Sådan udtrykte Malaysias ministerpræsident Mahathir Mohamad sig i en tale på Verdensbankens og Den Internationale Valutafond IMF’s årsmøde i Hong Kong i september. Mahathir henviste direkte til den berømte og berygtede ungarsk-amerikanske mangemilliardær George Soros, der ved en enkelt valutahandel udløste et brag af et fald for den malaysiske valuta og de malaysiske aktiekurser denne sommer. Omtrent samtidig med denne tale blev Mahathir citeret i en avis for, at hans regering vil begrænse valutahandel til udelukkende at dreje sig om finansiering af handel.

Mahathir har tidligere gjort sig bemærket som en af de mest åbenmundede af de sydøstasiatiske ledere, som en mand, der i visse sager ikke er bange for at tale USA og EU imod. Hans dristighed gav dog hurtigt bagslag denne gang. At foreslå selv moderate begrænsninger i den fri spekulation er ikke god tone på verdensimperialismens bonede gulve.

Reaktionerne kom prompte. På de finansielle verdensinstitutters årsmøde tog George Soros ordet, og til den ophøjede forsamlings stormende bifald latterliggjorde han Mahathirs forslag og anklagede i stedet den malaysiske regeringschef for undertrykkelse af demokratiet og ytringsfriheden i sit hjemland. Ingen fandt på at spørge hvilken befolkning der har valgt Soros til den enorme magtposition han besidder.

Aktiemarkederne i Sydøstasien reagerede på Mahathirs udtalelser med yderligere nervøsitet og kun fordi den malaysiske finansminister hurtigt dementerede, at der skulle være planer om stramninger af lovgivningen, undgik landets valuta et yderligere styrtdyk. Malaysias største finansselskab blev dog uværgeligt overrendt af panikslagne investorer. Ikke underligt i betragtning af, at landets samlede udlån i år forventes at udgøre 170 pct. af BNP, altså 1,7 gange den samlede nominelle produktion.

Finanssammenbruddet i Malaysia var en lokal variant af et større krak, der har hærget det sydøstasiatiske marked siden juli. Denne region af nyindustrialiserede lande er med rette udnævnt til et vækstcentrum i verdensøkonomien, med relativt høje vækstrater og tilstrømning af udenlandsk kapital til de såkaldte "tigerøkonomier" i ASEAN-alliancen. Nu udsender borgerskabets medier og talerør - som f.eks. verdenshandelsorganisationen WTO - en lind strøm af beroligende forsikringer om at uroen er midlertidig og at væksten vil fortsætte - om noget et sikkert tegn på usikkerhed.

Det startede med, at den thailandske valuta, baht, i begyndelsen af juli blev gjort flydende, efter at den i lang tid havde været bundet til den amerikanske dollar. Dollaren var forinden steget voldsomt, hvorved Thailands eksport og gældsafvikling fordyredes. Den oppustede baht kunne ikke følge med, bunden gik ud, og panikken bredtes hurtigt. Igen den klassiske situation, at alle ville sælge, ingen købe.

Thailands valuta raslede ned og det samme gjorde inden for kort tid de indonesiske, filippinske og malaysiske valutaer. Disse "tigre" havde ligesom Thailand bundet sig til dollaren. Malaysias ringgit og Thailands baht nåede bundrekorder sidst i september.

Situationen i Sydøstasien er kritisk. Aktierne er dykket med ned, der flygtes fra små virksomheder og navnlig fra små finansielle institutter, og de omfangsrige lån, der har finansieret "miraklerne", misligholdes. Det opdages, at der ikke har ligget reelle værdier bag de imponerende talkolonner.

Inflationen i de ramte lande har forværret levevilkårene for den i forvejen fattige befolkningsmajoritet. Priserne på de elementære basisvarer, som udgør 53 pct. af en gennemsnitlig filippinsk families budget, er steget voldsomt.

Nu vil IMF og Verdensbanken oprette en krisefond på 100 millioner dollars til afbødning af skaderne, og den regionale supermagtsaspirant Japan har selvstændigt bebudet at ville oprette en lignende fond. Det hårdt ramte Thailand har modtaget en særlig hjælpepakke fra IMF.

