Spørgsmålet er af strategisk betydning og berører arbejderklassens historiske opgave, klassedefinitionen, partiet af ny type: det stålsatte handlingsparti baseret på enhed i tanke og handling, som Lenin udviklede i benhård kamp mod socialdemokrater og centrister såvel som imod tanker om absolut frihed til kritik og ret til dannelse af fraktioner.

Historisk har arbejderklassen rollen som den klasse, der har fremtiden med sig: den ledende rolle, banebryderen for det nye samfund, i kamp mod borgerskabet og frem mod det socialistiske samfund med arbejderklassen ved magten.

Andre klasser går tilbage - de har historiens hjul imod sig.

Arbejderklassen har intet at miste, i modsætning til andre klasser. Arbejderklassen har kun sine lænker at tabe, som Marx og Engels formulerede det.

Den socialistiske revolutions skæbne afgøres af arbejderklassens organisering som klasse og dens bevidsthed. Arbejderklassens succesrige omstyrtelse af borgerskabet og opbygningen af socialismen kan ikke ske uden arbejderklassens bevidste fortrop, dens parti, en uadskillelig del af klassen.

Vores opgave som kommunister består i at forberede den socialistiske revolution, at organisere arbejdernes tanker, udvikle deres bevidsthed om klassens rolle. Det sker sammen med klassen i kamp mod kapitalen. Det er gennemprøvede historiske og videnskabelige erfaringer.

Skal alt dette være mere end ord, må det få stor betydning på mange områder i forhold til:

- hvem vi henvender os til

- hvordan vi henvender os

- hvordan vi udvikler det proletariske parti og de kommunistiske kadrer.

Socialisme kan ikke ske ved, at en lille elite fortæller arbejderklassen, hvad den skal gøre eller tænke, ej heller sikres ved, at en lille gruppe laver kup og erobrer magten. Derfor er det af afgørende betydning, at det kommunistiske parti styrker sine forbindelser i arbejderklassen, vender ansigtet mod arbejdspladserne.

Det er indlysende, at det kommunistiske parti for at kunne udbygge sin autoritet og vinde klassens flertal, må basere sig på kommunistiske arbejdere samt på de kommunistiske intellektuelle, som fuldt og helt forbinder sig med arbejderklassens sag og stiller sig på arbejderklassens standpunkt.

Revolutionære intellektuelle har spillet en stor rolle i den internationale kommunistiske bevægelses historie. Men gruppen af intellektuelle glimrer ikke ved deres antal, men ved disse enkeltpersoners særlige personlige fremragende evne til at lære af arbejderklassen og bibringe klassen perspektiv gennem arbejderklassens teori – Marx, Engels, Lenin, Stalin, Enver Hoxha. Det gælder også i Danmark, tidligere i DKP, DKP/ML, og i dag APK.

Men det er også et faktum, at lod vi det spontane gælde i forhold til udviklingen af politiske ledere, ville majoriteten i partiets ledelse let komme til at udgøres af intellektuelle og mellemlagsfolk. Folk, som via deres sociale placering har evner og udviklet en række færdigheder. Kammerater, der ikke underkender deres egen værdi, der er vant til at stille sig frem og fortælle om sammenhænge.

Medens den klassebevidste arbejder, der får kontakt med det kommunistiske parti, i denne sammenhæng ofte glimrer ved sin beskedenhed. "Det er der nok andre, der ved bedre end jeg og er vant til," er tanken.

I forhold til styrkelsen,udviklingen og opbygningen af partiet er det et vigtigt spørgsmål.

Spørgsmålet om, hvordan vi bedst sikrer et stålsat parti, der kæmper, handler agiterer og studerer og ikke lade sig presse ud i opportunismens sump.

Generelt betragtet vil den bevidste kommunistiske arbejder besidde en større sejhed end gruppen af kommunistiske intellektuelle.

Det er der forklaringer på:

For den bevidste kommunistiske arbejder har hans verden oftest udviklet sig fra klassemodstanden mod kapitalister ud fra sine egne erfaringer til at kunne se sammenhængen i imperialismens rolle og socialismens fremtid. Arbejderen har fået mere solid grund under klassereaktionen, styrket håbet og perspektivet om en anden verden og ser nu kampen som forberedelse af kampen om magten.

Ofte har den bevidste intellektuelle kommunists verden udviklet sig på basis af en humanistisk opfattelse af, hvor dårligt de undertrykte folk og nationer rundt omkring i verden bliver behandlet, til at kunne forstå, at det er selve kapitalismen og udbyttersystemet, der er problemet, og at arbejderklassen overalt i verden har fælles interesse imod imperialismen.

Ser vi nærmere på egenskaber, som arbejderklassen ud fra sin klasseplacering lettere udvikler end i andre klasser og lag, så er det god forståelse for solidaritet og sammenhold, kollektivitet, beslutsomhed, præcision, sejhed, kontanthed, afvisning af smålighed, ligefremhed.

Ser vi nogle egenskaber, som lettere udvikles hos intellektuelle ud fra deres klasseplacering, er det, at være sin egen herre, have sit eget intellektuelle projekt, dvs. individualisme og modstand mod kollektivitet, sårbarhed overfor kritik, intellektuel selvoptagethed. Stor dygtighed til at sætte sig ind i teoretisk stof og fremføre det.

Det er klassemæssige træk som gør sig gældende og betyder, at den intellektuelle har sværere ved at indgå i arbejderklassens og dens fortrops, dvs. partiets, normer og disciplin.

Partiet af ny type, som Lenin udviklede i hård kamp, var et stålsat handlingsenigt parti, med enhed i tanke og handling gennem demokratisk centralisme, der afviste fraktioner.

