Fængslet

Det må have været hen imod aften, for lyset faldt skråt ind og tegnede lange skygger på gulvet og på mine medfangers sært anspændte kroppe, da jeg blev hentet ud af cellen. To kvinder eskorterede mig af sted til dommeren. De stillede ikke de betonminer til skue som de strømere, der havde arresteret mig og ført mig her hen, selv om de heller ikke besvarede mine spørgsmål. Pludselig fattede jeg håb om, at fængslingen ville vise sig at være en fejltagelse.

Det var en kvindelig dommer. Hendes ansigt forekom hvidt og lidt glinsende, smurt ind i creme, og hun havde kraftigt rødt på læberne, som om de var trukket op med en voksstift.

Dommeren spurgte mig ud om min person. Jeg svarede næsten mekanisk: navn, alder, erhverv, bopæl. Så opremsede hun de anklager, som var rejst mod mig: alvorlig forstyrrelse af den offentlige orden i sammenhæng med modstand mod tjenestemænd i funktion, beskadigelse af offentlig ejendom, overtrædelse af maskeringsforbudet . . . dermed mente de vel solbrillerne, som jeg havde haft på, og som ved anholdelsen blev trampet i stykker.

Hun spurgte, om jeg ville erkende mig skyldig. Dette mørkt røde på hendes læbe. I min celle var der en, som havde blødt kraftigt ud af munden. Hans læber var opsvulmede, og en lang, rød tråd havde trukket sig nedover fra mundvigen.

Jeg sagde nej, ikke skyldig, som de andre havde rådet mig til.

Min stemme lød underligt pibende.

Den kvindelige dommer syntes ikke at have ventet andet. Hun forsøgte ikke at overbevise mig om, at jeg endelig måtte tilstå, og lagde heller ikke noget frem, som jeg skulle underskrive. Uden flere ord fra hendes side blev jeg atter ført ud af retsbetjentene. De valgte en anden vej end før. Jeg var irriteret. Ville jeg nu blive sluppet fri? Så let og hurtigt. Det var helt uvirkeligt. Jeg havde regnet med noget ganske andet efter det, der var sket.

Men de bragte mig bare hen i en anden fløj. Cellen, jeg blev ført ind i, var tom. De sagde, at jeg ikke skulle sætte mig ned, men næppe var de gået, før jeg pludselig mærkede benene give efter under mig. Briksen ved væggen var spændt op. Jeg lænede mig mod muren, følte kulden fra den. Solen var ved at gå ned, en rødlig stribe aftegnede sig på gardinet for vinduet. Jeg var sulten. Men her ville jeg sikkert ikke få noget. Ville de beholde mig? Mor og far vidste endnu ikke, hvad der var hændt mig. Men hvem kunne også have anet det . . .

Atze havde hentet mig til demoen. Jeg går altså ikke med ble, havde jeg sagt til ham, jeg kan godt finde vej selv. Men i grunden var jeg glad, fordi han kom. Atze var næsten to meter høj og ser allerede temmelig voksen ud. Med blød stemme som en tålmodig lærer havde han forsøgt at tale mine forældre fra deres nervøsitet.

Nej, vi vil ikke have slagsmål. Vi vil demonstrere mod nazisterne, som igen har banket to af kvarterets punkere sønder og sammen. Man må dog gøre noget og ikke overlade banen til dem.

Det er ikke nogen autonom demo. PDS har anmeldt den. Ja, deres lokale leder er også med. Altså - alle farver.

Hvor jeg hader de gamles småtterier. De kalder sig voksne, men når der dukker noget op, de er bange for, bliver de som børn. Bare ikke komme galt af sted, bare ikke vække opmærksomhed, bare trykke sig. Sådan er de ellers ikke. Og vil selvfølgelig bestemme alting.

På demoen var der naturligvis masser af sort og grønt. Altså - autonome og politi. Strømere. Det må jeg kalde dem, nu. De kontrollerede også for våben. Atze, det er klart, men også mig. De var også ganske vittige. Kun for vores egen beskyttelse, sagde de. Allerede der skulede Atze og hans andre kammerater ved udsigten. Når de fører sig sådan frem, har de helt sikkert noget for, knurrede han.

Men så skete der egentlig ikke mere, foreløbig. Vi drog hen ad gaden, et par hundrede, mange røde og sorte faner i optoget. Folk så på ud af vinduerne. Slut jer til, lad vær at glo! Det råbte jeg med på og tænkte på mine forældre. Mange vinkede til os. Og politiet tog jeg ikke længere notits af. Det hele var jo fredeligt . . .

Det bliver langsomt mørkt. Min sult er blevet større, og jeg er tørstig. Ofte hører jeg skridt på gangen. Politifolk bringer eller henter folk fra nabocellerne. Kun min bliver sprunget over. I begyndelsen håbede jeg, og frygtede også lidt, at de kom til mig, men nu føler jeg mig glemt. En enkelt gang har jeg skreget og hamret på døren og forlangt noget at drikke, da nogen strøg forbi, men ingen reagerede. Senere kom der én og sagde gennem døren, at det kun var et kortvarigt ophold, og at jeg derfor ikke ville få noget. Og så var jeg alene . . . alene.

Vi ville hen til de huse, hvor velkendte nazister boede. Men politiet havde forbudt det. Og for at sætte sig igennem dannede de pludselig espalier. Som en række lange, grønne stolper stod de ved fortovskanten, med hjelmvisirerne slået op, så man kunne se deres ansigter, unge upåvirkede ansigter. Når man så dem, fik man en fornemmelse af, at de ville gøre alt på befaling, slå løs eller tilmed slå ihjel. Men det gjorde mig ikke bange. Vi var så mange, vi var i godt humør, og havde intet gjort. Vi var mere muntre end politiet. Det gav mig en følelse af overlegenhed.

