I år er det som bekendt 80-året for den russiske Oktoberrevolution, der førte til etableringen af Sovjetunionen. Kommunister verden over vil i starten af november fejre begivenheden som det historiske vendepunkt, den var for kampen for det kapitalistiske samfunds afløser, socialismen. Lige så sikkert er det, at borgerskabets talerør verden over vil benytte lejligheden til endnu en gang at tilsværte begivenheden i maleriske vendinger - i det omfang de overhovedet tør omtale den.

Vi kender alle den indoktrinerede historiefremstilling: At Oktoberrevolutionen var et historisk vildskud, en tragisk hændelse, som indledte over 70 års rædselsherredømme, der til sidst omsider brød sammen for at give plads til kapitalismens lyksalige friheder. At socialismen kun var en fiks ide i gale mænds hoveder, der endte som en parentes i historien. At kapitalismen er historiens endemål.

Nazisterne overbeviste i sin tid mange om, at kommunisterne spiste små børn. De historier, borgerskabet i dag fortæller, har kun grader til forskel fra nazisternes propaganda. Det bliver indskærpet, at alle forestillinger om et nyt og mere menneskeligt samfund i deres forsøg på realisering fører til uhyrlige resultater. En propaganda, som ved lejlighed kan danne grobund for et forbud mod kommunistisk virksomhed, som det ses så ofte i den kapitalistiske verden.

Oktoberrevolutionen vækker imidlertid fortsat positive følelser blandt de nedre samfundslag verden over, inklusive Rusland. Borgerskabet har eksempelvis svært ved at forklare, at de store dæmoner Lenin og Stalin i meningsmålinger får positive karakterer i en meget stor del af den russiske befolkning i dag. Der er noget, der ikke stemmer. Lad os se på det.

Oktoberrevolutionen var realiseringen af den erkendelse, som Marx og Engels lagde grunden til i midten af det 19. århundrede, nemlig at samfundets dialektiske udvikling fra lavere til højere stadier ikke er slut med kapitalismen. De iboende modsætninger i kapitalismen peger frem mod en løsning i form af arbejderklassens revolutionære sønderknusning af den borgerlige stat, dvs. borgerskabets diktatur, og opbygningen af en ny, socialistisk stat under ledelse af arbejderklassen, dvs. proletariatets diktatur. For første gang i verdenshistorien skete denne omvæltning konsekvent og konstituerede proletariatets diktatur på en sjettedel af Jordens overflade.

Den videnskabeligt socialistiske teori havde allerede i 1917 for længst konkluderet, at der krævedes en række både objektive og subjektive forudsætninger for en socialistisk revolution. De objektive faktorer er spørgsmålet om de kapitalistiske krisers skærpelse til det punkt, hvor modsætningerne træder frem i fuldt flor og ikke kan lindres inden for det beståendes samfunds rammer. De subjektive faktorer handler om den pågældende befolknings modenhed til revolution, herunder især spørgsmålet om det revolutionære partis styrke.

Lenin havde kort før revolutionen sammenfattet sin analyse af det højeste og sidste stadium i kapitalismen, imperialismen. Ifølge denne analyse trådte samfundet ved indgangen til det 20. århundrede ind i ikke bare imperialismens, men også de proletariske revolutioners epoke.

Oktoberrevolutionen tilbageviste den ide, at de socialistiske revolutioner nødvendigvis må indtræde i de højest udviklede kapitalistiske lande, at vejen til socialismen så at sige forløber efter en lige linje. At revolutionen fandt sted i det tilbagestående tsaristiske Rusland, hvor kapitalismen var svagt udviklet og arbejderklassen i mindretal, skyldtes, at imperialismens verdensomspændende kæde her var svag. Imperialismens stormagter var ihærdigt oppe at toppes i 1. verdenskrig, og det storrussiske regime var på alle leder i krise. I denne situation lykkedes det bolsjevikkerne at samle ikke bare arbejderklassen, men også flertallet af de arbejdende bønder bag de revolutionære paroler.

Da revolutionen var befæstet, og de indtrængende imperialistiske hære i begyndelsen af 20’erne var banket tilbage, kunne det bolsjevikiske kommunistiske parti, SUKP, med Lenin og Stalin i spidsen sammenfatte erfaringerne. Hvordan kunne ikke bare en revolution, men en socialistisk revolution sejre under så tilsyneladende barske betingelser?

