Bydelsvalget:

Hvad stemte man om?Bydelsrådsvalget i København har været en opvisning i parlamentarisk cirkus. Ikke mindst efter, at resultatet viste sig at være et kæmpe nej til opdeling af byen.Op til bydelsvalget gik tilhængerne på banen med en demagogi, der ikke lader tilhængerne af EU noget tilbage. SF og Enhedslisten agiterede for, at det var et spørgsmål om mere demokrati - i en grad, så alle, der stemte nej, blev mødt med spørgsmålet, om man da ikke gik ind for demokrati?

I lokale medier har bydels-politikerspirerne slet ikke taget Nej’et alvorligt, "Folk må have misforstået, hvad man stemte om", og alle fastholder deres linie for opsplitning og atomisering af byen. En undtagelse er dog et flertal i borgerrepræsentationen, der nu som konsekvens af afstemningsresultatet, på trods af løfter om det modsatte, ønsker bydelsforsøget lukket til nytår, selvom der er et år tilbage.

Nu skal det indrømmes, at det faktisk har været svært at finde hoved eller hale i, hvilke konsekvenser resultatet af bydelsafstemningen ville få. Afstemningen var kun vejledende, så det var under alle omstændigheder op til borgerrepræsentationen at fortolke resultatet. Temaet for afstemningen var: "Skal der med virkning fra 1. januar 2002 indføres bydelsråd og bydelsstyre i alle bydele i Københavns Kommune?" De fire igangværende bydelsforsøg på Østerbro, Indre Nørrebro, Kongens Enghave og Valby var altså ikke direkte til afstemning. (Bydelsforsøget løber fra den 1. januar 1997 til den 31. december 2001). Men på den anden side, så stemte man alligevel om, hvorvidt forsøgene skulle fortsætte efter 2001.

Den absurde afstemning lige oven i euroafgørelsen slog enhver tænkelig objektiv diskussion om opdeling ihjel, og derfor fik man heller ikke belyst, hvad det egentlig er, de eksisterende bydelsråd har brugt tiden på siden 1997: Bydelene har overtaget administrationen for en række af kommunens forpligtigelser, dvs. i praksis har bydelsrådene administreret nedskæringer, der er besluttet i borgerrepræsentationen.

Opgaverne ligger inden for de seks hovedområder: l Børn og unge l ældre l kultur og fritid l gader, veje, parker og grønne områder l beskæftigelse l andre sociale opgaver.

Bydelene er sammensat, så de befolkningsmæssigt tæller som en normal landkommune, og "kommunalbestyrelsen" er på 21 pladser.

Falske modsætninger

Budgetstrejken mod nedskæringer på fritidshjem i København har med al tydelighed vist, hvad resultatet af en opsplitning af København betyder.

Valby bydel har efter valget larmet op om at der faktisk var et jaflertal netop hos dem, hvilket udlægges som en støtte til deres eget forsøg. Afledt af borgerrepræsentationens ønske om at nedlægge bydelsforsøget med det samme indkaldte det samlede Valby bydelsråd lørdag den 7. til støttedemo for dem selv: "Støtter du bevarelse af demokrati og selvstyre i Valby, så mød op". knap 2000 mennesker tog imod opfordringen. En ide om at udskille Valby som selvstændig kommune er også blevet bragt på banen.

Det er også værd at bemærke, at det ikke var alle Valbys valgsteder, der stemte Ja til bydelsråd. Folehaven og Vigerslev stemte Nej.

Den eneste krog, som byopdelingstilhængerne kan hænge deres hat på, er en påstand om, at nærdemokrati er bedre og mere demokratisk, troværdigt osv. end det, der udspiller sig på rådhuset.

Men borgerlig parlamentarisme er jo i virkeligheden en utrolig dårlig form for demokrati. Når der er valg, kan man stemme på et udvalg af løfter, og efter valget viser det sig jo, at politikernes partibog bliver usynlig. Politikerne bliver til en grå masse, der bare hytter deres eget skind, eller bygger deres egen motorvej.

Folkets interesser bliver ikke varetaget af parlamentarikerne. Folket må stole på og forene egne kræfter mod nedskæringer og udliciteringer. Og i den kamp betyder byopsplitning en svækkelse.

fsk