Voksende antiimperialisme i Latinamerika

D. 26. juli går jeg gennem den smalle dør ind til hovedkontoret for Ecuadors Universitetsstuderendes Forbund (FEUE), der har sine nedslidte lokaler på Quitos Centrale Universitetet. Her sidder allerede et par stykker og venter på det, der skal ske. Denne dag er nemlig dagen, hvor den frie adgang til universitetet skal forsvares. På Fakultetet for Landbrugsvidenskab har man skåret antallet af nyoptagne studerende ned fra 140 sidste år til kun 100 nye for studieåret 2000/01. Dette har betydet, at der denne dag i FEUE’s lokaler er forsamlet 16 unge, der ikke kom gennem nøglehullet og ind for at studere landbrugsvidenskab. Men i FEUE er der imidlertid ingen accept af fakultetets afvisning. Skeen tages i den anden hånd. De revolutionære unge på universitetet, der er organiseret i Universitetsvenstres Revolutionære Front (FRIU), som leder FEUE, er helt klar over, hvad der bør gøres. Dekanens kontor ovre på fakultetet skal besættes, så længe de 16 unge ikke er kommet ind og studere. Bannerne og slagordene kommer frem. "Nu skal vi af sted – vi skal kæmpe for retten til uddannelse!", lyder det.

Man vader ind på fakultetets kontor, blokerer døren dertil og forlanger at snakke med dekanen. Det er han ikke umiddelbart indstillet på og overfuser FEUE’s tidligere præsident Natasha Rojas, der både er en utrolig sød og behagelig, men også bestemt kvinde, hvilket dekanen får at mærke – slam, der kom en lussing!

Efter disse hårdtslående argumenter indvilger dekanen i at diskutere de studerendes krav under "ordnede forhold" på sit kontor.

De ca. 35 deltagere i besættelsen bakker op med sange og militante tilråb, mens kontorpersonalet maner til besindighed og "kan vi ikke snakke om det". "Det har vi gjort alt for længe," lyder det fra en af de studerende, der ikke er til sinds at lade sig spise af med tomme løfter. Ca. en time inde i den to timer lange besættelse ankommer repræsentanter fra fakultetets reaktionært dominerede studenterråd og disses tæskehold. De vil ikke have flere studerende ind, for det forringer undervisningen og deres karrieremuligheder. Disse borgerskabets unge smadrer glasdøren ind til det besatte kontor, og livremme, der normalt holder bukserne oppe, bruges som gedigne piske, der fejer hen over kroppene på besætterne, som forsvarer sig med de samme midler og det bedste, de har lært. Angsten i kontorpersonalets ansigter anes, men da det ser allersortest ud, kommer Natasha ud med et stykke papir, hvorpå alle 16 med dekanens egen personlige underskrift loves optagelse på fakultetet i studieåret 2000/01. Vild jubel, og derefter går det tilbage til FEUE’s hovedkontor, hvor de nyoptagne bænkes sammen med aktionens øvrige deltagere.

Så går kammerater fra FRIU på talerstolen og fortæller, at dette er FRIU, at denne studenterorganisation og FEUE slås for de studerendes interesser og en bedre fremtid for alle unge. De har noget at have det i. Sådan føler de 16, for hvis skyld ca. 20 FRIU-kammerater ikke veg tilbage for reaktionens pisk – eller rettere livrem. FRIU’s slagord "Kæmp og studér sammen med folket for revolutionen!" har for disse nye studerende fået en helt konkret betydning.

Med ovenstående aktion var kampvilligheden øget nogle takker, inden det gik op ad den ene af de to bjergkæder, som skiller henholdsvis Stillehavskysten og Amazoneområdet fra "la Sierra", den indre, højest beliggende og koldeste del af Ecuador. Målet var det antiimperialistiske møde i Manta (en reportage derfra findes i KP, nr. 21), og fra dette gik turen ellers sydpå ned til provinsen Guayas og Ecuadors største by, havnebyen Guayaquil med dens over 2 mio. indbyggere. På turen får jeg indtryk af et land, som har alt. Det har alle råstoffer – ja tilmed masser af den vigtige olie. Det har alle typer klima, og der vokser alt tænkeligt – og utænkeligt. Ecuador er bjerge, jungle, kyst, lav- og højland, og landet er et multietnisk samfund med hvide, kreolere, indianere og sorte (importeredes af spanierne som slavearbejdskraft).

I det sydlige Ecuador er folk mere glade – siger de selv i hvert fald. Her er folk lidt mere ligefremme og ubekymrede end i det klimatisk kølige Quito. Også det spanske er anderledes; udtalen er mere utydelig og hurtigere.

Jeg havde den store fornøjelse at tilbringe det meste af en uges tid i Guayaquil, hvor jeg så de ufatteligt store klasseskel, som findes i dagens Ecuador. Samtidigt med at de fattige fra landet vælter ind til denne store metropols fattigkvarterer i byens udkant, hvor der hverken er vand eller elektricitet, ja så er byens borgmester og landets "store mand" Luis Febres Cordero i fuld gang med at bruge millioner af dollars på at bygge en hel ny havnepromenade til de mange turister, der hvert år besøger det varme Guayaquil. Det kaldes "prioritering" og findes også herhjemme (spørg eksempelvis bare børnene, forældrene og pædagogerne). Det overmådeligt rige, men talmæssigt ringe borgerskab har barrikaderet sig i bydele, hvor ubudne gæster holdes væk af svært bevæbnede private vagtværn.

Dette borgerskab var imidlertid ikke repræsenteret på MPD-Guayas’ årlige provinskonference – den 28. siden MPD’s stiftelse i 1978 – som blev afholdt under parolen "Jaime Hurtado lever!" til minde om denne revolutionære advokat, parlamentsmedlem for MPD og medlem af Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti (PCMLE), der sammen med to andre kommunister brutalt blev skudt ned af borgerskabets bødler d. 17. februar sidste år.