Ganske kort fortalt baserede partiet sig på en rigtig forståelse af massearbejdet, af de sociale forhold i datidens Rusland, og kanaliserede dette over i en mobilisering af ikke blot arbejderklassen, men også majoriteten af fattige bønder. Bønderne - småborgerskabet - og de øvrige ikke-proletariske dele af den arbejdende befolkning blev vundet for arbejderklassens samfundsprojekt, hvorved der skabtes et revolutionært forbund mellem disse klasser. Alternativet i en sådan turbulent situation ville være, at småborgerskabet og de øvrige mellemliggende samfundslag vindes for borgerskabet.

Bolsjevikkerne vandt ikke kun befolkningsmajoriteten for den socialistiske revolution ved at rejse de rigtige paroler. Partiet sørgede for at arbejde taktisk på en måde, så masserne gennem egne erfaringer kunne lære at skelne skidt fra kanel. Ved f.eks. at deltage i den borgerlige parlamentariske forsamling i revolutionens første fase kunne bolsjevikkerne afsløre denne forsamlings uduelighed, dens reaktionære karakter som redskab for borgerskabet.

Parlamentet havde i sommeren 1917 endnu en vis illusorisk status i brede dele af befolkningen. Derfor valgte bolsjevikkerne at fremføre befolkningens basale krav om fred, jord og demokrati i parlamentet - med det resultat, at parlamentets kontrarevolutionære karakter blev afsløret. Og ikke bare det: Det bidrog tillige til at afsløre de erklæret "socialistiske" og "progressive" partier, som søgte kompromis med imperialismen og borgerskabet. Disse partier blev afsløret som den farligste støtte for revolutionens fjender, alt imens bolsjevikkerne konsekvent fastholdt befolkningens krav.

I denne situation opstod en massiv folkelig basis for kravet om, at de folkelige råd, sovjetterne, skulle vippe det rådne parlament af porten og selv tage affære. "Al magt til sovjetterne!" blev parolen, der nu mobiliserede millionskarerne. En revolutionær massebevægelse for sovjetmagten var resultatet.

Folkerådene, sovjetterne, blev gjort til det grundlæggende organisatoriske udtryk for den nye statsmagt, proletariatets diktatur. Herigennem blev de hidtil undertrykte masser demokratisk organiseret, og herigennem udøvede arbejderne og bønderne deres væbnede magt.

En sidste væsentlig erfaring var, at revolutionens succes i høj grad skyldtes det revolutionære kommunistiske partis udelte ledelse af kampen. Den erkendelse, som Marx og Engels drog efter Pariserkommunens sammenbrud i 1871, blev her bekræftet: At arbejderklassen kun kan gennemføre den samfundsmæssige omvæltning ved at være organiseret omkring en fortrop, der kan forbinde teori med praksis og lede kampen målrettet. Alternativet ville være spontanisme og kapitulationisme. Bolsjevikkerne formåede på en rigtig måde at samle masserne omkring sig, ikke fordi bolsjevikkerne rent fysisk var "stærkest", men fordi masserne gennem egne erfaringer fik tillid til partiets evne til at lede udviklingen den rigtige vej. Partiet forankrede sig i masserne.

Det socialistiske Sovjetunionen opnåede i løbet af en kort årrække enestående resultater, der revolutionerede landets liv fra et tilbagestående halvfeudalt samfund til en tidssvarende, progressiv kultur.

Da den udenlandske fjende var nedkæmpet, stod Sovjetunionen over for tårnhøje og tilsyneladende uoverskuelige opgaver. At give jorden til bønderne og magten til sovjetterne kunne ikke i sig selv bringe landet fremad.

En væsentlig hindring for udviklingen var analfabetismen, der henlagde befolkningsmajoriteten i et kulturelt mørke. Hvis ikke dette problem blev løst, kunne masserne ikke påbegynde den gradvise overtagelse af samfundets ledelse på alle niveauer. En konsekvent styret, højt prioriteret kampagne for uddannelse afskaffede i løbet af en håndfuld år analfabetismen, og avis- og bogkulturen blomstrede hurtigt op fra et nulpunkt, et privilegium for eliten, til en folkesag.

