Vi kæmper for

revolutionen og socialismen

Ansporet af vores forpligtelse til at befordre den sociale revolutions sejr er vi mødtes til det 4. internationale seminar om Revolutionens problemer i Latinamerika, hvor vi drøfter vores synspunkter vedrørende revolutionens karakter. Diskussionen har været åben, ligefrem og tankefordybende og er blevet gennemført i en kammeratlig og broderlig ånd - vi udvekslede opfattelser og kriterier, som vi fortsat må drøfte. Vi var enige om nødvendigheden af at tage fælles solidaritetsinitiativer.

Vi var enige om at karakterisere vores nuværende epoke som imperialismens og de proletariske revolutioners epoke. Denne epoke begyndte med den bolsjevikiske revolutions sejr i 1917, som oprettede verdens første socialistiske stat. Det er en kendsgerning, at socialismen senere led et nederlag, men der er tale om et historisk midlertidigt nederlag. Efter den ebbe, som påvirkede den revolutionære og folkelige bevægelse i hele verden, er vi i dag i færd med at hjælpe den til at komme sig igen. På alle fem kontinenter, i både de imperialistiske af de afhængige lande, gør arbejderklassen og de udbyttede masser fremskridt m.h.t. deres organisering og kamp for materielle og politiske krav, og de formår undertiden at ryste det herskende systems strukturer. Disse kampes kontinuitet, deres former og det niveau, som de opnår, samt de sejre, som arbejderne og folkene har opnået i deres kamp, tillader os at konkludere, at nye revolutionære bølger rejser sig i forskellige dele af verden.

Kampen for revolutionen og socialisme tager nødvendigheden af at bekæmpe revisionisme og opportunisme på alle felter i betragtning.

I verden i dag findes der en milliard sultne mennesker, to milliarder otte hundrede millioner mennesker er arbejdsløse eller underbeskæftigede; på den anden side besidder verdens tre rigeste personer værdier, som er større end det samlede nettoprodukt i Afrikas otteogfyrre lande. Arbejderklassens sociale revolution er i dag – ud over at være en historisk nødvendighed - også en konkret mulighed og en sikker fremtid.

Indtil for få år siden anbragte de politiske betingelser og det brutale antikommunistiske angreb, som vi, arbejderne, folkene og de revolutionære, blev stillet over for, os i en defensiv position, som tilmed førte til, at der var nogle, som rejste spørgsmålet, om den sociale revolution var en farbar vej eller ej, og som fik andre til at desertere fra den revolutionære kamp. I dag er forholdene anderledes: Genoplivningen af de folkelige kræfter og deres fortropsafdelinger får os til at drøfte revolutionens karakteristika, indholdet af dens program, den form, den antager forskellige steder, og vejen til magterobringen. Dette er et udtryk for den ny og anderledes politiske periode, vi befinder os i.

Kampen for arbejderklassens frigørelse er international i sit væsen - men den antager i hvert land en national form. Modsætningen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og den private tilegnelse af den samfundsmæssige rigdom er den kapitalistiske akkumulations støttepille, men det er også dens akilleshæl, fordi den også med arbejderklassens tilblivelse skabte dette systems gravlæggere. Denne modsætning gennemsyrer hele vores historiske æra og vil kun blive løst med socialismen.

Kampen for revolutionen og socialisme i hvert land er en del af verdensrevolutionen. Vi revolutionære har forpligtelsen til at organisere og gennemføre revolutionen i vores egne lande, at besejre imperialismen og dens lokale forbundsfæller i vores egne lande. Det er indlysende, at den revolutionære kamp overskrider de nationale grænser, fordi det rammer og svækker det imperialistiske herredømmes kæde. Denne grænseoverskriden medfører behovet for at udvide solidaritetsaktionerne - hvis vi skal organisere internationalistiske brigader, kamporganisationer og bidrage med vores solidaritet på alle områder for revolutionens sejr i ét land, så må vi gøre det, det er vores forpligtelse, ligesom det gælder alle anstrengelser for opbygningen af det ny samfund.

Kapitalismens ujævne udvikling, skærpelsen og udviklingen af magtforholdene, krisens uddybning samt andre forhold udfolder sig ikke på samme måde alle steder; de kan være mere skærpede og bryde ud i ét land før et andet. Sådanne kendsgerninger viser gyldigheden af den leninistiske tese om den revolutionære situations mønster. De proletariske revolutionære må skabe og drage fordel af denne situation og give revolutionen retning. Samtidig sætter kapitalismens ujævne udvikling og udviklingsforløbet af vores historiske epokes og nutidens grundlæggende modsætninger en tyk streg under gyldigheden af tesen om, at revolutionen bryder ud i det svageste led i imperialismens kæde, og fordrer, at de revolutionære gør sig forenede anstrengelser for at sønderbryde det.

