Det ene efter det andet af EF-Unionens medlemslande bestræber sig efter at opfylde de såkaldte konvergenskrav, som sikrer dem deltagelse i den økonomiske og monetære unions næste fase, som det blev fastlagt i Maastricht-traktaten. Vejen dertil går gennem store nedskæringer af de sociale budgetter og den offentlige sektor. I Frankrig, Belgien og en række andre lande har det i de senere år udløst omfattende protestaktioner og store strejkebevægelser.

I sidste uge kostede en sådan unionsdikteret asocial finanslov, der ville betyde alvorlige indhug i arbejdernes og pensionisternes situation, den italienske "centrum-venstre"-regering under Romano Prodi livet. Det kommunistiske støtteparti Rifondazione kunne ikke acceptere Prodis reaktionære finanslov og trak det parlamentariske tæppe under regeringen væk.

Den danske "centrum-venstre"-regering (!?!) under Poul Nyrup fremkaldte selv en parlamentarisk krise i forbindelse med åbningen af Folketinget og annonceringen af et nyt asocialt indgreb – angiveligt for at dæmme op for befolkningens forbrugsfest. Socialdemokratiet og Nyrup gik efter et hurtigt folketingsvalg og satte hele valgrummelen i gang lige fra åbningstalen. De socialdemokratiske parti-taktikere har skønnet at et folketingsvalg før unionsafstemningen, der nu er fastlagt til den 28. maj næste år - Stem Nej i maj! - ville være mest opportunt, ikke mindst fordi de borgerlige partiledere nærmest offentligt har bekendt, at også de foretrækker en socialdemokratisk ledt regering for at fremtvinge et Ja ved folkeafstemningen og overvinde flertallet af danskernes modvilje og modstand mod unionen.

Den dramatiske valgtummel på Christiansborg, for slet ikke at tale om en valgkamp, kommer let til at overskygge det, det egentlig drejer sig om, nemlig at regeringens finanslov og det bebudede indgreb er asociale unionstilpasningsskridt, der skal holde Unions-Danmark på den rigtige side af konvergenskravene.

Nyrup-Danmark er alt andet end en forbrugsfest for det store flertal af befolkningen – for arbejderne, de arbejdsløse, pensionisterne og andre modtagere af "overførselsindkomster". Beskedne udvidelser af det offentlige forbrug i forhold til f.eks. skoler og daginstitutioner har intet at gøre med en forbrugsfest og har ikke engang karakter af en social genopretning, men er blot en kortvarig opbremsning af den nedadgående tendens.

Nyrup-regeringen har været begunstiget af en ret langvarig højkonjunktur. Profitterne slog sidste år alle rekorder og 1997 tegner lige så godt. Aktiekurserne er steget og steget. Der er faldet flere hundrede milliarder kroner af i kursgevinster. Værdien af jord og fast ejendom er steget med 75 milliarder kroner på et år. Til de besiddendes udelte glæde over disse arbejdsfri indtægter kommer de allerede mildt uddelte gaver til de rige fra regeringen i form af fjernelsen af formueskatten og lempelsen af arveafgiften.

I fred og forlig med de borgerlige har Nyrup i sin regeringsperiode sikret de rige deres forbrugsfest, mens flertallet af befolkningen, herunder størstedelen af arbejderne og alle overførselsindkomstmodtagere bare ikke har kunnet deltage i den, men også har fået beskåret deres andel i det samlede forbrug, samtidig med at standarden af de offentlige ydelser fortsat forringes. Opfyldelse af konvergenskravene, gennemførelsen af unionspolitikken er den røde tråd:

De rige skal have mere – på de fat-tiges bekostning.

Det er unionspolitik.

Det er socialdemokratisk politik.

Det er borgerlig politik.

Det moderne socialdemokrati er ikke bare et borgerligt arbejderparti, men i nogle perioder også monopolkapitalens foretrukne regeringsparti – når det drejer sig om at bedrage arbejderklassen og befolkningsflertallet til at stemme imod eller acceptere en politik, der strider mod deres interesser. Det er håbløst at høre Socialistisk Folkeparti og nu også Enhedslisten lade som om, at Socialdemokratiet kan eller vil føre en anden politik, kan eller vil spille en anden rolle.

I sin på en del punkter ellers udmærkede åbningstale til Enhedslistens landsmøde erklærede folketingsmedlem Frank Aaen:

Frank Aaen ved så godt som nogen, at hverken Nyrups Socialdemokrati eller hans regering vil skifte kurs. De tjener monopolernes og EF-Unionens interesser og ikke arbejdernes og befolkningsflertallets. Hvorfor så lade som om muligheden eksisterer?

-lv

RETUR til Forside