Klassebevidst tillidsmand i socialdemokratisk fagbevægelse

Der eksisterer grundlæggende to linier, dvs. udviklingsretninger, for dansk som udenlandsk fagbevægelse. Den reformistiske, som er karakteriseret ved at garantere magthavere og borgerskab borgfred, repræsenterer klassesamarbejdslinien, og den revolutionære linie repræsenterer arbejderklassens interesser og arbejder derfor på at bryde borgerskabets herredømme, deres udbytning og undertrykkelse.

I mere end et århundrede har den reformistiske linie behersket fagbevægelsens organisationer totalt, og de har befæstet deres positioner – samt integreret dem i den snart korporative stat - i en sådan grad, at den revolutionære linie ikke kan overtage organisationerne, altså LO, forbund og fagforeninger.

Organisationerne har institutionaliseret den reformistiske linie systematisk gennem det sidste århundrede. Hovedaftalen, som er den vigtigste og med rette kan kaldes arbejdsmarkedets grundlov, overgav ved septemberforliget i 1899 arbejdsgiverne ledelsesretten. Samtidig blev fredspligten indført, ligesom de skarpeste og mest virkningsfulde strejker – de uvarslede – blev "forbudt".

I 1910 besluttede det daværende LO og DA, og allerede der med staten som part, i treenighed de 3 grundpiller i det fagretlige system: normen, forligsmandsinstitutionen og Arbejdsretten, der hver for sig tjener samme formål, nemlig at stække arbejderklassens kampkraft og solidaritet.

Disse institutioner er siden – og bliver til stadighed – udbygget og systematiseret. Tillidsrepræsentanter er pålagt at sikre roen på arbejdspladserne, bøderne er vokset, konflikter – især storkonflikter – er blevet nærmest umuliggjort. Aftaleinstitutionerne nærmer sig i stadig større grad den korporative stat, hvor forhandlinger og beslutninger sker med statens samvær. Hovedaftale og det fagretlige system er ved at vokse sig ind i en EU-styret, reformistisk fagbevægelse.

Som klassebevidst tillidsrepræsentant er du underlagt samtlige institutioner og aftaler!

En særlig afart af reformismen er revisionismen. I Danmark har de oftest været medlemmer af eller sympatisørre til DKP, i dag DKP/ML, KPiD, Enhedslisten o.l. De er ofte kendt for at stå i opposition til de åbenlyse reformister. De går for at være røde, og ynder sig at kalde sig det, men når det gælder, står de sammen med reformisterne. Revisionisterne spiller en særlig vigtig rolle, da de er de bedste spydspidser mod den klassebevidste og revolutionære linie.

Den revolutionære linie, repræsenteret ved klassebevidste arbejdere og tillidsrepræsentanter, står i modsætning til klassesamarbejdslinien, dens organisationer og institutioner. Det skaber konfrontation mellem de to linier, og her benytter reformisterne alle kneb. De kan nemlig ikke forlade sig på klassens opbakning, men tyer i stedet til alle slags beskidte kneb.

Som klassebevidst tillidsrepræsentant bliver du udsat for ledernes tyranni, hetz og diktatur. Enhver klassebevidst arbejder, der har deltaget på fagforeningsgeneralforsamlinger eller forbundskongresser, ved, hvor udemokratiske de er. Bestyrelsen har aftalt afviklingen og beslutningerne forinden i deres socialdemokratiske kaffeklubber. Med pamperkurser, rejser og diæter opkøber de til stadighed så mange støtter i tillidsmandslaget som muligt. De har sikret deres støtters deltagelse med transport, mad og øl og lign.

I diskussionerne trækkes argumenterne væk og erstattes af formaliteter. Når der stemmes, træder det reformistiske snoretræk i funktion:. De loyale støtter forholder sig ikke til argumenterne, men til personerne. Disse metoder understøtter logisk nok leden ved fagbevægelsen, og mange fornuftige folk holder sig væk.

De klassebevidste forsøges opkøbt, eller – hvis det ikke lykkes – forsøges de isoleret. Her tjener bagvaskelse og hetz som væsentlige redskaber.

Som klassebevidst tillidsrepræsentant har man – i modsætning til reformisterne og deres metoder – den styrke, at man har arbejdskammeraterne i ryggen, hvis man arbejder korrekt. Det kræver år at opbygge respekt og autoritet, mens det hele ryger på gulvet på få minutter, hvis man begår fejl. Det kræver, at man tager problemerne seriøst og inddrager engagerede, aktive arbejdere i kampen. Frem for alt skal man fremstå åbent med sine holdninger og forbinde dem med større perspektiver på smidig måde, tilpasset omstændighederne.

