Fleksibilitet og stress
Sidste sommer skrev jeg nedenstående udkast til denne klumme. I 1999 blev det store flagskib, sættemaskinen, taget i brug. Maskinen blev ved med at gå ned, og straks blev folk på de andre afdelinger tilkaldt for at sortere de breve, der ellers skulle have været sorteret på maskinen. Sætteprojektet har kostet så dyrt, at der nu skal skæres ned overalt, bl.a. i bemandingen. Desuden har man foreløbig droppet at anskaffe en sorteringsmaskine til A4-breve. Det sidste tror jeg nu ikke, mine kolleger i "Store Breve" er så kede af, når man kender arbejdsforholdene for dem i "Små Breve".
Så blev det endelig sommerferie - for alle de andre. Selv må jeg vente til august, men det var nu mit eget ønske. Jeg kunne klart erindre fra sidste år, at der ikke var ret meget at lave på postterminalen i industriferien, da mange firmaer holder lukket og dermed heller ikke sender noget post ud. Godt nok bliver der sendt flere postkort, men det kunne jeg ikke mindes opvejede manglen på erhvervspost. Så vi sad på vores flade 1-2 timer mange nætter og ventede blot på, at det næste læs post skulle komme ind fra Fyn og Jylland til sortering i Københavnsområdet plus Kystbanen og Bornholm. Kort sagt, så er juli den ene måned i året, hvor man som postarbejder med næsten 100% sikkerhed har gode arbejdsforhold. Derfor generede det ikke mig at holde min ferie uden for industriferien.
Glæden blev dog hurtigt vendt til vrede og skuffelse. I år er der nemlig blevet udsendt et direktiv fra ledelsen om, at vi "ikke skal sidde og fise den af", hvis der er noget at lave på de andre afdelinger. Så i stedet for at have nogle gode nætter bliver vi stresset rundt i huset. Ved normal jobrotation plejer man at vide, at man skal lave det og det fra kl. 21 til 23 f.eks., og så til hin afdeling fra 23 til 01.30 osv. Hos os er det simpelt hen sådan, at belønningen for at rydde gulvet for post er, at vi bliver kostet op til en af de andre afdelinger for at "hjælpe dem færdige", som det så smukt hedder.
Vores produktivitet bliver målt nøje, da man er utroligt glade for statistikker, og så er nogle af os i øvrigt på akkord på den måde, at hvis vi "producerer" mere end 100 %, får vi overskuddet som bonus, målt i minutter. Laver vi under 100 %, får vi bare vores timeløn. Det er derfor også nemt for os at se, hvordan vores produktivitet er faldet drastisk efter indførelsen af dette stress-direktiv. Vi er faldet med 10-15 % på de to uger, der er gået indtil nu. Nogle har sat tempoet ned i protest mod den måde, de behandler deres medarbejdere på i en tid, hvor de i øvrigt påberåber sig at ville forbedre vores arbejdsforhold for at dæmpe den store udskiftning i medarbejderstaben - og derved gøre PostDanmark mere konkurrencedygtig.
Blandt de mere naive folk, der tror på, at ledelsen mener det med bedre forhold, lyder svaret, at vi så bare må lade vores utilfredshed skinne igennem i næste spørgeskema, der skulle komme nu til sommer. At det skema så mest beskæftiger sig med generelle ting som f.eks. rengøring og arbejdsredskabernes kvalitet, er så noget helt andet. Ikke fordi det ikke er vigtigt, men det virker som et smart trick for at få drejet diskussionen på det efterfølgende "dialogmøde" væk fra de ting, vi virkelig er sure over. For resten af os er nedgangen i arbejdstempoet et udtryk for følelsen af, at de har taget en af de sidste gulerødder fra os, spist den og så givet os den lort, der kommer ud af sådan en gulerod, når den kommer ud i den anden ende.
Jo langsommere vi arbejder, jo mindre er risikoen for at blive kostet rundt i huset. Men mon ikke produktiviteten falder lige så meget på de andre afdelinger, der er berørt af direktivet? plp