, hvad kapitalisme går ud på. Nu satser Jeltsin-regimet på at indføre en mere sofistikeret forvaltning af markedskræfternes frie hanekamp

Demokrati og markedsøkonomi. Disse to begreber har været uadskillelige, siden verdenskapitalismen vandt sin angivelige "sejr over kommunismen", da Sovjetunionen og Østblokken kollapsede sidst i 80’erne. Hvis man er naiv og uinformeret om begrebernes betydning, skulle man ud fra massemediernes retorik tro, at demokrati forudsætter kapitalens frie herredømme uden statslig indblanding. Hvis man grubler fem sekunder over sagen, kan enhver gennemskue, at sloganet "demokrati og markedsøkonomi" i forbindelse med østlandenes omstrukturering afspejler iskolde klasseinteresser.

Dagens superkapitalistiske Rusland er et pragtfuldt læreeksempel på sloganets virkeliggørelse. Lige siden den sidste sovjetiske leder Gorbatjov i midten af 80’erne startede privatiseringen af landets rigdomme, har der været direkte proportional sammenhæng mellem graden af privatisering og graden af udemokratisk magtkoncentration, korruption og social armod.

Oligarki i løse tøjler

Den 24. september i år udtalte Ruslands præsident Boris Jeltsin, at "nu må det være slut med røverkapitalismen". Jeltsin bedyrede, at der skulle være klare regler for erhvervslivet og dets relation til det politiske system, at markedet "ikke i sig selv er et universalmiddel".

Disse udtalelser må klart henføres til kategorien Meddelelser til beroligelse af offentligheden. De fremkom, efter at den tredje store privatiseringsbølge denne sommer gav anledning til så store og larmende hanekampe mellem kapitalinteresserne og deres politiske lakajer, at der var grund til uro over befolkningens fortsatte villighed til at finde sig i det nye samfundssystem. Og ret beset er det en almindelig foreteelse i den udviklede kapitalistiske verden, at der forefindes stater og overnationale institutioner til at balancere disse konkurrenter over for hinanden.

I privatiseringsbølgerne har et snævert oligarki ganske forudsigeligt sat sig på råstofresurserne, industrien og handelen. Ikke overraskende har der vist sig et omfattende personsammenfald mellem lederne i dette finansoligarki og de fremtrædende privatiseringspolitikere i Jeltsins administration. De modstridende kapitalinteresser har imidlertid manifesteret sig på åbenlyst primitiv vis i form af korruption, smudskastning og slet skjult mafiavæsen. Kapitalismens overlevelse kræver derfor en diskret styring af disse konflikter. Det er denne styring, Jeltsin nu lægger op til.

I den første årrække efter indførelsen af markedsøkonomi holdt den udenlandske kapital sig tilbage med at investere i det urolige Rusland. Nu har situationen ændret sig. Efter afslutningen af krigen i Tjetjenien og efter stabiliseringen af Jeltsins regime efter hans valgsejr i juni sidste år er der nu faldet så meget ro over det russiske marked, at investeringerne begynder at strømme til fra udlandet.

Aktiekurserne på Ruslands 100 største børsnoterede koncerner er steget med over 300 procent siden årsskiftet, og de russiske firmaer kan nu i modsætning til tidligere skaffe risikovillig kapital på børsen. Både renten og inflationen er faldet markant i år, selvom begge indikatorer stadig er høje. For første gang siden Sovjetunionens nedlæggelse er der udsigt til en lillebitte vækst i den russiske økonomi. Den multinationale kapital har konstant behov for nye markeder, og derfor er disse lapperier nok til, at kapitalens medier er begyndt at pludre om et "opsving" i Rusland, som man hellere må se at få hægtet sig på.

Finalen på revisionismen

At det daværende Sovjetunionen før eller senere ville vende tilbage til kapitalismen, havde mange kommunister allerede tredive år forinden forudset. Da Gorbatjov lancerede sin åbenlyse socialdemokratisme og begyndte afviklingen af Sovjetunionen, var det begyndelsen til den sidste fase i en langvarig proces, der fik startskuddet på Sovjetunionens Kommunistiske Partis 20. kongres i 1956. Forræderi mod principperne fører også til forræderi i praksis, uanset om aktørerne har været bevidste om dette eller ej.

