Mod provokationer og krigstrusler:
Palæstinenserne rejser sig
Den nye palæstinensiske intifada blev udløst, da ultrahøjrepolitikeren Ariel Sharon besøgte Tempelbjerget - en uhørt provokation over for ikke bare palæstinenserne, men hele den arabiske verden. Den israelske regering kendte i forvejen til planen og greb ikke ind. Altså: ikke Sharons, men en israelsk provokation, der eskalerede dag for dag og i skrivende stund har bragt hele Mellemøsten på randen af en ny krig.
Den brutale israelske nedslagtning af intifadaen har rystet verden. Skarpe skud mod stenkastende unge, skarpe skud mod skrækslagne børn, der kryber i dækning hos magtesløse fædre, der intet kan stille op. I læsende stund mere end 100 dræbte, alle uhyggelige beviser på, at Israel søger konfrontationen med palæstinenserne, med araberne. Terrorfængslinger i massevis.
Og i stedet for nedtrapning af den israelske vold, som selv FN’s sikkerhedsråd fordømte, mens USA afholdt sig fra at stemme, blev den optrappet: Maskingeværer blev sat ind, missiler blev affyret mod bygninger, hvor oprørske palæstinensere havde søgt tilflugt, bombeangrebene mod Libanon blev genoptaget.
Den israelske provokation og konfrontationspolitik fik det palæstinensiske folk til at rejse sig. Der er millioner af flygtninge i de mellemøstlige lande og Europa. Knap 20.000 i Danmark. De gik på gaderne i protest. Også i Danmark. Gentagne demonstrationer i København, Odense og Århus. Demonstrationer i Esbjerg, Vejle, Skive, Haderslev og Aalborg.
Konfrontation på konfrontation
De diplomatiske aktiviteter er heftige. FN’s generalsekretær, USA’s udenrigsminister, Ruslands udenrigsminister, EU-ministrene, hærskaren af diplomater og hemmelige agenter er i konstant aktivitet, flyene pendulerer.
Siden den israelske stats oprettelse har Israel systematisk erobret og opkøbt palæstinensisk og arabisk land, og fordrevet millioner. Altid med USA som fast støtte. I den nuværende skrøbelige fredsproces har Clinton-administrationen spillet en hovedrolle. Angiveligt som ‘upartisk mægler’, som Madeleine Albright begrundede den amerikanske ikke-stemmen for omtalte sikkerhedsrådsresolution.
Den Arabiske Liga har indkaldt til topmøde. De arabiske regeringer må forberede sig på den krig, som et fanatisk løbsk Israel lægger op til. Efter at ‘fredsprocessen’ var genstartet og en aftale lå på bordet, der tilsyneladende ville give palæstinenserne 92 pct. af de besatte områder tilbage samt international kontrol med Jerusalem, er situationen nu kritisk.
Et nyt kapitel i den lange palæstinensiske lidelseshistorie er i færd med at blive skrevet. Én ting står fast: En holdbar fred sikres kun, hvis alle det undertrykte og kæmpende palæstinensiske folks retfærdige krav indfries. Den nationale selvbestemmelsesret gælder også den palæstinensiske nation!
-ko