To grimme amerikanere
Kun omkring halvdelen af den amerikanske befolkning deltager i præsidentvalgene. Resten er, af forskellige grunde, sofavælgere. Ikke mindst den fattigste del af befolkningen: En meget stor del af de afro-amerikanske og spansktalende mindretal, og de fattige hvide. De amerikanske præsidentvalg er, hvad der kaldes ‘middelklassens’ valg - og enhver siddende præsident har kun omkring 25 pct. af vælgerne bag sig.
Præsidentvalgkampen mellem de to altdominerende partier og deres kandidater - hhv. den demokratiske vicepræsident Al Gore og Texas-guvernøren og præsidentsønnen George W. Bush - er ved at gå uind i sin sidste fase. En af disse to grimme amerikanerne vil afløse Bill Clinton som ‘verdens mægtigste mand’, føre USA’s beskidte krige i de næste fire år, hævde supermagtens rolle som verdensførerhund (som de begge sværger til) og overalt fremme monopolernes globale interesser …
Al Gore gør meget ud af at fremstille sig selv som den amerikanske middelklasses og de amerikanske arbejderes ‘mand’. ‘Jeg kæmper for jeres sag’, siger han indtrængende i hver eneste TV-debat, mens han fremstiller George Bush som milliardærernes, den rigeste ene procents, beskytter. Gore lover, at hver eneste skole bliver af høj standard, at sundhed bliver tilgængelig for alle, at der bliver taget vare om pensionisterne og miljøet. Bush lover med traditionelle konservative argumenter borgerne ‘frie valg’, skattelettelser, mere lokal bestemmelse og mindre regeringsindblanding. Han fremstiller sig selv som ‘den almindelige amerikaner’ med en stærk tro på de amerikanske ‘værdier’. Begge vil eksportere dem overalt.
En af tidens læste amerikanske romanforfattere hedder E.L. Doctorow. Han er en bekymret socialliberal, som også sværger til den amerikanske forfatning, som præsidentkandidaterne ustandseligt fører i munden. Doctorow afslører imidlertid deres hykleri: Det er længe siden, meget længe siden endda, at forfatningen var en levende realitet. Den amerikanske virkelighed er en helt anden. I en artikel i The Nation, delvist optrykt som kronik i Politiken, beskriver han den amerikanske virkelighed således:
"USA’s store koncerner er blevet lempet ind i landets politiske ledelse gennem mange års konservativ ideologisk dominans, og de fører i dag et effektivt tilsyn med kongressen, myndighedernes kontrolinstanser og endog med selve præsidentembedet. Ingen paragraf i forfatningen anerkender konglomeraternes forrang i samfundet. Intet er nedskrevet, som giver udvidet stemmeret til koncernerne og deres brancheforeninger.
Men i dag fungerer Washington sådan, at væsentlige politiske spørgsmål bøjes og fordrejes af disse mangehovede uhyrer, der bestikker kongressen med deres penge og smører den med deres lobbyer. Det betyder, at en socialt ønskværdig lovgivning, der ville have tjent offentlighedens interesser - det være sig inden for folkesundhed, miljøbeskyttelse, bevaring af vores naturresourcer eller et hvilket som helst andet emne, der tydeligvis er relevant for hele samfundet - bliver forpurret, saboteret eller udsat for en sproglig forvanskning, så den kommer til at virke modsat sin oprindelige hensigt."
Han giver følgende signalement af koncernerne, ‘selve pulsen i USA’s politiske magtcentrum’:
"De koncerner, der sætter sig op mod den amerikanske befolknings indlysende behov, indtager på skift rollen som folkets fjende, afhængigt af hvilke spørgsmål der er på dagsordenen . . .
De forvandler sig, opkøber eller skiller sig af med virksomheder, bevæger sig på tværs af landegrænser, omstrukturerer sig, vokser og skrumper, fusionerer med andre af deres slags i en institutionaliseret dynamik, som gør selv deres topchefer betydningsløse. De er profitfabrikker, der skaffer sig mennesker, eller skiller sig af med mennesker i henhold til regnskabsbøgernes overmenneskelige logik."
Doctorow tror, at en aktiv folkelig internetbaseret bevægelse for demokrati kan genindsætte forfatningen på en hædersplads. Som alle socialliberale vil han befri kapitalismen for sine onder uden at afskaffe kapitalismen selv, han vil stække monopolernes magt uden at afskaffe monopolerne. Deri består hans utopi- og hans uskadelighed - der gør, at han kan beskrive symptomerne på sygdommen, fordi kuren er ufarlig for magthaverne.
Ikke desto mindre fastslår han på ny, at USA styres af storkapitalen, der øver kontrol med de mindste detaljer i det politiske system. Eller sagt på marxistisk vis: at monopolerne fuldstændigt har underlagt sig statsapparatet og bruger det hensynsløst for sine profitinteresser. Enhver præsident er monopolernes marionet - uanset facaden som ‘middelklasse’ eller ‘menigmand’.
Det eneste interessante spørgsmål er, hvilke monopolgrupper der styrer den ene eller anden kandidat. Bush - det er olie og oliekrig. Gore er til det hele. ‘You ain’t seen nothin’ yet’, siger han. Vi tror det gerne.
-lv