To hastigheder -
og Danmark i bivogn

Snakken om ‘dialog’ og ‘nationalt kompromis’ på valgaftenen forstummede hurtigt. Nej-siden skal ikke ‘have indflydelse’. Ja-partiernes ‘Nice-mandat’ vil ikke blive rokket, hed det.

Til gengæld skulle der afholdes nogle ‘folkehøringer’ - d.v.s. offentlige unionsreklamemøder.

Dagbladet Børsen opsummerer ja-sidens strategi efter valget sådan her i en leder betitlet ‘Dagsordenen efter nej’et’ (2.10):

‘Nej’et bør imidlertid ikke kun få en økonomisk (nemlig at regeringen dropper finanslovsforslagets afgifter til erhvervslivet, red.), men også en politisk konsekvens. Det bliver et langt sejt træk, før der igen kan stemmes om euroen. Forudsætningen er, at det lykkes at få en større del af befolkningen til at acceptere udviklingen i det europæiske samarbejde. Og selv om den hjemlige valgkamp er begyndt, så er det en opgave, der skal løftes af alle ja-partierne og dansk erhvervsliv i et tværpolitisk samarbejde. Om eksisterende strukturer som Europabevægelsen kan anvendes, eller der skal skabes nye, er mindre væsentligt. Det afgørende er, at arbejdet kommer i gang snarest, så Danmark ikke får det nuværende B-medlemskab, som snarere er et C-medlemskab, erstattet med et endnu ringere eller slet ingen tilknytning ved en fremtidig folkeafstemning. Det er den egentlige dagsorden efter nej’et’.

Kapitalens talerør er helt klar over, at danskerne ikke bliver gladere for unionen i de kommende år, hvor hurtige skridt henimod Europas Forenede Stater vil blive taget - med Nicetraktaten, serien af reformer på skatte-, socialpolitik m.v., borgerrettighedscharteret (som kan inkorporeres senere i en egentlig forfatningstekst) samt hæropbygningen som nye skridt (alt sammen på dagsordenen i Nice, og efter).

Efter Schröder og Co.s. plan skal en regeringskonference i 2004 vedtage en egentlig forfatning.

Den danske ja-side er selvfølgelig helt klar over det, og helt klar over modstanden på alle felter i befolkningen (som derfor ikke skal overbevises eller gøres til støtter, men blot bringes til at ‘acceptere udviklingen’). Med det tidsperspektiv in mente vil det være særdeles sandsynligt, at ja-siden vil gå efter en ‘Alt-eller-intet-afstemning) op til, evt. i forbindelse med forfatningskonferencen. Eller måske sætte alt på et brædt lidt før - i 2002-03.

Alt eller intet - alle forbehold på en gang, fuld tilslutning til hvad der foreligger på et afstemningstidspunkt - det er i hvert tilfælde et sandsynligt tema. Salamiafstemningsmetoden omk. forbeholdene var en boomerang.

Samtidig vil de afvise afstemninger, til de kan bestemme temaet fuldt ud: de vil stædigt modsætte sig en afstemning omkring Nice-traktaten (som hele Nej-siden skal bringes til at kræve).

Taktikkeriet som i 92 kører for fuldt drøn. Denne gang kobles begge folkebevægelser ud, og SF, EL, KF og DF behandles ‘individuelt’, i forhold til det parlamentariske spil i en situation, hvor et folketingsvalg er på trapperne.

Vi kan, sådan cirka, gå ud fra, at den konsekvente modstand (der vil have Danmark helt ud af EU) udgør ca. en trediedel, de konsekvente tilhængere en anden trediedel af befolkningen.

Denne kamp må derfor starte nu, på basis af den folkelige enhed, der blev opnået ved Nej’et (53,1 pct.). Socialt har vi analyseret Nej-frontens bestanddele, den er som den skal være, og den kan udvides væsentligt. Politisk er den mere end skrøbelig - bestående af folk, der stemmer Kjærsgård, af ‘midten’, af socialdemokrater, af venstrefløjen - og repræsenteret af en stribe partier, der alle kan få poster ved at forråde Nej’et. Arbejdernes Nej og det konsekvente Nej må for at kunne vinde kampen om udtræden sikre sig føringen af unionsmodstandsbevægelsen. Hvordan? Det kræver grundig omtanke, grundig planlægning, et godt program baseret på et samspil mellem de to rigtige Nej’er - med arbejdernes som kernen.

Den aktuelle situation efter Nej’et viser tilfulde, hvor skrøbelig Nej-siden er:
Nyrup og Jelved træder ikke engang tilbage efter at have konstateret et massivt nederlag, som det ville være normal parlamentarisk skik - dels fordi det også var et nederlag for den borgerlige opposition, dels p.g.a. Nej-sidens mangesidede svaghed.

I stedet kunne Nyrup holde en blævret åbningstale - og blive siddende. I stedet kunne han gå i gang med finanslovforhandlinger henimod en ‘rød finanslov’, der skal lokke SF og EL til at give den støtte, Nyrup så hårdt har brug for, og dermed også splitte Nej’et. Disse partier lader sig gerne bruge til at hjælpe Nyrup ud af en klemme, give ham og hans regering ny legitimitet, mod nogle ‘fingeraftryk’. De er pjattede, også Enhedslisten, med at kunne stemme ja til en finanslov.

Selvfølgelig har arbejderklassen ingen interesse i at redde Nyrup; at gå ind i en finanslov sammen med Unionsregering nr. 1 er et åbent forræderi mod både arbejderne og den konsekvente modstand.

Nyrup burde være trådt af straks - men folketingsvalget er på vej. Resultatet kan selvfølgelig blive en borgerlig regering - resultatet af Nyrups egen politik. Eller, mindre sandsynligt, en fortsættelse af Nyrup, men på basis af en eller anden form for mandat.

Netop i denne situation, ved et sådant valg, vil den eneste mulige linje for at forsvare arbejderklassens og folkets interesser være: ikke at støtte noget af de to regeringsalternativer (unionsregeringer og NATO-regeringer, antiarbejderregeringer begge), og ingen af de opstillede partier (der alle støtter hver deres uspiselige blok) - på grundlag af Nej’et og som konsekvens af kampen for at sikre og udvide det.