Elementære menneskerettigheder blev realiseret: Kvinderne blev juridisk ligestillet med mændene, og andelen af kvinder i ledende funktioner steg støt. Arbejde og forsørgelse blev en ret for alle. Hidtil undertrykte nationaliteter fik autonomi og blev sikret kulturelle rettigheder - flere sprog, som i tsartiden end ikke havde et alfabet, frembragte efter kort tid aviser, tidsskrifter og bøger i masseomfang. Uddannelse var gratis og omfattende for alle. De økonomiske kriser afskaffedes, og levestandarden steg.

Selv borgerlige historikere indrømmer, at sovjetforfatningen fra 1936, der blev vedtaget efter en grundig folkelig debat, er uhyre fremskreden og demokratisk. Heri er nedfældet menneskerettigheder, som selv de mest fremskredne borgerlige forfatninger ikke ænser et ord.

Satsningen på industrialisering med sværindustrien som basis gjorde i 30’erne Sovjetunionen selvforsynende på en række vigtige økonomiske nøglefaktorer. Dette og den konsekvente kamp for styrkelse af proletariatets diktatur gjorde Sovjetunionen parat til at modstå den fascistiske tyske storkapitals overfald i 1941 og blive den afgørende kraft i nedkæmpelsen af nazismen.

Trods sejren var krigen ufatteligt destruktiv for Sovjetunionen. Enorme landområder var hærget til grunden, enorme resurser var gået til i forsvarskampen mod nazisterne, og tabet af menneskeliv fik vestfronterne til at blegne: Op mod 27 millioner sovjetborgere blev dræbt af de nazistiske horder - næppe én familie gik fri for tab af nære og kære.

Efter krigen påbegyndtes en genopbygning. Ved egen hjælp kom Sovjetunionen på fode og kunne endda afse resurser til at støtte opbygningen af de nye folkedemokratiske lande i Østeuropa. Men landet var samtidig udmattet, en stor del af de mest hengivne kommunister var faldet i krigen, og den nye situation krævede fortsat revolutionering, fortsat udvikling af socialismen på alle felter. I denne situation modnedes de tendenser, der modarbejdede revolutioneringen og selve socialismens grundvold, proletariatets diktatur.

Det er uomtvisteligt, at der blev begået fejl og overgreb af den nye socialistiske statsmagt i forbindelse med forsvaret af revolutionen over for den mildest talt fjendtlige omverden. Udrensningerne og Moskvaprocesserne i 1936 var i princippet fuldstændig nødvendige tiltag, som rettede brodden mod klassefjenden på forskellige felter. Tendenserne til bureaukratisme i statsapparatet blev bekæmpet, og på den mere alvorlige front var det bidende nødvendigt at afsløre og nedkæmpe den imperialistiske og fascistiske femtekolonne, der ellers kunne have lagt landet åbent for nazisternes invasion.

Disse forsvarstiltag fra proletariatets diktatur udartede imidlertid i et omfang, som førte til fængslinger, deportationer og andre overgreb mod sagesløse, sandsynligvis endog henrettelser af uskyldige. Faktorerne er grumsede; dels bar socialismen stadig på en masse ar fra det gamle samfund, dels havde man ikke nået at udvikle en forståelse for og konsolidering af fremskredne socialistiske retsprincipper, men hang tværtimod fast i selve den revolutionære omvæltnings særlige undtagelses-legalitet.

Begivenhederne i forbindelse hermed - samt andre problemer, som Sovjetunionen givetvis var gennemsyret af - blev udnyttet af den strømning, der viste sig i flertallet af parti- og statsledelsen efter Stalins død i 1953. Et tykt lag af karrieremagere havde udviklet sig i parti- og statsapparatet: Et lag med særlige klasseinteresser havde gradvis taget form, og ledende personer fra dette lag begyndte at kæmpe om magten, samtidig med at de hærdede marxist-leninister blev trængt ud. Nikita Hrustjov vandt denne magtkamp, bl.a. ved at angribe "persondyrkelsen" af Stalin og overgrebene under Moskvaprocesserne på den ene side og fremføre lyserøde løfter om nye og bedre tider på den anden side.

Hrustjov og den nye ledelse i SUKP buldrede på SUKP’s 20. kongres i 1956 frem med disse opgør - for at dække over et generalangreb på socialismen: I stedet for at tale om proletariatets diktatur og proletariatets parti blev Sovjetunionen nu udråbt til at være "hele folkets stat" og SUKP til "hele folkets parti". Dette afslørede, at en ny herskende klasse havde opstået ud af bureaukratiet, hvilket konfirmeredes i praksis. F.eks. ændredes partiets klassesammensætning drastisk, så SUKP fra at have et flertal af arbejdere nu fik et flertal af intellektuelle og kollektivbønder.