For den revolutionære intellektuelle er det en hård kamp at erobre et solidt klassestandpunkt og fastholde det i opgør med tidligere klassestandpunkt.

For arbejderen, for hvem det et spørgsmål om at udvide sit klassestandpunkt, kan det være en hård kamp at fordybe sig intellektuelt og bogligt i det marxist-leninistiske-skatkammer, som eksisterer.

Det er kendsgerninger, vi må tage højde for

I vores strategiske kamp ønsker vi at udvikle forbindelserne med arbejderklassen, hvor der er sejhed og beslutsomhed.

Ud fra en kommunistisk bevidsthed og platform ønsker vi mere handling og mindre snak.

Hvis spørgsmålet om socialisme ikke skal være snak, er der al mulig grund til at sætte arbejderklassen i centrum. Når vi sætter arbejderklassen i centrum, må det gennemsyre alt vores arbejde.

Vores udadvendte aktiviteter, som lige nu EU-kampen, den faglige kamp og dens organisering på et kampgrundlag, har en utrolig stor betydning for klassens enhed og forberedelsen af socialismen.

Det er heller ikke så underligt, at vi har sagt, at ungdommens kamp, især arbejderungdommen og den faglige kamp, er de vigtigste områder for os.

Vi må sætte arbejderklassen i centrum i vores agitation og propaganda og sikre en levende og forståelig agitation og propaganda. Et parti med store mål, som ikke skal være et bedrevidende parti over for arbejderklassen i sin agitation og presse. Men et parti, som via at bibringe indsigt og sammenhænge giver kæmpende arbejdere øget forståelse og kampvilje og mod på kampen og samarbejdet med kommunisterne.

Kunsten er ikke at lire de teoretiske sandheder af, men at tænke ind i, hvor folk står, hvad de tænker, og hvordan vi bringer dem videre omkring vigtige spørgsmål i vores fælles kamp.

Faktisk er kunsten at organisere folks tænkning. Jo større andelen af bevidste kommunistiske arbejdere er i partiet, jo bedre vil vi også blive til det.

Vi skal altså tænke ind i ikke at forfladige vores agitation og propaganda og agitation, men at gøre den vedkommende og forståelig og ikke benytte os af et internt partisprog, som let kan udvikles.,

At sætte arbejderklassen i centrum betyder også, at vi i partiet i grundorganisationerne udvikler en "varm", åben, livlig og proletarisk stil, der baserer sig på, at vores arbejde er med mennesker, og at vi er forskellige, men forenede om en fælles kamp. Hvor alle kan diskutere og komme til orde, og når vi kritiserer hinanden, sker det ud fra en partipolitisk grundholdning og aldrig ud fra positioner i partiet. Vi må tage vare om hinanden, hvis kammerater får problemer, og ikke blot gå videre til næste kampvillige kammerat, som er fit for fight.

Vi ønsker at styrke og udvikle kæmpende grundorganisationer, hvor der er enhed i handling, hvor storskryderi eller mobning ikke har gode vilkår, hvor præcision mht. f.eks. mødetid ikke er udtryk for manglende spontanitet, men udtryk for arbejderklassens disciplin, og at det akademiske kvarter eller halve time er spild af hinandens tid og vores kamp. Hvor vi tænker ind i, at grundorganisationer må slutte på et tidspunkt, før arbejderne i partiet er blevet nødt til at tage af sted, fordi de skal tidlig op på arbejde.

Vi må undgå en situation, hvor ofte beskedne klassebevidste arbejdere overses, fordi de ikke selv bringer sig i rampelyset i forhold til politiske og teoretiske opgaver, og det gælder ikke mindst kvinder (i andre fora som på arbejdspladsen o. lign. kan folk nok forstå at komme til orde).

Men vi må tværtimod tænke ind i at gøre en særlige indsats for især at sikre, hvordan arbejderkammeraternes udvikling som ledere kan ske. Det vil oftest kræve mere omtanke og støtte. Det kan ofte se lidt sværere ud, men det er investeringer, der betaler sig, og kammerater overrasker sig selv og andre om de muligheder, de rummer.

Vi må i grundorganisationsledelserne tænke ind i, at arbejderkammerater i partiet med et stærkt klassestandpunkt udvikles som ledere i en trinvis proces med støtte. De kommunistiske arbejdere må aldrig reduceres til praktiske grise, fordi de er gode til noget sådan arbejde. Det gælder ift. studier og ledelsesopgaver. Ekstra opmærksomhed og bevidst plan vil give sig igen mangefold. Med støtte og hjælp vil de også selv få større forståelse for de talenter, de rummer og kan udvikle.

Små sejre udløser utrolig energi og engagement.

Vi må tænke ind i, hvordan vi sikrer, at arbejdere kommer til orde, så de udvikler sig, ikke mindst arbejderkvinderne.

På hjemmebane kan arbejdere ofte være meget kontante og højestråbende, men modsat kan de også være tilbageholdende og beskedne i starten i forhold til større politiske diskussioner i partiregi

At sætte arbejderklassen i centrum vil have stor betydning for udvikling af de opgaver, vi står over for i grundorganisationsarbejdet, hvor vi er i gang med at smide resterne af diskussionsklubber væk og udvikle klassekampenheder, hvor det, der diskuteres, er forbundet med den udadvendte praksis.

At sætte arbejderklassen i centrum i alt vores arbejde, også det interne og organisatoriske, er ikke udtryk for sænkning af niveauet, men udtryk for en kvalitativ styrkelse af det arbejde, vi er i gang med at forberede.

En vigtig målestok for, hvordan det går med at sætte arbejderklassen i centrum, vil være, i hvor høj grad vi er istand til at nærme arbejderkvinderne til partiet og i partiet udvikle dem som ledere. Går det godt her, så er vi på mange måder på rette vej.

HPJ