Endelig en kommunistisk liste

I Danmarks trediestørste by, Odense, stiller de kommunistiske kræfter op til kommunalvalg.: Liste K

For første gang siden DKP for sidste gang stillede op til kommunalvalg i 1985, er det muligt i Odense at sætte kryds ud for en liste med en - efter egen opfattelse kommunistisk politik og hovedsageligt bestående af erklærede kommunister.

Kommunister i Odense rummer både kommunister, der er partiorganiserede og uorganiserede kommunister og medlemmer/kandidater, som sympatiserer med Liste K’s valggrundlag.

Liste K spænder bredt. Fra den tidligere DKP/ML-afdeling i Odense - der på grund af sprængningen af partiet i sommers meldte sig kollektivt ud af DKP/ML og var med til at starte organisationen Oktober - Fælles Kurs og KPiD’ere til tidligere DKP’ere og folk, der aldrig partimæssigt har været organiserede.

Odense er det eneste sted i landet, hvor betegnelsen Liste K virkeligt står for, at den kommunistiske bevægelse i byen går samlet til valg på et fælles, kommunistisk præget valggrundlag. Kommunistisk Politik har i den forbindelse talt med John Jeppesen, en af de to spidskandidater for Liste K - Kommunister i Odense og medlem af Oktober om baggrunden for listen, hvorfor kommunisterne er på banen igen i forbindelse med kommunalvalg, hvem Liste K fortrinvis henvender sig til, de videre perspektiver m.v.

- Vi har på lidt over fem år udviklet et stadigt tættere samarbejde på alle felter: Faglig kamp, arbejdsløshedsarbejde, strejkestøttearbejde, Rød 1. Maj, modstanden mod EU, solidaritetsarbejde, anti-racistisk arbejde osv. Vi har desuden holdt fælles debatmøder omkring politiske emner, som f.eks. Carl Madsen og DKP, DKP/MLs første udkast til et program for et socialistisk Danmark mv. Der er tale om, at vi er kommet meget langt i samlingsbestræbelserne - fremad mod ét stærk kommunistisk parti, mener John Jeppesen.

Parlamentarisk alternativ til Enhedslisten

Processen blev søsat med den kommunistiske samlingskonference på Fyn i 1992 og ifølge John Jeppesen er den nye kommunalvalgliste en naturlig følge af det gode samarbejde, der siden har udviklet sig.

Men hvorfor gå sammen i en kommunistisk valgliste i stedet for som ved forrige valg at tage initiativ til en liste mod sociale nedskæringer eller opbygge en rød valgalliance?

- Grunden til det er, at Enhedslisten på den ene side blev valgt ind i

Folketinget ved det seneste folketingsvalg. Vi kan ikke komme udenom, at Enhedslisten i mange folks øjne i dag fremstår som en samling af de politiske kræfter til venstre for Socialdemokratiet og SF. Det gør det vanskeligt at opbygge en rød valgalliance som alternativ på nuværende tidspunkt. siger John Jeppesen.

- For det andet har Enhedslisten på trods af det oprindelige formål om at være en samling af kræfterne til venstre for SF udviklet sig til en venstresocialistisk/trotkistisk partidannelse. Til en parti, der reelt betragtet er dybt anti-kommunistisk. Derfor er det nødvendigt at opbygge et parlamentarisk alternativ til Enhedslisten - at de kommunistiske kræfter finder sammen om at opstille på en fælles liste som her i Odense. Der er brug for, at kommunisterne markerer sig parlamentarisk. Folk skal have mulighed for at kunne stemme på en kommunistisk liste ved kommunalvalg, amtrådsvalg og Folketingsvalg. Liste K - Kommunister i Odense er en ren lokalpolitisk liste, men det er også nødvendigt med en landsdækkende, fælles kommunistisk liste til Folketingsvalg, slår John Jeppesen fast.

Han ser Liste K i Odense som et eksempel til efterfølgelse og et måske første skridt på vejen til en sådan kommunistisk opstilling på Liste K på landsplan.

Enhedslisten, Liste K og Socialdemokratiet

John Jeppesen mener, at Enhedslisten fortsat drømmer om den store forbrødring mellem de tre arbejderpartier, herunder først og fremmest Socialdemokratiet, der stadig opfattes som et arbejderparti lokket på afveje af de borgerlige partier.

Målet er parlamentarisk at presse eller rettelig nærmere tigge og bede Socialdemokratiet om parlamentarisk at se til venstre og sammen med SF og Enhedslisten føre arbejderpolitik.

En halehængspolitik overfor Socialdemokratiet, der i praksis bevirker, at Enhedslisten er parat til at gå meget langt for at indgå forlig. At man, når det kommer til stykket, ikke er konsekvent i sin modstand mod sociale nedskæringer. Hverken på landsplan eller lokalt.

