Politisk arbejde er arbejde med mennesker

Klassekampen er i konstant bevægelse, hvilket stiller partiet over for nye og mangesidede problemer af teoretisk som organisatorisk karakter. Det er for snævert at betragte det organisatoriske arbejde blot som et spørgsmål om organisering, optagelse i partiet, organisering af møder og lign. Det organisatoriske arbejde indbefatter politikken og ideologien, økonomien og kulturen, videnskaben og teknologien etc.

Partiets organisatoriske arbejde er ikke noget forstenet og uforanderligt. Partiets former og metoder er tværtimod dynamiske og foranderlige i takt med tidens udviklingstrin. Hvad der duede og virkede for få år eller måneder siden, kan vise sig at være udlevet og forældet i dag. Bevidstheden er vokset fra det.

Det gælder også former og metoder for rekruttering.

En vigtig del – hvis ikke den vigtigste – af partiets organisatoriske arbejde er styrkelsen af partiets sammensætning og størrelse, hvilket skal ses i sammenhæng med partiets opgave med at højne arbejderklassens bevidsthed.

Klassekampens udfald afhænger nemlig af styrken af arbejderklassens bevidsthed eller styrken i – som Enver Hoxha beskriver det – dens stålsatte organisation, hvilket først og fremmest vil sige dens parti:

"Hvis arbejderklassens ideologi og politik skal virkeliggøres med succes, er det derfor nødvendigt at vie partiets rolle som organiserende kraft den største opmærksomhed." Fra Enver Hoxha: Om den teoretiske og praktiske betydning af det organisatoriske arbejde.

"Organisatoriske problemer kan ikke adskilles fra dets organisatoriske arbejde i forhold til alle de forskellige opgaver og problemer, som partiets linie omfatter." Enver Hoxha, samme sted.

Under krigen dikteredes partiet til at arbejde illegalt. I dag er vores mest anvendte metode den legale, uden vi glemmer nødvendigheden af den revolutionære årvågenhed, der bærer illegaliteten i sig. Under kapitalens kriser og depressioner bliver massearbejdsløsheden hverdagskost, som nødvendiggør, at kommunisterne ikke kun politisk prioriterer problemet højt; men også må finde former og metoder, der giver arbejdsløshedsbevægelsen – og for den sags skyld hele arbejderklassen - mæle og kampmuligheder.

Således skifter de organisatoriske former i takt med tiden.

Det gælder selvsagt også den side af det organisatoriske arbejde, som omhandler rekruttering!

Jeg vil ikke her gå i dybden med forslag til, hvilke forummer der vil være bedst egnede til vore nuværende kontakter og sympatisører, men i stedet forholde mig til nogle politiske, ideologiske og psykologiske betragtninger i arbejdet med at rekruttere.

Enver Hoxha beskriver det meget smukt:

Disse fænomener har forskellig vægt i forskellige sociale lag, køn, aldre, by- hhv. landboere osv.

Derfor må formerne og metoderne over for disse forskellige sociale lag og mennesker være forskellige – og i øvrigt foranderlige med tiden!

Kendskabet til og respekten for den enkeltes psykologi, personlighed, værdighed, forlegenhed, stolthed og moral er vigtig. Mennesker har følelser, som ikke må krænkes, men skal beskyttes og styrkes.

Det kræver opmærksomhed, også i vores adfærd i ellers beskyttede kollektive rammer. Det være sig uden for partiet, sammen med studie- eller arbejdskammerater og lign., og det gør sig gældende i partiets egne kollektiver.

For nye interesserede, kontakter eller sympatisører gør sig deres betragtninger. Bevidst eller ubevidst bliver al opførsel, der ikke kritiseres, opfattet som værende partiets norm og moral.

Chauvinistisk, nedladende, brovtende eller anden dårlig adfærd vil ofte blive opfattet identisk med partiets menneskeopfattelse. Det gør indtryk, og det går ikke med bortforklaringer a la: Det var kun for sjov!

