EU også en del af ‘Plan Columbia’

Clintons USA har som før nævnt allerede spyttet 1,3 mia. dollars i kassen, mens det fra EU, Japan og Canada indtil nu – mod Pastranas forventninger – har skortet på den nødvendige økonomiske hjælp.

Ved et "donormøde" i Madrid d. 7. juli måtte en presset colombiansk præsident skuffet rejse hjem med tilsagn om blot 190 mio. dollars; Spanien 100 mio., Norge 20 mio., mens Japan kun kunne mande sig op til et lån på 70 mio.

Den britiske udenrigsminister Robin Cook har dog ligesom den ansvarlige for EU’s forsvars-, udenrigs- og sikkerhedspolitik Javier Solana udtrykt sin fulde opbakning til Plan Colombia. Han arbejder her bl.a. på vegne af det britiske BP, der i 1998 indgik ægteskab med det amerikanske Amoco, og BP Amoco er nu Colombias største udenlandske investor og pumper hver dag over en halv million tønder olie op af Colombias undergrund – 25 % af BP Amocos samlede olieproduktion udvindes i Colombia. Der skal nok komme penge og dyrt isenkram på bordet med alle de dollars, der er på spil. Men indtil videre er det op til amerikanere og colombianere at lade blodet flyde.

Endvidere håber Pastrana-regeringen også på 700-800 mio. dollars i lån fra Verdensbanken og IMF, der så til gengæld kræver endnu flere privatiseringer (i forvejen er over 60 % af den offentlige sektor blevet privatiseret). Ved disse ågerlån øges landets ufattelige gældskrise yderligere.

Der er ingen tvivl om, at der arbejdes på fuld tryk med at forberede invasionen. USA har militærbaser, der for tiden kun har Colombia på sigtekornet, på øerne Aruba og Curaçao i Det Caribiske Hav, i Costa Rica, Ecuador, El Salvador og Peru, foruden Colombia selvfølgelig. Med politiske og økonomiske trusler og gennem udnyttelse af skruppelløse politikere og generaler forsøger USA at stable en multinational styrke på benene, bestående af styrker fra de lande, der grænser op til Colombia. Det ser ikke umiddelbart let ud, for der er en kraftig stigning i den antiimperialistiske kamp i alle disse lande. I Ecuador er det ikke mere end 8 måneder siden, at landet var på randen af antiimperialistisk revolution. I Peru har USA-imperialismen og det peruvianske borgerskab måttet opgive Fujimori, der ellers længe har været dem en god mand. I den gamle diktator Hugo Bánzers Bolivia har bønderne og de studerende for nylig været i åbne konfrontationer med den bolivianske statsmagt. Overalt i Latinamerika gærer det således af modstand og oprør mod imperialismen, og derfor kunne det meget vel være særdeles risikabelt at involvere disse lande direkte i krigen, idet dette yderligere kunne destabilisere disse landes i forvejen ustabile regimer. På den anden side ser Clinton meget nødigt, at amerikanske soldater vender hjem i sorte ligposer – det fik man nok af i Vietnam.

Men invasionen forberedes støt og roligt i den sydligste del af Colombia, i provinsen Putumayo på grænsen til Ecuador og Peru. Herfra vil en amerikansk ledet invasionsstyrke med stor sandsynlighed forsøge at trænge befrielsesbevægelserne længere ind i junglen, således at imperialismen opnår kontrol med det meget olierige område i denne provins, som guerillaen kontrollerer. Faktisk findes de største uudnyttede olieforekomster på den vestlige halvkugle i Colombia. Området er endda delt op på forhånd mellem amerikanske Chevron Oil og Occidental Petroleum, britiske BP samt spanske Repsol og La Hocol (bl.a. derfor var den spanske regering meget hurtig til at gribe til lommerne for at støtte hr. Pastranas plan).

Det er også en integreret del af krigsstrategien at anvende biologisk krig mod guerillaen og de mange bønder, der støtter den og uophørligt fortsætter med at fylde dens rækker. Et for alt levende – og altså også for mennesker - særdeles giftigt svampeherbicid med navnet EN-4 af slægten fusarium oxysporum (forbudt at benytte i USA) skal kastes ned over den colombianske jungle. Ideen er ligesom under Vietnam-krigen, hvor USA sprøjtede med herbicidet Agent Orange, at oversprøjte de guerillakontrollerede områder og derved sulte guerillaerne og bønderne ud. Det er såvel en miljømæssig som menneskelig katastrofe, der ligger og lurer faretruende lige om hjørnet.

En amerikansk ledet intervention vil derudover også "bidrage" til at øge det i forvejen høje antal af flygtninge på 2 mio. mennesker med flere hundredtusinder, der vil flygte fra såvel yankee’ernes kemikalier som deres kugler og søge over grænsen til Ecuador og Peru, der ikke ligefrem er lande, som er økonomisk i stand til at tage imod så mange flygtninge. Derfor ville EU’s økonomiske bidrag til Plan Colombia mildt sagt falde på et tørt sted og ville ydermere have den klare fordel, at den kunne markedsføres som "humanitær hjælp" a la Kosova.

Plan Colombia er ikke den plan for fred og fremgang for det hårdt prøvede colombianske folk, som dens forfattere forsøger at sælge den som. Den er tværtimod en uhyggelig drejebog for folkemord, skrevet af det colombianske borgerskab og den amerikanske imperialisme i fællesskab, der sigter på med alle til rådighed stående midler – de mest bestialske og morderiske inklusive – at knuse et oprørsk folks heroiske modstand mod imperialistisk udplyndring og dets kamp for jord, arbejde, boliger, uddannelse, for kort sagt et menneskeværdigt liv. Det er verdens største krigsmager USA, der nok engang svinger sin blodige pisk i Latinamerika. Den stadig mere intense imperialistiske konkurrencekamp gør, at den amerikanske imperialisme med djævlens vold og magt vil sikre sit traditionelle udplyndringssted – Latinamerika – og afskrække alle andre folk, der ikke mindst i Latinamerika kæmper for at afkaste sig dens åg. Plan Colombia er planen for et regulært Vietnam. Lad os håbe, at det colombianske folk ligesom det vietnamesiske vil sejre.