Hvad er hofeksperternes forklaring på miséren? Den hedder, at de pågældende lande her blev straffet for deres svage kapitalmarkeder, hvilket skal oversættes til, at disse vismænd ikke bryder sig om staternes indblanding i og begrænsninger på dette marked. De anbefaler faderligt og bestemt, at regionens regeringer liberaliserer den finansielle sektor, herunder åbner for udenlandske overtagelser.

"Konkurrencen vil skabe effektivitet, og et frit valutamarked vil hele tiden vise makroøkonomiens tilstand," lyder det autoritative budskab.

Det kan man kalde dogmatisme. Det forbilledligt frie amerikanske valutamarked pustede for nogle år tilbage dollaren, obligationskurserne og aktiekurserne op igennem fem år, så Reagan klukkende kunne prale af at stå i spidsen for verdens stærkeste økonomi. Den 19. oktober 1987 sprang ballonen. Nøgleindekset viste rekordfald i kurserne, som i flere parametre overgik det traumatiske Wall Street-krak i 1929. USA gik fra omkring dette tidspunkt fra at være verdens største kreditor til at være nummer ét debitor (skyldner), men det er en anden historie, der også har andre årsager.

Erfaringerne kan man tolke forskelligt, men at kalde valutamarkedet sundt er dilettantisk plattenslageri fra borgerskabet. De asiatiske ledere er da også vrangvillige over for IMF’s, Verdensbankens og WTO’s diktater på dette felt. Staternes styring af økonomien i disse lande er lemfældig, men lederne er klar over, at dagsordenen bag vestmagternes anbefalinger er imperialistisk økonomisk ekspansionsdrift og dermed handler om magt.

Den finansielle sektor i industrilandene er i støt vækst. I flere lande er beskæftigelsen i denne sektor steget med 50 pct. siden 1970, og nu andrager den gennemsnitligt fem pct. af landenes beskæftigede.

Spekulation er en vigtig institution i den anarkistiske imperialistiske økonomi, hvor søgen efter nye markeder og paratheden til at flytte kapital derhen hvor profit gives er magthavernes nødtvungne strategi. I WTO har USA og EU eksempelvis ladet forstå, at der ikke bliver nogen aftale, hvis ikke de asiatiske og latinamerikanske lande "viser vilje" til finansiel liberalisering og åbning for udenlandske banker og forsikringsselskaber.

Fænomenet, at kurser på valuta, aktier og obligationer opskrives langt over deres reelle bærekraft, vil forekomme igen og igen, så længe kapitalismen består. Der vil derfor komme tilbagevendende kriser, som vil blive betalt af de evigt tabende brede masser.Borgerskabet imødegår de uforudsigelige krak med rituelle besværgelser og bønner, som fremsiges for at genskabe tillid blandt investorerne. Det anonyme monster kaldet "markedet" er øverste dommer for de politiske ypperstepræster.

Besværgelserne lyder i dag, at det sydøstasiatiske krak kun er en krusning på overfladen, et forbigående vokseværk. Man benytter lejligheden til at forlange benene spredt yderligere for storkapitalen, ellers må de ramte lande tage følgerne.

Der er næppe tvivl om at Sydøstasien stadig vil udgøre et behjælpeligt vækstcentrum for imperialismens giganter. Den rimeligt uddannede arbejdsstyrke, som er svagt organiseret og undertrykt, er til god nytte i den globale imperialistiske arbejdsdeling. Sammenlignet med Afrika og Latinamerika er regionen et eldorado.

Det betyder, at Sydøstasien er et sted, hvor modsætningerne mødes. Der er inden for regionen kamp om økonomisk, politisk og militær dominans. Her står Kina stærkere og stærkere. Der er kamp mellem verdens imperialistmagter om den overordnede kontrol. Her står USA forholdsvis stærkere end EU, der knap er trængt ind. Japan har større regional dominans end USA, men kæmper mod sin gamle undersåt Kina, den vågnende kæmpe, og mod ASEAN-alliancens samlede domænehævdelse. Disse har med foreløbigt held afpisset territoriet over for vestmagternes krav om politiske liberaliseringer efter USA/EU-model, der vil kunne bane vejen for nationale svækkelser og dermed imperialistisk dominans.

Naturligvis vokser modsætningen mellem de velkendte antagonistiske klasser også sideløbende med disse skærmydsler. I Filippinerne har den erklæret kommunistiske modstandsbevægelse vundet solidt rodfæste, og overalt kæmpes der for retten til faglig organisering. Processen går sin lovmæssige gang.

jpc

RETUR til Forside