Strøtanker uge 44
Johan Hviid Andersen m.fl. har skrevet en prisopgave for Gigtforeningen: Hvad ved vi om bevægeapparatgener, der relaterer sig til brug af computer ("museskader")?
Han har fundet ud af, at der historisk set også har været bevægeapparatgener i tidligere tider. Netop når der blev indført nye arbejdsredskaber, bl.a. stålpennen og telegrafen er eksemplerne. Han har også fundet ud af, at det ikke er tilstrækkeligt videnskabeligt bevist, at skaderne stammer fra musen.
Det er da også rigtigt, at en stor del af problemet er arbejdsmiljøet i øvrigt, men der er vel ingen der forventer, at der bliver mindre stress og jag på de danske arbejdspladser i de kommende år?
Summa summarum er der i hvert fald ikke nogen tilskyndelse til Arbejdstilsynet om at godkende museskader mm. som arbejdsskader. Uanset, at der rent faktisk allerede er en del, der HAR pådraget sig skaderne og ER uarbejdsdygtige.
Hvis ærinde er du ude i, Johan?
Her er højst tilskyndelse til at skyde flere penge i den forskning, du selv står for.
I min hverdag i koncernen er jeg ikke i tvivl om, at dem, der har indrapporteringsarbejde, dem, der er mest stressede eller usikre i deres arbejdsfunktioner, det er også dem, der spiser flest smertestillende piller og har flest problemer med hænder, arme, hals/nakke og ryg.
Det er desværre problemer, der bliver grundlagt allerede i børnehaver og skoler. Vi sidder meget, og mange børn bliver kørt til børnehave og skole. Det er svært at overkomme hverdagen på anden måde. Skolerne er nedslidte og har ikke råd til ordentlige, indstillelige møbler. Der er ikke tid i undervisningsplanen til at give børnene fysisk og teoretisk undervisning i at bruge både hoved og krop, og det skønt alle undersøgelser viser, at fysisk aktivitet skal der også til for at blive klog.
Altså den forebyggende indsats mangler.
Tilsvarende foregiver statens fornemste råd Folketinget at bekæmpe rygning med diverse sundhedskampagner, samtidig med, at de altid har holdt hånden over Skandinavisk Tobakskompagni og deres beskidte metoder - og stadig gør det.
En ’lille mand’ skal på banen og føre retssag, så kan staten vaske hænder og sige, at det vel nok er et frit land, vi lever i.
I samme åndedrag kan jeg f.eks. nævne sukkeret. Den såkaldte alderdomssukkersyge er i fremmarch, så den nu også rammer ganske unge mennesker.
Hvorfor? Fordi et højt sukkerindtag (sodavand, cola og slik især) skaber en konstant forhøjet insulinproduktion.
Hvor er den forebyggende samfundsmæssige indsats henne? Hvem bliver der holdt hånden over her? Danisco? Novo? CocaCola?
Og sådan kunne man blive ved. Ja for det er sådan det foregår under den kapitalistiske produktions vilkår.
GBe