For nærværende stoler vi revolutionære i hver vores forskellige lande på et international bagland, der består af det store arbejderklassekontingent, som kæmper i alle lande, af de undertrykte masser, som modigt er gået i kamp, af guerillastyrkerne og hærene af revolutionære, der kæmper for frigørelse, af de kommunistiske og revolutionære partier, som konsekvent kæmper for kapitalismens eliminering, af den udbredte offentlige mening, som stiller spørgsmålstegn ved det imperialistiske herredømme, og som stiller sig på arbejderklassens og folkenes side.

Dette bagland findes i alle lande. Det udtrykker sig og vil komme til udtryk med solidaritet i forskellige former, i overensstemmelse med omstændighederne. Dette var Oktoberrevolutionens erfaring og var en af den socialistiske opbygnings støttepiller. Vi må bidrage til udviklingen af dette bagland og fremskynde den revolutionære proces, som er i gang.

Den politiske kampagne, som søger at vise, at arbejderklassen ikke længere har de historiske betingelser for at føre an i revolutionen, og at der er nye sociale aktører, som skulle stille sig selv i spidsen, fortsætter. Revolutionen ledes ideologisk og politisk af arbejderklassen med dets kommunistiske parti som klasseorganiseringens højeste form.

Intet i kapitalismens nutidige udvikling benægter den revolutionære og ledende rolle, som arbejderklassen må opfylde. Kun arbejderklassen kan føre revolutionen hele vejen igennem.

Vi kæmper for socialisme og kommunisme, kun det kan afskaffe det forhadte kapitalistiske system, kun socialismen kan frelse menneskeheden. Da dette er vores mål, må vi for at bygge det tage udgangspunkt i hvert lands virkelighed, i udviklingen af produktivkræfterne og i produktionsforholdene, i den historiske proces, som er gennemløbet under de forskellige betingelser, som bestemmer den taktik og strategi, som vi revolutionære anvender for at udkrystallisere vores mål.

Den socialistiske revolution inkorporerer i større eller mindre omfang, i overensstemmelse med hvert enkelt lands kapitalistiske udviklingsgrad, opfyldelsen af antiimperialistiske og demokratiske opgaver. I hvert enkelt tilfælde sker dette som en del af én sammenhængende proces, hvori antiimperialistiske og demokratiske foranstaltninger er sammenvævet med socialistiske. I imperialismens og de proletariske revolutioners epoke kan antiimperialistiske foranstaltninger ikke gennemføres fuldstændigt uden det socialistiske perspektiv. Der er en dialektisk sammenhæng mellem dem.

Der er andre opfattelser med udgangspunkt i den uafbrudte revolution i forskellige etaper, som sætter den folkeligt demokratiske, agrariske og antiimperialistiske revolution i centrum i en uafbrudt march mod socialismen. Det er de kommunistiske partiers og de revolutionæres ansvar at udarbejde programmet for revolutionen i hvert enkelt land med udgangspunkt i dets konkrete betingelser, som stiller os over for nødvendigheden af at uddybe den marxistiske analyse af virkeligheden og af en større integration med den marxistisk-leninistiske teori.

Det kapitalistiske system begyndte med vold, det er dets natur, og de, som støtter det, søger tilflugt i vold for at slukke flammerne fra kampen og udrydde revolutionens forkæmpere. Mod den reaktionære vold sætter vi massernes organiserede vold mod deres undertrykkere. Den sikre vej til magtens erobring er folkenes væbnede opstand i den revolutionære krig. Og når magten er erobret, må den opretholdes af det væbnede folk, af de revolutionære hærstyrker, som erstatter den reaktionære armé.

Vi bekræfter igen, at vores forpligtelse gælder den proletariske verdensrevolution, den proletariske internationalisme, vi solidariserer os med den kamp, som folkene iværksætter.

At begrænse kampen inden for nationale grænser er at handle mod revolutionens sejr; derfor påtager vi os ansvaret for at forene vores anstrengelser for at imødegå imperialismen, kapitalens dominans, for at opfatte folkets kamp som vore søskendes kamp, hvad den i realiteten er.

Vi bør i dag i særdeleshed energisk give vores solidaritet til det colombianske folk, med dets politiske og folkelige venstreorganisationer, med guerillastyrkerne, imod stormagternes og især USA-imperialismens intervention, som forbereder at invadere Colombia i et forgæves forsøg på at kvæle revolutionen med den såkaldte Plan Colombia, som i virkeligheden er en regional anti-opstands-plan.

Vi solidariserer os med alle folk i verden, som kæmper for deres frigørelse, og i særdeleshed afviser vi den brutale blokade mod Cuba, bombningen af og blokaden mod Irak, aggressionen mod Jugoslavien og andre folk. Vores støtte går til de revolutionære forkæmpere, som er ofre for undertrykkelsen, som berøves deres frihed eller forfølges for at begå politiske ‘forbrydelser’, som ikke består i andet end at stille sig på retfærdighedens og frihedens side.

Med en omskrivning af ordene fra Det Kommunistiske Partis Manifest siger vi, at kommunismens spøgelse atter går gennem verden, og at imperialismen og borgerskabet ryster ved det.

Vi revolutionære tager de udfordringer, historien har pålagt os, i vores hænder - og vi vil sejre!

Vi vender tilbage for at mødes til det 5. internationale seminar næste år.