Kalinin, medlem af SUKP, det daværende socialistiske Sovjetunionens Kommunistiske Parti, holdt en tale under 2. Verdenskrig for nogle partifunktionærer, der omhandlede "Nogle spørgsmål om partiarbejdet blandt masserne". Talens formål var at ruste partifunktionærerne til med de rigtige former at kunne mobilisere den største offervilje i kampen mod Nazitysklands erobringskrig. Nogle få udpluk understreger, at adfærden ikke er ligegyldig:

Det siger også lidt om forskellen i tiden. Den opmærksomme har noteret, at Kalinin omtaler partilederen som hankøn, hvilket givetvis var den skinbarlige virkelighed i SUKP i 1942; men den holder altså ikke i dag.

For at vende tilbage til eksemplerne fra vores egen verden og udsagnet: "Det var kun for sjov" – så er der altså ikke nedlagt forbud mod humor! Det er faktisk et dekret at udøve humor, hvis vi skal rekruttere!

For nu ikke at tilte problemets omfang fuldstændig skal det slås fast, at det enkelte partimedlem grundlæggende set har en o.k. adfærd. Det samme gælder for vores kollektiver, men der er nu alligevel grund til at være på vagt.

Sejhed er i øvrigt et af de karakteristiske træk ved arbejderklassen i almindelighed. Det er jo heller uden grund, at vi lægger så stor vægt på netop at rekruttere fra arbejderklassen. Partiets egen klassesammensætning har afgørende betydning for partiets revolutionering – og siden autoritet i arbejderklassen. Hvordan skal vi kunne lede arbejderklassen i kampen for revolutionen, hvis ikke arbejderklassen udgør flertallet i partiet?

Arbejderklassen har som den eneste klasse "en verden at vinde og kun sine lænker at miste" – og uden denne ånd vil partiet degenerere før eller siden.

Derfor må vores rekruttering have en absolut primær fokus på arbejdere, vores optagelseskriterier må være mindre krævende, i sammenligning med eksempelvis intellektuelle, og vores skoling må tilpasses, så den tager højde for den enkeltes problemer med at tilegne sig ML-teori.

Når alt det er sagt, så skal vi lige slå koldt vand i blodet: Vi har den højeste andel af arbejdere i APK end noget andet dansk erklæret kommunistisk, endsige socialistisk parti!

Men det ændrer ikke ved fortsat at prioritere denne retning.

Ungdommen har sine egne særtræk af mod, vilje, fleksibilitet og mange andre træk. De repræsenterer også partiets fremtid. Vi kan konstatere, at vi også her relativt set står med virkelige gode kort på hånden. Antallet af unge er – i forhold til APK´s størrelse – højere end andre erklærede kommunistiske organisationer. Og samtidig har vi allerede en håndfuld kadrer, uddannede kommunistiske ledere, blandt de unge.

Vi kan til gengæld konstatere, at med vores nuværende sammensætning er kvinderne alt for svagt repræsenteret. Kvindernes dobbelte undertrykkelse, deres pressede hverdag og en vis – i modsætning til de fleste mænd – tilbageholdenhed gør, at det er vanskeligere at rekruttere kvinder, specielt når dominansen af mænd er så voldsom, som den er i partiet i dag.

Det understreger blot nødvendigheden af, at vi får denne side med os!

Prioriteringen af disse grupper må/skal virke ind på vores initiativer, henvendelser, fremstød osv.

Det gælder redskaber som Kommunistisk Politik, det gælder Foreningen Oktober, møder og andre kollektive skridt. Og det gælder den personlige fokus i forhold til vores respektive bekendte, naboer, familie, arbejds- og studiekammerater osv.

Al erfaring fortæller os, at det er den personlige mobilisering, der er afgørende.

Oplægget her giver ikke så mange konkrete bud på, hvordan vi indretter vores arbejde og tænkning i forhold til de forskellige grupper, men er mere begrænset sig til at sætte fokus på og understrege nødvendigheden af at arbejde skabende og levende politisk, ideologisk og psykologisk, for uden det finder vi ikke de rette organisatoriske former i vores arbejde med at styrke sammensætningen og størrelsen af partiet.