EU-kommissionen skal have mandat til på vegne af de enkelte medlemslande at indgå bindende internationale handelsaftaler f.eks. i WTO (Verdenshandelsorganisationen), uden at det fremover kræver enstemmighed i ministerzrådet eller godkendelse af alle landes regeringer.

Sådan lyder kravet op til Nice-forhandlingerne fra de europæiske monopoler og EU-kommissionen samt EU’s handelskommissær, franskmanden Pascal Lamy.

Det skal gælde ved internationale aftaler omkring service, intellektuelle rettigheder og investeringer omkring fuld privatisering og kapitalens frie rettigheder på disse områder - i bl.a. WTO. Det lyder måske umiddelbart ikke af så meget. Men i EU-sprog betyder service alt fra bankvirksomhed over vand, olie, gas og telekommunikation til rengøring, uddannelse, sundhed og kultur.

Hvis det denne gang ved de kommende traktatændringer på regeringskonferencen i Nice lykkes de europæiske monopoler at få deres krav ubeskåret igennem, vil de have opnået, hvad der mislykkedes for USA’s præsident Clinton. Nemlig at sikre magten til enerådigt at indgå internationale handelsaftaler med vidtgående konsekvenser for nationalstaterne og disses befolkninger og arbejderklasse, uden at medlemslandene i EU skal være enige i at godkende det, endsige kunne nedlægge veto. Det såkaldte "Fast-Track"-forhandlingsmandat.

Oversat til dansk: EU-kommissionen slipper for sinkende bøvl med de enkelte landes regeringer og parlamenter, der plejer særinteresser såsom et dansk Nej til mere suverænitetsafgivelse - eller som i USA, hvor kongressen stadig skal godkende regeringens og præsidentens internationale bindende beslutninger.

Det, der lægges op til, er en ændring af Amsterdamtraktatens artikel 133, der allerede i dag giver EU-kommissionen fuld forhandlingsret på vegne af alle medlemslande, men som kræver enstemmighed ved endelig godkendelse.

Lige siden starten af 90’erne har de store monopollobbyer i EU - som European Roundtable, Den europæiske arbejdsgiverforening (UNICE) og EU-komiteen for AmCham (amerikanske monopoler, der opererer på det europæiske marked) - arbejdet aggressivt på dette resultat.

I et af de officielle dokumenter op til Regeringskonferencen i Nice hedder det omkring EU’s handelspolitik, at "EU må handle som én i alle forhold, med en enkelt talsmand, der repræsenterer EU’s position". (Note til medlemslandenes gruppe af regeringsrepræsentanter, IGC 2000 - Udenlandske økonomiske relationer, Brüssel 10. maj 2000 fra regeringskonferencens retsråd).

Indtil nu har modstanden fra store medlemslande som Frankrig mod at overgive al national suverænitet til EU-kommissionen i internationale handels- investerings- og finansaftaler forhindret dette skridt. Under sit EU-formandskab har den franske regering imidlertid skiftet holdning.

I en beslutningsprotokol fra september udsendt af den franske regering hedder det således, at EU’s handelspolitik og aftaler fremover bør besluttes ved flertal i ministerrådet, og at EU-kommissionen fremover skal være ene repræsentant for EU i alle internationale handelsaftaler.

Det skete omtrent samtidig med, at den franske præsident Chirac udnævnte Jèrôme Monod til en af sine rådgivere. Monod er en af de store inden for EU’s Service-industri lobby (EFS) og står i spidsen for det store franske monopol på vand, Suez Lyonnaise des Eaux, tidligere formand for European Roundtable og en af dennes Unions-eksperter. Monod har desuden været den europæiske medleder i tidligere internationale handelsforhandlinger.

Herhjemme har statsminister Nyrup senest efter NEJ’et d. 28. september gentaget sit truende løfte om at stå fast på veto-retten, princippet om enstemmighed og yderligere afgivelse af suverænitet. " Truende", fordi det sædvanen tro betyder, at nu løber den danske regering stærkere, end en hest kan rende fra sine løfter. Det er også sket denne gang op til regeringskonferencen i Nice, hvor Nyrup-regeringen allerede nu er i gang med at acceptere flertalsafgørelser på en lang række områder. Hvorvidt den danske regering er villig til også at afgive sin rest af suverænitet i forhold til internationale handelsaftaler, hører ikke med i den offentlige debat.

Det er således store spørgsmål, der står på spil op til Nice-forhandlingerne. Så store, at LO-Århus i Dagbladet Arbejderen d. 14. november lægger frem, at man ikke aner, hvad fagbevægelsen, modstanderne af globaliseringen og forsvarene af velfærden skal gøre i denne situation, hvor EU-kommissionen ser ud til at få mandat til at kunne vedtage de mest rabiate privatiseringsprogrammer på internationalt plan og støtte til de multinationales ubegrænsede globale rettigheder.

Det turde være indlysende, at progressive kræfter også i fagbevægelsen må forsvare arbejderklassens og det danske folks NEJ d. 28. september, stille krav til regeringen og fagbevægelsen - selvom begge er ledt af Socialdemokratiet - om at respektere det danske Nej og holde fingrene væk fra Nice-traktaten i stedet for fortsat at støtte denne. Ligesom det turde være indlysende, at det ikke kun er de amerikanske monopoler, der står bag og presser på for denne udvikling. EU-monopolerne presser ligeså hårdt på for at sikre, at EU-kommissionen uhindret kan varetage deres interesser. Derfor gælder det om at rejse kampen mod monopolernes EU, konkret og aktivt og kravet om at Danmark skal ud af EU, hvis man mener noget med sin modstand mod de multinationales globaliseringspolitik.