Det er en kendsgerning, at Gorbatjov og hans strømning opstod af SUKP. Det samme gælder for Jeltsins ultra-antikommunistiske strømning, der tog magten i slutningen af 1991. Et mærkværdigt tandløst teaterkup begået af en gruppe officerer i den Røde Hær dannede dette år påskud for den endelige afvikling af Sovjetunionen - under Jeltsins brutale ledelse og trods en folkeafstemning, der havde vist flertal for bevarelse af Sovjetunionen.

En voldsom antikommunistisk og antisocialistisk offensiv banede vejen for reaktionære, halv- og helfascistiske kræfters fremkomst i Rusland. Borgerlige parlamentaristiske partier opstod med udgangspunkt i interessegrupperinger, der tidligere havde befundet sig i SUKP. Det resterende SUKP samledes i den Russiske Føderations Kommunistiske Parti (RFKP) under ledelse af Gennadij Sjuganov, mens de spredte revolutionære kommunistiske kræfter påbegyndte en organisering af det politiske vakuum på venstrefløjen.

RFKP er den dag i dag det parti, der har størst stemmetilslutning og størst medlemsbasis, men det viser udpræget socialdemokratiske, kompromissøgende træk i forhold til det kapitalistiske morads. De øvrige kommunistiske kræfter har stadig ikke fundet en løsning på splittelsen, ikke mindst som følge af uenigheder om årsagerne til Sovjetunionens kollaps.

Frihed til tidlig død

Det er blevet spået, at den kommende vinter vil fremvise hidtil uset lange lister over folk, der er døde af kulde. Den russiske vinter er koldere end selv den koldeste danske isvinter, og der kræves særdeles megen varmeenergi, især til de nordlige områder.

Energisektoren er imidlertid blevet underlagt markedskræfterne, hvorved private husstande, virksomheder og institutioner nu skal betale klækkeligt for at holde varmen. Det er der mange, der ikke kan. Mange statsansatte har ikke fået udbetalt løn i op til et halvt år og kan derfor under ingen omstændigheder betale. Desuden klager energiproducenterne over, at folk i Sovjet-tiden har været vant til, at varme var en rettighed og dermed gratis.

Det bliver der nu gjort op med. De, der ikke betaler, er frie til at dø af kulde, hvad mange som nævnt forventes at gøre. Jeltsin udlovede for nylig en særlig varme-hjælpepakke fra finansministeriet til de lokale varmeværker for at undgå de værste masseforfrysninger, men disse penge er ikke kommet til bestemmelsesstederne. Energiproduktionen er faldet med omkring 50 pct. siden indførelsen af markedsøkonomi, og den energi, der produceres, bliver nu solgt til udlandet, hvis ikke hjemmemarkedet kan betale.

Friheden har holdt sit indtog. Den gennemsnitlige levealder for russiske mænd er faldet fra et niveau som det danske til omkring 58 år, dvs. lavere end pensionsalderen. Sygdomme, som var udryddet i Sovjet-tiden, er eksploderet i omfang i takt med den drastisk faldende levestandard. Alkoholisme er blevet en folkesygdom.

Lønforskellene er enorme. Mindstelønnen faldt fra 20 pct. af gennemsnitslønnen i 1990 til 6 pct. i 1995. Det kan ingen leve af, hvorved man er henvist til at have slægtninge, der kan forsørge én, eller til f.eks. prostitution, hvis man har et markedsdueligt udseende. En tredjedel af befolkningen lever under den officielle fattigdomsgrænse, vel at mærke efter en neddiskontering af denne grænse i Jeltsins statistikkontor. Ganske, ganske få har beriget sig enormt og skilter demonstrativt med denne rigdom, så selv vestlige massemediers udsendte reportere bliver forargede.

Magthaverne over denne ulmende kedel har - til trods for underlæggelsen p.t. under EU-kapital og NATO-dominans - ambitioner om at skabe en stormagtsstatus. Den officielle russiske militærdoktrin lancerede for nylig, at vægten nu lægges på landets atomvåbenstyrke i tilfælde af krig. Den indre uro kombineret med Kremls forsmåede stormagtsambitioner kan med god grund give kuldegysninger i Washington og Bruxelles.

jpc

 

RETUR til Forside