Så begyndte vi at råbe noget mod krigen. Og politikæden blev tættere. Et sted fremme var der en kurve, og bagved en bank, og der stod de, med visirerne slået ned, i tæt, nærmest pansret mundering, både angstfremkaldende og latterlige. Tyske penge, tyske våben - slår ihjel! råbte vi og trængte fremad for at slynge det op mod den spejlglatte facade. Og så skete det pludselig, lige ud for mig. Når man er midt i det, er det altid underligt. Det foregår så hurtigt, man kan intet gøre, det er så forvirrende; og samtidig virker det, som om det er helt fremmed. Tiden får ligesom et knæk.

Strømerne, nu siger jeg igen strømerne, sprang pludselig ind på mængden. Alle skreg, før der endnu var sket noget, men det kom straks. Folk faldt om, strømerne kastede sig over dem, også de faldt ned, knippelslagene begyndte. En dreng på måske fjorten, yngre end mig, sprang et par gange rasende op i luften og skreg af strømerne, skreg sit had ud. Jeg forstod ham. Jeg hadede selv. Det var kommet som et lyn fra en klar himmel. Vi var jo fredelige. Jeg tumlede omkuld, ramt af stød eller bare af mig selv, skreg, min blik var sort af vrede og had. Grønne kom forbi mig. En ældre mand gik mærkeligt foroverbøjet i politigreb, hans ansigt var utroligt fortrukket, smerten fremtvang sære grimasser. Slip ham, råbte jeg til de behjelmede tyrefjæs, til de plexiglasspejlende okseansigter. Vi har intet gjort. Måske græd jeg da. I al fald, da jeg pludselig selv blev snuppet. Nogen tog mig bagfra om skulderen, trykkede mit knæ fast. Jeg rettede mig op, men så vred de armen om på ryggen. Med blikket rettet mod jorden, kun med asfalten og strømernes sorte støvler i synsfeltet, blev jeg puffet hen til salatfadet. I mit øre hørte jeg den politimand snøfte, hvis greb hele tiden sendte nye bølger af smerte gennem min krop; han åndede så anstrengt, som var han ved at sprænges, og hvor absurd det lyder, glædede det mig, og jeg ønskede, at han måtte få et slagtilfælde. Ved salatfadet fik jeg håndjern på og blev anbragt i bilen. Da vognen var fyldt, kørte de os væk.

Det er nat. I cellen brænder lys, men jeg har alligevel sovet lidt. Men nu smerter alle mine led, og der er en susen i mit hoved. Jeg har for længst opgivet håbet om, at der vil ske noget i dag, men pludselig bliver jeg afhentet igen. Det er igen to nye vogtere, men også de virker helt imødekommende. Jeg vover at spørge, om jeg ikke kan underrette mine forældre. De tøver, men afviser det. Også de er bange, hvad jeg kun forstår alt for godt. Her må alle mennesker jo leve i frygt.

Den kvindelige dommer har en kop kaffe stående på bordet. Hun byder også mig en kop. Jeg siger ja tak, selvom jeg ikke kan lide kaffe, men jeg er enormt tørstig. Jeg ser på hende, mens hun drikker. Hun virker træt, det røde på læberne er falmet, kinderne blege. Under øjnene dybe skygger. Men hun er opsat på at få det ud af mig, der er at få.

Hun spørger venligt, om det var første gang, jeg var med til en demonstration, hvem der havde taget mig med, hvordan det var forløbet . . . Et øjeblik bliver jeg usikker på, om hun ikke alligevel vil høre min version af historien, men det er navne, hun vil have. Og hun siger intet om mine rettigheder. Skal hun ikke det? De andre havde advaret mig - blot lad være at sige noget, gør du det, så har de dig!

Og jeg siger intet og forlanger at tale med mine forældre.

De var blevet underrettet. Og de ville komme og hente mig. Og jeg burde ikke være så forstokket. Det var kun til mit eget bedste, hvis jeg talte.

Men jeg siger intet. Heller ikke hvis de vil holde mig indespærret natten igennem. Jeg har ikke gjort noget forkert. Strømerne har pryglet løs, ikke jeg. Og i morgen bliver de i hvert tilfælde nødt til at lade mine forælde se mig. Atze vil sikkert også gøre noget.

Dommeren siger, at hun er skuffet.

Det er vi så to om. Men det er der ikke noget at gøre ved.

Hun lader mig igen føre ud. Igen ad en ny gang. Til en ny celle? Jeg er lidt knækket nu, men lader ikke mærke med noget. Og så er vi igen ved modtagelsesskranken. Og de fortæller mig, at jeg er fri. Jeg må underskrive for snørebånd, bælte, ur og nøgle. De har taget det hele, og nu får jeg det igen.

Kan jeg ringe til mine forældre, spørger jeg.

De henviser mig til en telefonboks for enden af gaden.

Men jeg har ikke noget telefonkort.

Så kunne de ikke gøre noget.

Og så er jeg derude. Fri. Nærmest svimlende. Den er halv tre. Mine forældre er sikkert bekymrede. Der falder noget ned, når jeg kommer hjem.

Jeg løber langsomt hen ad gaden, med armene bøjet i vinkel, for det er koldt nu, bare et eller andet sted hen, til der kommer et stoppested. Natten er smuk, og månen lyser som himlens blanke øje.

Overs. KP