Uden klassekamp ingen kamp mod højrefløjen

Men pjecen er samtidig et ynkeligt og hyklerisk forsvar for Socialdemokratiets og fagbevægelsens tops politik for klassesamarbejde, fuld tilpasning og integration i monopolernes Europa. En politik, hvis velkendte konsekvens er afmonteringen af velfærden for det store flertal af befolkningen, ikke mindst arbejderklassen..

LO-formændene Hans Halvorsen, Århus, og Kaj Poulsen, Ålborg, stiller sig på "venstre"- socialdemokratiske positioner for at forsøge ad den vej at retfærdiggøre fagtoppens politik for klassesamarbejde. En politik, der har ført til splittelse og stor ideologisk forvirring i arbejderklassen.

Dansk Folkeparti har ikke tænkt sig at røre en finger for de arbejdere, der har stemt på det. Selvom de kæfter op om uretfærdigheder i tide og utide. Dansk Folkeparti er en folkeforfører, et højreekstremt parti, der bruger venstreradikale ord for at få folk over på deres side. Partiet er en brik, som de høje herrer i monopolerne har taget i brug for at så splittelse i arbejderklassen og forsøge at dreje utilfredsheden til højre..

I LO’s pjece indledes der med denne karakteristik af Dansk Folkeparti: "Med en politisk cocktail rystet sammen af lige dele frygt for fremmede, for EU, for vold og kriminalitet og et forsvar for "danskheden" og "den lille mand" har Pia Kjærsgaard og Co. tilsyneladende fundet en formel, der sælger billetter, og mange medlemmer er faldet for dette budskab."

Pjecen opstiller Dansk Folkepartis politik på forskellige områder overfor Halvorsens og Poulsens.

Dansk Folkeparti mener, at lønspørgsmål skal afgøres direkte mellem arbejdsgiver og lønmodtager. Mindstelønnen skal afskaffes.

LO-formændene taler udenom i deres svar angående de direkte lønforhandlinger. Og det forstår man jo godt, idet deres elskede fagtop har arbejdet i retning af individuelle lønforhandlinger. Med hensyn til mindstelønnen svarer de, at fagbevægelsen netop har holdt fast i mindstelønssatser i overenskomster. Men her undlader de at sige, at mindstelønnen faktisk med fagtoppens billigelse er undergravet for folk, der er i tvangsarbejde under en eller anden form. Tillige har EU sat afskaffelsen af mindstelønningerne på dagsordenen.

Men hvad med lønningerne for det store flertal af befolkningen?

Hvorfor undgår I at tale om dette? Kan det hænge sammen med, at I selv har været med til at anbefale den ene minusoverenskomst efter den anden? Realiteterne er jo, at ikke engang reallønnen har kunnet sikres, mens erhvervslivet har kunnet skovle milliardgevinster hjem.

Dansk Folkeparti vil have forbudt strejker på livsvigtige områder og have overenskomststridige strejker straffet hårdt. Med andre ord vil partiet stække arbejdernes muligheder for klassekamp yderligere.

Hertil er kommentaren i pjecen, "at strejkeretten er en grundlæggende demokratisk ret, og den yderste mulighed for at sige fra over for åbenlyst urimelige forhold på jobbet."

Den eneste ret til strejker, arbejderklassen reelt har tilbage, er retten til at strejke, når et mæglingsforslag er stemt ned, og til regeringen har ophøjet forslaget til lov. CO-Industri har nu foreslået, at også denne ret til kamp fjernes, idet man vil have indført strejkeforbud under urafstemninger. Og fagtoppen har i skøn forening med de siddende regeringer og arbejdsgiverforeningen fået indført blokadecirkulære, 3 til 4-årige overenskomster og en Arbejdsret, der har en meget hård praksis over for strejker. Da chaufførerne på RiBus strejkede mod åbenlyst urimelige forhold, støttet af store dele af Esbjergs befolkning, sås det tydeligt, hvad den demokratiske strejkeret er værd. Ud over politiets uhæmmede brutalitet over for de strejkende resulterede det tillige i lange fængselsstraffe til nogle strejkeledere.

Dansk Folkeparti siger, at arbejdsløshedsdagpengene skal sættes ned. LO-pjecen svarer: "At straffe ledige med lavere dagpengesatser afskaffer ikke ledigheden."