Der er masser af spørgsmål, som har principiel karakter for den klassebevidste del af fagbevægelsen, men som må tackles forskelligt fra arbejdsplads til arbejdsplads. Det gælder medlemskab af fagforeningen uden illusioner, solidaritet med de udstødte, nødvendighed af kamp, solidaritet med arbejdere i kamp osv. Der er praktisk taget ikke noget klassekampsspørgsmål, hvor man ikke bør bringe diskussionen og sin egen holdning til torvs. At tie, fordi man er i mindretal, er en tåbelig fejltagelse. Kampen mod magthaverne, udbytning og undertrykkelse er ikke et snævert fagligt problem, men gælder alle klassekampens felter.

Der er mange andre faldgruber. Én af dem er at falde for "økonomisme", som har mange varianter, hvoraf ovenstående blot er ét eksempel.

Skal klassebevidste mobilisere om krav, når man ved, at ledelsen spekulerer i at flytte eller lukke produktionen? – Ja, selvfølgelig! Ethvert krav, der hugger sig ind i profitten, kan få konsekvenser, da kapitalen altid vil søge hen, hvor afkastet er størst. Skal vi derfor undlade at gøre indhug i profitten? Det ville være at opgive klassekampen!

Det bedste redskab til at bekæmpe de "økonomistiske" faldgruber er at studere den politiske økonomi. Det er forudsætningen for at forstå sammenhængen og baggrunden for udbytningen, og det er en forudsætning for at kunne angive retningen for kampen.

Samtlige borgerlige og reformistiske prædiker løntilbageholdenhed af hensyn til vores samfundshusholdning. Eller at højere løn blot bliver spist op af pris- og skattestigninger, så det alligevel ikke kan betale sig. Vi ved, det er løgn, men den daglige dosis manipulation sætter sine spor, så det er afgørende at sætte sig videnskabeligt ind i forholdene.

Forbindelsen og autoriteten i forhold til sit bagland er alfa & omega for at imødegå hetz, isolation og lign. Når respekten og autoriteten skal vindes, er det ikke nok – men en betingelse – at man er dygtig, har kendskab til aftaler, regler, forhandlingsteknik og -taktik osv. Disse kundskaber har de fleste reformistiske faglige ledere.

Det vigtigste er at kunne forbinde sig med harmen imod undertrykkelsen og udbytningen, at kunne "læse" og forstå bevægelsen, stille sig i front for den og udløse kraften, når tidspunktet er inde. Harmen kan være vendt mod arbejdsgiveren eller den reformistiske ledelse af eksempelvis fagforeningen. Hver ting til sin tid. Kendskabet til harmen, dens baggrund, skal bygge den op og give den luft og skabe troværdighed og tillid i kampen.

Når man skal vinde tillid, er det nødvendigt at forstå, at man også bliver bedømt på sin person. Man skal i praksis være solidarisk og offervillig. Pamperi, privilegier, kursusrytteri og lign. bliver dømt for, hvad det er – uanset alle ens "korrekte" holdninger!

Men respekten vindes kun ved gensidig tillid. Tillidsrepræsentanter, der føler sig hævet over medlemmerne eller ser ned på dem, bliver bedømt derefter, før eller siden. Resultater, der rykker, opnås ikke ved smarte forhandlinger, men ved medlemmernes sammenhold, solidaritet og kampkraft. Derfor er tilliden til medlemmerne også afgørende.

Derfor må en klassebevidst tillidsrepræsentant forbinde sig med medlemmerne og i særlig grad tage sit afsæt i de mest kampvillige personer, da det er disse, som kan trække øvrige med sig.

Klassebevidste tillidsrepræsentanter konfronteres med et hav af dilemmaer. Hvordan udløser man kampkraften, når det er i strid med de fagretlige regler? Hvordan tackler man, at opfordring til at gå imod de fagretlige regler, når de står i vejen, kan koste ikke bare tillidshvervet, men ens job og indtægt?

Hvorfor skal vi organisere medlemmer i fagbevægelsen, når den samme bevægelse forråder medlemmerne og deres kamp?

Selvfølgelig skal vi aktivt organisere medlemmer, fordi det i dag her, at arbejderklassen er organiseret fagligt. Men vi skal imødekomme deres lede og had til samme bevægelse, gøre dem bevidste om, at de har ret, og at der eksisterer en anden retning, den revolutionære, som repræsenterer deres standpunkter.

Selvfølgelig skal vi bryde de fagretlige regler. Der gives ingen garanti mod forfølgelse i sådanne situationer, men der er masser af metoder, hvor arbejdsgivere eller det fagretlige system ikke kan hænge enkelte ud på konkrete fejltagelser.

Men det fagretlige system er ikke demokratisk, og det kan straffe enhver, som stikker snotten frem - bevis eller ej, tillidsrepræsentant eller ej!