Velfærdsinitiativ

Med inspiration fra Norge, hvor der er etableret et fagligt initiativ "for velfærdsstaten", er der nu også i Danmark blevet taget et "velfærdsstat"-initiativ.

Det er startet op i Århus i september måned og senere i København.

Initiativtagerne til Velfærds-initiativet i Århus var fagforeningerne for ansatte i den kommunale og amtskommunale sektor, bl.a. BUPL, PMF og HK-Kommunal. 20 fagforeninger er tilsluttede, herunder LO Århus. Der er to fagforeninger for hovedsagelig privatansatte, SiD Murerne og Teknisk Landsforbund.

Initiativtagerne er bl.a. modstandere af udlicitering og privatisering af den offentlige service. De har udgivet en folder og opstillet en Platform for Velfærdsinitiativet:

Der er ingen tvivl om, at der i fagbevægelsen er brug for initiativer, som vil kunne udløse klassens modstand mod privatisering og udlicitering. Men det er næppe et sådant initiativ, der har set dagens lys. Det viser en hurtigt gennemgang af deres grundlag og opbygning. Slående er det at Socialdemokratiet, fagtoppene og EU fredes, på trods af deres centrale rolle i gennemførelsen af angrebene, uanset at de åbent borgerlige er gået i spidsen med krav om privatisering og udlicitering.

Udlicitering rammer alle dem, der arbejder i den offentlige service, og de almindelige brugere. Angrebene på denne sektor er blot et af de angreb, arbejderklassen udsættes for, som en del af angrebene mod alle solidariske ordninger. Væk med kollektive rettigheder, indførsel af fleksibel arbejdstid og Ny individuel løn. Indførelse af et nyt 3. arbejdsmarked, et nyt slavearbejdsmarked uden rettigheder. Angreb, der ledes og koordineres og sættes i værk af monopolernes forenede Europa og deres lovgivning.

Blandt initiativtagerne går det igen og igen, at de mener, fagbevægelsen skal være mere politisk. Det siger man uden overhovedet i sit grundlag eller materiale at komme ind på, at afviklingen af den tilkæmpede velfærd er sket i samarbejde mellem EU-arbejdsgiverne, EU-politikerne, EU-regeringerne i Danmark og EU -LO/FTF

Vores store problem i fagbevægelsen er, at den etablerede fagforeningstop er politisk for kapitalen, ja, selv blevet en del af den som fondskapitalister og i stadig støre omfang er sammenvokset med staten i et trepartssamarbejde med arbejdsgiverne og regeringen. Problemet er, at fagtoppene er pot og pande med EU-unionsudviklingen og prædiker eller underlægger sig dens krav, herunder udlicitering og privatisering. Et andet lille eksempel er undergravelsen af efterlønnen, som var i strid med EU. Derfor fik vi påtale, og derfor blev den ændret.

Har man ikke en klar opfattelse af disse forhold, eller dækker over dem, så kan det blive meget vanskeligt at udløse modstand mod privatisering og udlicitering. Så reduceres modstanden til dialogvirksomhed, eller en slags lobbyvirksomhed over for "de socialdemokratiske venner, som er kommet på gale veje". Så forsøger man at skamrose det socialdemokratiske velfærdssamfund, som også var monopolernes samfund.

Desværre er der meget der tyder på, at det forholder sig sådan.

I forslaget til organisering af initiativet slås det også fast, at initiativet må bygge på konsensus, dvs. enighed om alle spørgsmål, der skal arbejdes med. Alt dette viser, der ikke er vil være tale om et reelt modstandscenter til udløsning af protester og modstand. Blandt dets aktiviteter tales der om diskussionsforum, konferencer, filmaftener, debat og diskussion op til kommunalvalget.

Der er brug for reelle tværfaglige netværk. Åbent for fagligt aktive, hvormed menes folk fra arbejdspladserne og fagforeningerne og blandt de arbejdsløse. Folk, som ønsker at styrke enheden og kampen mod de angreb, vi udsættes for. Det gælder udlicitering, privatisering, i det hele taget angrebene på solidariteten, på de kollektive rettigheder, og det gælder kampen mod indførelsen af det nye 3. arbejdsmarked, hvor arbejdsløse arbejder uden rettigheder. Sådanne tværfaglige netværk kan ikke undlade i sit grundlag at brændemærke dem, der fører kniven mod os, dvs. EU-nedskæringsregeringen og EU’s rolle, det er en forudsætning for at kunne føre kampen.

Det er en kendsgerning, at den nordiske velfærdsmodel ikke længere eksisterer. Den rummede velfærdsordninger, som var et resultat af klassens kamp og delvis som et led i afledningen fra socialismen. Den rummede også et nedslidningssystem og akkordræs, som socialdemokrater forsøger at få os til at glemme. Vi skal forsvare de tilkæmpede goder, der er tilbage, vi skal kæmpe for at få vendt konkrete forringelser. Men der er ingen grund til at sætte den socialdemokratiske velfærdsstat som mål for klassens kamp. Det var også monopolernes stat. At føre kamp for velfærdssamfundet eller velfærdsstaten vil uundgåeligt føre os i armene på de socialdemokratiske nedskæringspolitikere og ikke forbinde os med kampen for det nye samfund uden udbytning, socialismen.

Igennem de sidste 10- 20 år er de tilkæmpede velfærdsgoder trin for trin blevet afviklet.

Både i Sverige, Danmark og det EU-associerede Norge.

Det vigtigste værktøj, den danske kapital har haft og har, er monopolernes EU. Her har monopolernes forenede stater forceret en udvikling for at gennemføre arbejdsgivernes plan for maksimalprofit. Væk med alle snærende bånd og kollektive rettigheder og undergravelse af den offentlige sektor, som skal privatiseres og udliciteres. Samtidig forsøger socialdemokrater nu at få arbejderklassen til at forlige sig med de danske monopoler og deres EU-stat ved at foregive, at den skulle være et socialt projekt og vigtigt værn mod USA og dollaren.

Afstemningen den 28. september viser, at de får svært ved det, da modstanden mod unionsudviklingen og EU er massiv. Den faglige kamp må tage bestik af dette.

Alt dette understreger farligheden, når faglige kræfter "glemmer" EU og den socialdemokratiske tops rolle i og uden for fagbevægelsen.