Nej, men alligevel er kendsgerningen, at arbejdsløshedsunderstøttelsen er faldet både under Schlüter-regeringen og Nyrups, set i forhold til lønniveauet. Officielt dækker understøttelsen 90%, men reelt er dækningen i dag på under 60%. Denne forringelse er sket, uden at fagtoppen har rørt en finger til fordel for de arbejdsløse. Tværtimod.

Godt nok bryster Socialdemokratiet og den faglige top sig af, at man har formået at bringe arbejdsløsheden ned de sidste år. Den officielle arbejdsløshed er da også nu på 135.000 personer. Men 256.000 er sendt over i forskellige andre ordninger, så den reelle arbejdsløshed er meget høj, minimum på 391.000.

Ligeledes er der store forringelser i de arbejdsløses rettigheder. En stadig større gruppe har ingen faglige rettigheder. Ofte må de gå for ydelser langt under arbejdsløshedsunderstøttelsen, og de fungerer dermed reelt som løntrykkere. Kun ganske få fagforeninger forsøger at organisere og hjælpe denne store gruppe af reelt arbejdsløse.

Halvorsen og Poulsen går også i rette med Dansk Folkepartis politik med, at arbejdstiden i princippet skal være fri. De skriver, at den ansatte på den enkelte arbejdsplads har snor i, hvor fleksibel arbejdstiden skal være. Til dette er der blot at sige, at enten taler herrerne Halvorsen og Poulsen mod bedre vidende, eller de ved blot ikke, hvad der foregår på arbejdspladserne. Siden fagtoppen og Dansk Arbejdsgiverforening gennemtrumfede princippet om større fleksibilitet, er de danske arbejdere tvunget til i stadig højere grad at underlægge sig markedets behov for arbejdskraft og må stille, hvor og hvornår det lige passer ind i arbejdsgivernes kram. Ofte med uoverskuelige negative konsekvenser i familierne.

Pjecen må ses som en del af den alsidige kampagne for et ja til euroen og hele EU-projektet.

Her vil man få det at se ud, som om man er arbejderklassens virkelige forsvarere, og dermed retfærdiggøre konsekvenserne af deres EU-politik. Fagtoppen og Socialdemokratiets top har store problemer med at få arbejderklassen og store dele af den øvrige befolkning til at stemme ja til euroen. Også dele af tillidslaget i fagbevægelsen og Socialdemokratiet stiller sig tvivlende over for den åbenlyse leflen for monopolernes Europa. Det er stadig mere åbenlyst for enhver, at fagtoppen og Socialdemokratiet er gået over på monopolernes side. Der må nye midler til, for at overbevise deres vælgere om, at deres klassesamarbejdspolitik er den eneste farbare vej. Dansk Folkepartis succes og den modsatte tendens for Socialdemokratiet kræver ny demagogi. Så ved at angribe Dansk Folkeparti vil man dels slå nej-sigerne i hartkorn med højrefløjen, dels skræmme sine egne tilhængere til at stemme ja den 28. september.

Så når formændene for LO beklager sig over nogle arbejderes tilslutningen til Dansk Folkeparti, vender de brodden mod de arbejdere, de selv burde være talsmænd for. Det grundlæggende problem er jo, at den danske fagbevægelse er ledt af højtlønnede pampere, der fører klassesamarbejdspolitik, med de konsekvenser det har for enheden og organiseringen af den danske arbejderklasse. Godt nok skriver LO-formændene, at fagbevægelsen må gribe i egen barm, og erkender, at arbejderbevægelsens strategi er med til at spille Dansk Folkeparti mere på banen. Men det er en selvkritik uden indhold, når de netop forsvarer den politik, der har ført til de store skavanker, der er i den danske fagbevægelse i dag.

Den socialdemokratiske regering og linie støttes af lederne i fagbevægelsen, med få modige undtagelser. Ved sidste overenskomst så vi nemlig nogle få fagforeningsledere og tillidsfolk gå mod den socialdemokratiske strøm og anbefale et nej. Og denne linie må følges op. Tillidsfolkene må gå imod socialdemokraternes systematiske undergravning af arbejderklassens vigtigste organisationer. På arbejdspladserne må man undgå at blive syltet ind i klassesamarbejdets sump. Kun ad denne vej kan vi påbegynde opbygningen af fagforeningerne som kæmpende klasseorganisationer. Og kun ad denne vej kan vi tage kampen op mod højrefløjen.