- Vi så det omkring forhandlingerne om Finansloven sidste år. Her var Enhedslistens folketingsmedlemmer faktisk villige til at stemme for et nedskæringsbudget. Et mikroskopisk fingeraftryk var nok. Det endte dog med, at Enhedslisten i det mindste undlod at stemme. På kommunalt plan har vi bl. a. set Enhedslisten i Århus tage ansvar for nedskæringsbudgetter. Her i byen har de imidlertid endnu ikke fået lejlighed til at sætte fingeraftryk på de årlige nedskæringsbudgetter. Socialdemokratiet og SF har været fælles om at forhandle forlig med de åbent borgerlige partier og sammen med disse udelukke Enhedslisten fra budgetforhandlingerne, siger John Jeppesen. SF har ved flere lejligheder stemt for budgettet og har dermed taget anvar for den nedskæringspolitik, der er blevet ført i Odense Kommune. Det har ikke forhindret Enhedslisten i at indgå valgteknisk samarbejde med Enhedslisten.

Som et eksempel mere på Enhedslistens bestræbelser for at gøre hoserne grønne hos socialdemokratiet nævner John Jeppesen Enhedslistens afslag på at deltage i Rød 1. maj. Sidste år foreslog Enhedslisten sammen med SF at bakke fuldt op om at være med i den såkaldte faglige 1. Maj, som LO Odense og FTF Odense (socialdemokraterne) står med.

Enhedslisten var parat til at tilslutte sig det socialdemokratiske 1. maj-arrangement og sluge fagpampernes forsvar af regeringen Nyrups EUliderlige nedskæringspolitik, blot man fik tildelt en taler.

Liste K - arbejderklassens liste

En anden ting, der adskiller Kommunister i Odense fra Enhedslisten er den politiske retning. Hvor Enhedslisten fortrinsvis henvender sig til mellemlagene, retter Liste K sig mod arbejderklassen.

Dét fremgår tydeligt af Liste K’s hovedparoler. Det er forsvaret af velfærden - de rettigheder og goder, som arbejderklassen har tilkæmpet sig - modstanden mod EU, modstanden mod privatisering og andre sociale forringelser, der klart bærer EU’s stempel. Kampen mod monopolernes EU - mod den unionsstat, der er under opbygning - er en central del af kommunisternes valgkamp i Odense, siger John Jeppesen og fortsætter:

- EU blander sig direkte i danske forhold og undergraver det kommunale selvstyre via direktiver og via kravet om konvergens i forbindelse med opbygningen af ØMU’en, EU’s økonomiske-monetære union. Valgkampen skal udnyttes til at styrke kampen for at komme ud af EU og for at forsvare dansk uafhængighed. Danmark skal ikke omdannes til en delstat i EU.

John Jeppesen mener også, at kampen mod massearbejdsløsheden og udnyttelsen af de unge under 25, af bistandsmodtagerne og af de langtidledige som løntrykkere og billig arbejdskraft er af stor vigtighed. De arbejdsløse skal tilbydes rigtigt arbejde til normale løn- og arbejdsvilkår. Puljejob, jobtræning og skånejob skal omdannes til rigtigt arbejde.

Han understreger, at det er den arbejdende befolkning og Under-Danmark, ungdommen, de ældre, folk på bistandshjælp, understøttelse og andre former for overførselsindkomst, de socialt udstødte som Kommunister i Odense vil repræsentere.

Selvom Enhedslisten stiller en række af de samme krav som Kommunister i Odense og nævner kampen mod privatisering og udlicitering, udnyttelsen af ledige som billig arbejdskraft i deres valggrundlag, så er det kun i bisætninger.

Det er helt andre ting Enhedslisten lægger vægt på som mere åbenhed indenfor den kommunale administration og beslutningsproces, oprettelse af lokalråd som i København i de enkelte bydele, så demokratiet efter sigende udvides og befolkningens mulighed for at få indflydelse på de beslutninger, der træffes, styrkes.

Talerør for Den
kæmpende bevægelse

- Kommunister i Odense vil derimod lægge vægt på at blive den kæmpende bevægelses talerør, hvis vi kommer ind i byrådet. Vi vil være talerør for græsrodsbevægelserne, for fagligt aktive, folk, der kæmper for sociale forbedringer, der slås for et bedre miljø, for solidaritetsbevægelser, for ungdommens kamp.

Kampen mod nazisme, racisme og fremmedhad står også på dagsordenen. Liste K vender sig aktivt mod den voldsomme fremmedhetz og slås for en reel integration af flygtninge og indvandrere. Det er vigtigt at bygge bro mellem indvandrere og danskere på et klart klassekampsgrundlag, yderligere splittelse i arbejderklassen kan undgås, og indvandrere og danskere kan føre en fælles kamp for bedre forhold.

Retningen mod arbejderklassen går igen i Kommunister i Odense’s planer for f.eks. valgfremstød. Liste K vil ud i de store arbejderkvarterer og de socialt hårdest belastede områder af Odense. Der vil i den forbindelse blive udarbejdet løbesedler, der mere direkte henvender til beboerne i de kvarterer.

Mo/Od

 

RETUR til Forside