På provinskonferencen, hvor også Jaime Hurtados søn, Lenin, deltog, skulle der vælges ny provinsledelse for MPD-Guayas, der er den tredjestørste politiske kraft i provinsen, hvor dens fødselshjælper, PCMLE, fødtes i 1964 og senere dannede MPD som partiets legale og bredere arm under militærdiktaturet, der herskede i to omgange i perioden 1963-79. På konferencen blev det bl.a. slået fast, at "vi er vidne til en stigning i massernes og folkenes kamp, og at denne retter sig mod globaliseringen, neoliberalismen og de ideologiske angreb, som "historiens afslutning" og "ideologiernes endeligt" udgør", ligesom også kommunal- og provinsvalget d. 21. maj blev betegnet som en succes. MPD fordoblede sin andel af de afgivne stemmer i Guayas-provinsen. Det blev konkluderet, at der eksisterer meget gode muligheder for at rykke frem, og at kampen mod dollariseringen, sociale nedskæringer, privatiseringen af uddannelsessystemet, militærbasen i Manta m.m. vil være et omdrejningspunkt for MPD-Guayas’ arbejde i det kommende år.

Som gæst på konferencen hilste APK denne ved bl.a. at sige: "Nøglen til MPD’s succes er, at partiet ikke deltager i det borgerlige demokrati for at bedrage folket, for at tilpasse sig systemet, men derimod for at bringe det ecuadorianske folks forhåbninger fremad ved at udvide kampen, ved at kombinere den parlamentariske kamp med den udenomsparlamentariske, med arbejdet med masserne."

Og MPD’s formand Ciro Guzmán Aldaz, som også var til stede på konferencen, tordnede fra talerstolen: "Med eller uden valg – vi vil tage magten! Folket skal regere, og derfor er vort mål erobringen af en folkelig, patriotisk, demokratisk og revolutionær regering."

Det tredje vers i MPD’s hymne, som lukkede konferencen, understregede formandens ord:

Herefter kører jeg med nogle kammerater fra den nyvalgte provinsledelse ind til lokalradioen Radio Morena, hvor MPD-Guayas hver søndag kl. 20.00 sender en halv times radio. Her fremlægges partiets synspunkter på alle væsentlige spørgsmål, der er oppe i tiden såvel lokalt som nationalt.

Dagen efter tager vi en tur ud til de fattigkvarterer, hvor MPD er stærkt repræsenteret. Det er tydeligt, at man kender kammeraterne her. MPD er landets talmæssigt største venstrekraft og organiserer arbejdere, arbejdsløse, bønder, lærere, studerende, indianere og små selvstændige.

Desuden aflægges et besøg hos Guayas-provinsens hovedkontor for Lærernes Fagforening (UNE), der på landsplan organiserer 142.000 lærere og i sommers var igennem en hele 46 dage lang strejke, herunder også 9 dages sultestrejke og fængsling af fagforeningens ledere, bl.a. UNE’s formand Aracelly Moreno. Hele denne strejke og lærernes sejr i kraft af bl.a. opnåelsen af en mindsteløn på 100 dollars månedligt har virkelig betydet noget for folkets kampvillighed overalt i Ecuador.

Det er d. 8. august, og jeg står foran at skulle forlade "el lindo Ecuador" (det dejlige Ecuador, hvorom mange folkelige sange handler). Afskedens time er kommet med kammeraterne i det PCMLE, som jeg i nu fem uger har lært at kende. At partiet står foran nye og afgørende slag i nær fremtid, at partiet har en stor indflydelse blandt Ecuadors masser, at det grundlæggende set er et sundt parti på utvetydige marxistisk-leninistiske positioner, at det er det parti, som leder arbejderklassen og de arbejdende masser til revolutionens sejr og socialismen, ja, det er jeg efter opholdet i Ecuador ikke i tvivl om.

Da bussen med kurs mod den 17. Internationale Antifascistiske og Antiimperialistiske Ungdomslejr i Venezuela (en reportage om turen dertil gennem det meget urolige Colombia og lejrens afholdelse bringes i det kommende nummer af DKU’s blad, Fremad!) ruller ud fra Quitos Centrale Universitet, farer tankerne gennem hovedet på mig. Hvordan ser der mon ud her om 2-3 år? Har det ecuadorianske folk tilkæmpet sig den Poder Popular (folkemagt), som vil åbne vejen til opbygningen af socialismen? Jeg håber det, og det fylder én med glæde at vide, at der her ved ækvator eksisterer et land, hvor marxist-leninister er i fuld gang med at gøre dette århundrede, ligesom det forrige var det, til de socialistiske revolutioners århundrede. PCMLE, dets parlamentariske masseparti MPD, arbejderklassen og folket i Ecuador fortjener al mulig støtte fra de danske kommunister og revolutionære, fra arbejderne og folket i Danmark. Ecuador udgør sammen med nabolandet Colombia i denne periode af imperialismens udvikling de svageste led i dens kæde. At sprænge denne kæde vil være en enorm opmuntring til den antiimperialistiske kamp og kampen for socialismen alle steder på kloden.

Med ønsket om stadig større fremgang for PCMLE tager jeg afsked med APK’s ecuadorianske kammerater. Kort efter er jeg sammen med omtrent 40 unge fra Ecuadors Revolutionære Ungdom (JRE) på vej mod den colombianske grænse, hvor der efter at have passeret denne venter os borgerkrig, guerilla og paramilitære dødspatruljer. Jo, Sydamerika er et kontinent i oprør, og Ecuador og Colombia er to af dets absolutte revolutionære brændpunkter.