Det lunkne Nej og det konsekvente Nej

Jo nærmere afstemningsdagen kom, jo mere fortrængtes det bærende Nej til monopolernes Unionsprojekt fra medierne og den officielle debat. Det klassebestemte Nej, arbejderklassens Nej, der tager sit udgangspunkt i, at Den europæiske Union er et barn af storkapitalen til sikring og forøgelse af profitterne, blev fuldstændig fortrængt. Og det konsekvente Nej, der som perspektiv har dansk udtræden af unionsprojektet, forsvandt på samme måde fuldstændigt ud af billedet i de sidste uger, hvor ja-siden næsten suverænt kunne bestemme slagmarken, temaerne - og vælge sine modstandere.

Pia Kjærsgård, Holger K. Nielsen, Jan Sjuursen og Jens-Peter Bonde repræsenterer alle - deres indbyrdes forskellighed til trods - forskellige varianter af et småborgerlig, vaklende Nej - et Nej til euro’en denne gang, men et Ja til EU som sådan. Med sådanne modstandere har Ja-siden på forhånd en halv sejr hjemme. De gjorde det let for tilhængerne at pege på den evige vaklen, og at disse euromodstandere i morgen siger ja til, hvad de sagde Nej til i går.

Det mest groteske eksempel var, da disse modstandere i valgkampens sidste dage åbnede for, at Danmark tiltrådte euro’en - på et senere tidspunkt. Jens-Peter Bonde ville måske med, hvis England og Sverige kommer med. Holger K. meddelte, at ‘hvis euro’en udvikler sig demokratisk’ skulle Danmark med på et senere tidspunkt. Det var både en politisk og taktisk dumhed af format, en alvorlig svækkelse afNej’et. (Også Folkebevægelsen mod EU og Ole Krarup blev citeret for udtalelser i samme retning - men det blev dementeret, uden at dementiet blev refereret noget sted.)

Sådanne modstandere giver ja-fløjen langt lettere spil, end den fortjener, og dens drevne taktikere forstod også at udnytte situationen. Med sådanne ‘ledere’ ved den brede unionsmodstand aldrig, om den er købt eller solgt, eller står overfor at blive det. Opportunistisk taktikeri og uophørligt udsalg af arbejderklassens og den konsekvente modstands standpunkter og principper er resultatet.

Også lederen af Fagbevægelsen mod Unionen, socialdemokraten Klaus Lorentzen, formand for Lager&Handel, København, benyttede en fjernsynsoptræden til at skamrose Nyrup-regeringen og dens beskæftigelsespolitik, samtidig med at han benægtede, at EU havde haft væsentlig indflydelse på arbejderklassens eller de arbejdsløses situation indtil nu. Tilsammen får disse euro-modstabdere sammen med tilhængerne tegnet et billede af, at knap 30 års EU-medlemskab ikke har haft dybtgående og ødelæggende sociale konsekvenser, at ‘velfærden’ er blevet bevaret, at ‘selvbestemmelsesretten’ er intakt o.s.v. o.s.v.

Og dog er det det førnævnte dobbelte Nej: arbejderklassens Nej og den konsekvente folkelige unionsmodstand, der er den stabile og bærende kraft i den stærke danske unionsmodstand, som kun er blevet mere indædt med 28 års erfaring med dansk medlemskab og stadig mere union. Det eksisterer - og ville også eksistere som en stærk politisk faktor uden en Kjærsgård, Holger K. eller Jens-Peter Bonde, der til gengæld ikke ville eksistere uden det. Men det dobbelte Nej er svagt organiseret og svagt repræsenteret, i medierne og i den almindelige parlamentariske debat. Over en lang periode er den konsekvente modstands organisering i Folkebevægelsen mod EU blevet undergravet, ikke mindst siden Jens-Peter Bondes splittelse af Folkebevægelsen og dannelsen af Junibevægelsen. Og stærke kræfter i Folkebevægelsen selv er slået ind på det opportunistiske principudsalg af den konsekvente modstands standpunkter, maskeret som ‘taktiske hensyn’.

Kun Folkebevægelsens Ungdom og dens eurofori-kampagne afviste dette taktikeri.

Arbejderklassens Nej og den konsekvente unionsmodstand står med store opgaver efter afstemningen i en situation forplumret af det lunkne, småborgerlige Nej: Nice-traktaten ligger lige for, kursen hen imod den egentlige unionsstat med egen mønt, hær og forfatning er udstukket i de næste år. Vejen væk fra euro’en og alle dens bindinger og vejen helt ud af Unionen bliver lang.