Strøtanker uge 46

Så blev jeg færdig med ’Det fleksible menneske’, en bog fra 1998 af Richard Sennett (RS), jeg har læst for at få en fornemmelse af udviklingen af klimaet i den amerikansk-ejede koncern. Bogen beskriver, hvorledes arbejdets karakter og dermed også personligheden ændres under den ’moderne kapitalisme’. Det er beskrivelser af forholdene på arbejdspladsen, der på mange måder afspejler de tendenser, jeg også mener at se i den danske del af den multinationale koncern.

De tre strukturelle kendetegn RS ser på arbejdspladsen er 1) traditionsnedbrydende genopfindelse. Det må være det, vi kalder at opfinde den dybe tallerken igen, med det formål at få fjernet kutymer, traditioner og netværk mellem personer. 2) Fleksibel produktion. Det er vist det der med, at vi skal være omstillingsparate, men ingen rigtig ved, hvad vi skal kunne i morgen. 3) Magtkoncentration uden centralisering. Det er meget tydeligt, at alle forventes af tage ansvaret for den økonomiske udvikling, uanset at de faktiske muligheder for at påtage sig et sådant ansvar mangler, mens alle beslutninger tages fjernt fra os uden smålig hensyntagen til vores viden.

RS skriver bl.a.: En af de utilsigtede konsekvenser af den moderne kapitalisme er, at den har (…) opvakt en længsel efter et lokalt fællesskab (…) fleksibilitetens usikkerhed, fraværet af rodfæstet tillid og gensidige forpligtelser, teamworkets overfladiskhed og (…) angsten for ikke at blive til noget i verden (…). Alle disse betingelser driver folk ud i jagten på andre muligheder for følelsesmæssig tilknytning og dybde. Det er i hvert fald klart, at det kun er langt fra ledernes søgelys, at der er plads til følelsesmæssig tilknytning hos os. Det er også let at se, at det er alt det, der kan knytte os sammen, der fjernes til fordel for effektiviteten dvs. faktureringsprocenten, samtidig med at små lokale begivenheder dyrkes i afmålte doser.

RS’s overvejelser over konsekvenserne er tankevækkende, også set i relation til den danske offentlighed: Længslen efter lokalt fællesskab er defensiv og udtrykkes ofte som en afvisning af immigranter eller andre outsidere, og de vigtigste mure i det fælles bygværk er blevet dem, der skærmer i forhold til en fjendtlig økonomisk orden. I koncernen oplever vi, at der bliver mindre og mindre plads til ’anderledeshed’, men hos os i det mindste på tværs af nationalitet og religion. I landet Danmark står det værre til …

RS beskriver afhængighed som en skammelig tilstand, hvor tjenestevilligheden ikke har nogen ærefuld plads. Det er det, vi oplever med al den snak om, at vi skal kunne klare os selv, med skamrosning af folk, der tager initiativet, uanset relevansen. Mens dem, der venter at få at vide, hvad de skal lave, eller sågar stiller krav til arbejdets tilrettelæggelse, står forrest i rækken til advarselssamtaler. Nasserideologien er et stærkt disciplinerende redskab på arbejdspladsen, skriver RS. Ja, her har alle i hvert fald travlt med at sørge for, at man ikke skal kunne beskylde dem for at ikke at yde det arbejde, de tror forventes af dem.

RS fortsætter: Men skam over afhængigheden får praktiske konsekvenser. Den undergraver den gensidige tillid og forpligtelse, og fraværet af disse sociale bånd udgør en trussel for ethvert kollektivt projekts funktionsdygtighed, og videre forringes funktionsdygtigheden ved at forvandle erfaringens stemme til et negativt alderdomstegn med et engagement i den måde, tingene blev gjort på før i tiden, og RS udstrækker betragtningen til hele samfundet: Den moderne kapitalisme udstråler ligegyldighed (…) hvor der ikke hersker nogen sammenhæng mellem risiko og belønning (…) folk bliver behandlet som engangsting og ender med at konstatere, at samfundet ikke behøver dig. Det er det, jeg oplever med tiltagende ligegyldighed over for arbejdet og arbejdspladsen såvel som over for store samfundsspørgsmål.