Hvordan holder du fleksibel ferie?

I nærmest ubemærkethed vedtog Folketinget i maj måned en ny ferielov!

I EU-Danmark var feriebestemmelserne snart de sidste rester på arbejdsmarkedet, som lå fast – uden indbygget fleksibilitet. Det er nu en saga blot!

Fra 1. maj har du nu ikke længere ret til seks ugers ferie, da arbejdsgiveren kan rykke den sidste uge til næste ferieår. Feriepåbegyndelse forrykkes til arbejdstids start, hvilket får betydning for en arbejder, der er syg, når ferien begynder.

Frem for alt gives der mulighed for at fravige ferieloven fra kollektive overenskomster.

Det er nu snart tre år siden, at storkonflikten satte produktionen i stå. Det lykkedes os – på trods af udemokratiske afstemningsregler og forbundenes forhandlere, som anbefalede et ubrugeligt resultat – at påtvinge industriens arbejdsgivere en samlet storkonflikt, hvor hovedkravet Seks ugers ferie havde massiv opbakning. Nyrup-regeringen reddede arbejdsgiverne med lovindgreb på et tidspunkt, hvor de var sat til tælling. Men kravet blev fastholdt, så ved forårets overenskomstindgåelse måtte Dansk Industri og andre arbejdsgiverorganisationer på det private område bide i det sure æble.

Overenskomstteksten indeholdt blot et afsnit, der gav mulighed for at fravige overenskomstens bestemmelser ved tilrettelæggelsen af ferien. Det skulle vise sig at ligge i tråd med korridorplanerne på Christiansborg, og få måneder efter vedtog de samme unionspolitikere da også væsentlige forringelser, som betegnende kaldes og er fleksibilitet over en bred kam:

"Ferie ud over fire uger (indtil videre er det kun det private område, der har overenskomstsikret seks ugers ferie, hvorfor loven fortsat kalkulerer med fem ugers ferie) kan overføres til efterfølgende ferieår."

Ovenstående er blot få udvalgte eksempler fra den nye ferielov, der ikke blot giver arbejdsgiverne mulighed for at flytte ferie fra et ferieår til et andet; men også nogle principielle muligheder for undergravelse, idet loven kan fraviges! Som det er set med fleksible løn- og arbejdstidsbestemmelser, så vil det i første række ramme arbejdspladser, hvor den faglige styrke ikke er særlig stor. Konkret er arbejdere uden kollektiv overenskomst stort set overladt til arbejdsgiverens betingelser, da de individuelt kan presses. Efterhånden som ferieforringelserne finder indpas i praksis, vil det også ramme større arbejdspladser med stærkere faglige traditioner. Der er tale om angreb på den samlede arbejderklasses ferierettigheder.

Og det er ingen trøst, at der indføjet en passus om, "at en bestemmelse kun kan fravige kollektiv overenskomst, hvis den lokale fagforening er aftalepartner".

Det er ingen garanti, da masser af fagforeningsledere er yderst samarbejdsvillige på arbejdsgiverens præmisser. Når alt kommer til alt, så er det netop fagbevægelsens top, der åbnede ladeporten, hvorfor ferieloven er landet på fleksibilitetens mark.

Frygten for, at de lokale fagforeninger ikke vil virke som en bremseklods, underbygges af, at der ikke har været fremført et eneste hørligt pip i protest.

Mest beskæmmende er det, at de faglige kredse, der opkastede sig til spydspids for kravet om seks ugers ferie, heller ikke har markeret sig.