Hermed fulgte en revisionistisk degenerationsproces, der sagtnede farten under centristen Bresjnevs styre fra 1964, men som igen tog rasende fart fra Gorbatjovs magtovertagelse i midten af 80’erne. Kun en marxistisk-leninistisk analyse af denne proces kan forklare, hvorfor Sovjetunionen endte, som den gjorde:

Landbrugets organisering blev rullet tilbage i og med, at de centrale maskin- og traktorstationer blev nedlagt og indholdet solgt til de enkelte landbrug. De statslige virksomheder blev gjort "selvstændige", og et merprodukt tilfaldt de enkelte virksomhedsledelser, der dermed høstede profit. Disse økonomiske tilbageskridt førte til nedgang i vækstraterne fra og med 60’erne. Desuden betød det en afvikling af proletariatets diktatur og princippet om fremadskridende socialisering af produktionen - samt konsolidering af de nye klasseskel.

På det udenrigspolitiske område snakkede Hrustjov om en permanent "fredelig sameksistens" med imperialismen, og SUKP begyndte at prædike om fredelig overgang til socialismen, ikke bare som en teoretisk mulighed (hvilket er mistænkeligt nok i sig selv), men som generallinjen for partiets opfattelse af overgangen til socialismen. Inden for den såkaldt socialistiske lejr indførtes tesen om de mindre landes "begrænsede suverænitet" i forhold til Sovjetunionen, og gennem handelsorganisationen COMECON gennemtvang Sovjetunionen en "arbejdsdeling" mellem de erklæret socialistiske lande, som betød en afvikling af de mindre landes suverænitet i forhold til centret i Moskva.

Kritiske kommunister, navnlig den albanske partileder Enver Hoxha, pegede allerede umiddelbart i forlængelse af SUKP’s 20. kongres på, at Sovjetunionen og dens allierede var i færd med en proces, der før eller senere ville føre landene tilbage til kapitalismen. Virkeligheden bekræftede forudsigelsen og dens videnskabelige begrundelser.

Når vi fejrer Oktoberrevolutionen, fejrer vi et eksempel til efterfølgelse. I den forbindelse bør man rekapitulere, hvilke erfaringer der kan bruges på hvilken måde, hvad historien lærer os.

Ovenfor er givet et forsøg på kort sammenfatning af de erfaringer, bolsjevikkerne gjorde under Oktoberrevolutionen. Blandt de generelle lærdomme er nødvendigheden af konsekvens i magtovertagelsen. Hvis bolsjevikkerne havde ført en forkert taktik, kunne de reformistiske og borgerligt orienterede "socialister" nemt have saboteret revolutionen med deres kompromispolitik over for imperialismen og borgerskabet. At fastholde kampen for det overordnede mål, den socialistiske revolution, i den revolutionære situation, at undlade kompromisser med den borgerlige statsmagt, er afgørende.

Liden siden den blodige nedkæmpelse af Pariserkommunen har det tillige stået klart, at revolutionen må bevæbnes. Illusioner om, at borgerskabet frivilligt giver magten fra sig, kan ende i tragiske blodbad. Revolutionen skal forsvare sig med de nødvendige magtmidler over for imperialismens stensikre forsøg på brutal nedkæmpelse.

Uanset hvad Stalin har begået af fejl, er det en kendsgerning, at Stalin konsekvent forsvarede princippet om socialismen som proletariatets diktatur. Da Hrustjov-kliken angreb Stalin, var det først og fremmest et angreb på dette princip. En slækkelse af forståelsen af klassekampen under socialismen kan føre til revisionisme og kapitalistisk genrejsning. Det er også en meget vigtig erfaring. Stalins tese om, at klassekampen skærpes under socialismen, må tages til efterretning.

Socialismen er stadig et ungt samfundssystem, relativt uprøvet i den store historiske udviklingsproces. Uanset tilbageslaget i det 20. århundredes socialisme er modsætningerne i imperialismen ikke ophævet, men tværtimod til stadighed skærpet, og processen er i det lange løb entydig. En skønne dag vil den officielle verdensopinion være rørende enig om, at Oktoberrevolutionen markerede et positivt historisk vendepunkt, en trappesten på vejen mod civiliserede tilstande. Det kan ingen nutidig, plat borgerlig propaganda ændre. n