EU og indvandrerne i Danmark

Nu skal vi igen til stemmeboksene og afgøre, om Danmark for alvor skal tilslutte sig Fort Europa. Men spørgsmålet er, hvad afstemningen vil betyde? Skal vi bevare kronen, eller skal vi tilslutte os den fælles valuta og vinke farvel til den smule selvstændighed, der er tilbage?

Danmark er forvejen tilsluttet EU, hvilket har betydet, at Danmark har mistet en stor portion af sin selvbestemmelse. Dvs., at hvis der er uoverensstemmelser mellem danske regler og EU-regler, så er det i sidste ende EU-reglerne, der gælder. Problemet er på nuværende tidspunkt, om Danmark skal afgive sin selvstændighed fuldstændigt og lade unionen bestemme vores dagligdag og fremtid.

Unionspolitikerne er nødt til at lyve og bedrage for at overbevise befolkningen om, at ØMU’en er et projekt for os alle sammen. Rige som fattige. Men vi ved udmærket godt, at EU ikke kan skabe lige vilkår og ens muligheder for alle. For så længe kapitalisterne har privateje over produktionsmidlerne, tjenes der penge på andres arbejde.

Flertallet af arbejderne er ikke bare skeptiske over for EU. Deres egne erfaringer har lært dem betydningen af monopolernes voksende styrke - dårligere arbejdsvilkår, større arbejdsintensitet og større konkurrence blandt arbejderne for at undgå at havne i arbejdsløshedshæren.

En stor del af indvandrerne i Danmark tilhører arbejderklassen, hvilket deres børn også kommer til. Det betyder, at EU’s direktiver også har en indflydelse på indvandrernes liv. Men indvandrerne ser til gengæld lidt anderledes på EU, end almindelige danskere gør.

Det hænger måske sammen med, at mange indvandrere er isolerede i Danmark på grund af ghettodannelser, sprogvanskeligheder og kultursammenstød. Det resulterer ofte i, at de har meget lidt kontakt med danskerne, hvilket gør det lettere at sprede fordomme og myter, som er grobunden for fremmedangst og racisme.

En stor del af indvandrerne har ikke stemmeret, fordi de ikke har dansk statsborgerskab, hvilket gør, at interessen for EU falder. Man vil ikke koncentrere sig eller bruge kræfter på noget, hvor man ingen indflydelse har. Indvandrerne oplever dagligt diskrimination på alle mulige måder som f.eks. på arbejdspladserne, skolerne, på gaden og mange andre steder.

Men en hel del af indvandrerne følger heller ikke med i de danske medier og kan derfor heller ikke forholde sig kritisk til noget, de ikke har kendskab til. Deres politiske engagement er ofte meget dårligt eller rettet mod hjemlandet. På denne måde er de mere interesserede i, hvad der foregår i deres oprindelige land.

Disse forhold forsøger man at vende mod indvandrerne selv, lurer dem til at gå mod deres egne interesser ved at sælge en drøm om "det store grænseløse fælles Europa", hvor alle kan færdes frit og frit rejse hen, hvor der er arbejde, uddannelse og gode forhold.

Samtidig fremstilles EU-modstanden som dansk nationalisme a la Pia Kjærsgaard.

Specielt blandt tyrkerne i Danmark er man begyndt at interessere sig mere for EU, fordi de nu tror, at Tyrkiet vil opnå medlemskab i EU, og hilser dette som en positiv udvikling. De vil gerne se EU som forkæmper for deres rettigheder, kultur og religion. Også kurdiske organisationer og foreninger har udtalt, at det helt klart er skridt i den rigtige retning. Mange er overbeviste om, at Tyrkiets medlemskab vil medføre mere demokrati og overholdelse af menneskerettigheder, og på denne måde håber de, at EU kan tvinge Tyrkiet til at give en række indrømmelser over for det kurdiske folk.

Men én ting er, hvad man gerne vil se. Noget andet er virkeligheden. Den er, at EU hverken er nogen forkæmper for tyrkiske, kurdiske, portugisiske eller danske arbejdere. Uanset hvilken nationalitet arbejderne i EU kommer med. Tværtimod.

De skal betale prisen for en ny europæisk stormagt.

Det er kendsgerning, at indvandrerne har en speciel følelse for deres hjemland, og at de i alt for høj grad fokuserer på hjemlandets politiske udvikling. Men det er også en kendsgerning, at indvandrerne har boet rigtig mange år her i landet, og deres børn vil også blive boende, hvilket gør dem til en del af samfundet. Indvandrerne arbejder sammen med danske arbejdere, deres børn går i skole med danske børn, de oplever nedskæringer på uddannelsesområdet, udhulingen af de offentlige serviceydelser, hetzen fra arbejdsgiverne, forværringen af de arbejdsløses forhold, altså kort sagt, vi ånder og lever sammen.

Vi tror ikke på, at unionen kan sikre befolkningen velfærd og en tryg fremtid. For os er EU en klub for de rige. Den gavner de store europæiske monopoler, der i kraft af deres penge kan bestemme over EU. De store bankmonopoler og krigsindustrier sidder tungt på EU’s politik. Vi hører gang på gang påstande om, at Danmark vil blive isoleret og ikke være til stede hvor beslutningerne tages, hvis Danmark stemmer nej til ØMU’en.

En anden side af EU, som skjules af politikerne, er, at EU er ved udvikle sig til en stat med fælles politik på næsten alle områder, fælles kultur og ikke mindst en gigantisk europahær, der skal sende europæiske mænd ud i blodige krige for at sikre kapitalens interesser og nye markeder.

Fremtiden for indvandrerne er, at de aktivt deltager i det politiske og sociale liv side om side med danskerne. Det må være forudsætningen for, at indvandrernes forhold kan forbedres. Trods de forskelligheder, der må være mellem danskere og indvandrere og deres måder at leve på, bør det ikke være en hindring for foreningen af danskere og indvandrere i kampen mod EU.