Revolutionære positioner

Som et endegyldigt overblik frem til 2000 - året af en omtumlet tilværelse i politisk kamp for kommunismen skal her nævnes positioner, hvorfra jeg indædt søgte at holde den røde fane højt trods tåbelige og forræderiske frafald fra Lenins lære.

’Kommunistisk Arbejdskreds’ med sine maoistiske eventyr blev jeg hurtigt færdig med i et opgør ved et medlemsmøde.

Min selvbestaltede Vietnam-komite på Kommunehospitalet af en håndfuld gode kammerater med effektfuld pengeindsamling til Nordvietnam og med komiteen som initiativtager til oprettelsen af Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister viste sig at være af betydning i kampen for et ægte kommunistisk parti. Her deltog jeg i en skolingssommerlejr, hvor den herlige John Max Pedersen slog tonen an for at holde KFML på det rette spor i overensstemmelse med Marx, Engels, Lenins og ikke mindst Stalins læresætninger.

Så stiftedes ’Partiet’ i Grundtvigs Hus under stor festivitas og klingende sang og spil, og endog med massemøde i Odd Fellow Palæet . Desværre blev det ikke John Max Pedersen, der blev leder af partiet, selvom han i begavelse og ideologi ragede himmelhøjt over en fantasi-centralkomité med en famøs legende maoistisk lektor ved Københavns Universitet i spidsen. Partiets navn var KAP- Kommunistisk Arbejderparti. I talrige indlæg i dets medlemsblad ’Røde Fane’ rasede jeg mod KAPs antileninistiske kapitulationslinie, indlæg som aldrig blev besvaret - hvorfor jeg igen var partiløs!

Men denne gang skulle jeg ikke begynde forfra og ’om igen’: I et borgerligt blad 1æste jeg om mit ungdomsidol Alvilda Larsen, som var formand for DKU i trediverne - og samtidig en stor forargelse over et dagblad, som hed Arbejderen. Død og kritte - øjeblikkelig blev jeg abonnent på det røde dagblad.

Det førte til et møde i et medborgerhus for sympatisører, hvor medlemmer af DKP/M - Danmarks Kommunistiske Parti Marxister-Leninister, tog mig i kraven og betydede mig, hvor jeg hørte hjemme. Det var bare lykken for mig, ihukommende John Max Pedersens ’at leve er at kæmpe’.

Der fulgte et par år med rivende aktiviteter og agitation, som det for mig var herligt at deltage i. Udover møder i grundorganisationen afholdt vi gadeagitation med salg af ’det røde dagblad’ Arbejderen, og det var lige min force. Havefester til støtte for bladet blev årligt afholdt i min have, hvor det ikke skortede på humøret og samtidig økonomisk offervilje.

På et tidspunkt løb Dagbladet Arbejderen ind i en alvorlig økonomisk krise, hvorfor bladets sideantal måtte sættes ynkeligt ned til en katastrofal tynd avis - hele bladets eksistens stod på spil. Hele partiet blev mobiliseret i en fantastisk og langvarig indsats for at redde den kommunistiske presse. Der blev solgt aktier a 500 og 1000 kr., som gik som varmt brød, for de klassebevidste arbejdere vidste, hvad det gjaldt. Partiets bedste kadrer og aktivister tog med en kammerat Flemming i spidsen med ildhu land og rige rundt for at samle penge ind og agitere for vort blads overlevelse. Denne kraftanstrengelse ikke alene bragte Dagbladet Arbejderen på ret køl igen og udvidede sideantallet op igen til det normale - den økonomiske krise for bladet blev overvundet, og det kunne igen blive en slagkraftig faktor for en ægte kommunistisk indsats i klassekampen.

Men indsatsen fra partiaktivisternes side, ja fra hele partiet, havde været så overvældende, at partiets organer for sikkerhed for den rigtige revolutionære politik og ideologi faktisk ikke fungerede korrekt. Nu, hvor partiets stærkeste våben, det røde dagblad, var sikret og perspektiver for ny fremgang en kendsgerning, viste det sig, at muldvarparbejde undergravede partiets marxistisk-leninistiske kræfter, som havde været borgen for hele partiets styrke.

Intellektuelle halvstuderte røvere samt bestyrelsesmedlemmer, som åbenbart fandt behag i fagforeningers kontorer med dunst af pamperi, alt i alt karrieremagere, som nu så en fremtid for partiet - men stuerent og arm i arm med revisionistpartiet KPiD for at følge en antileninistisk vej ad borgerskabets parlamentariske glidebane.

Det var næsten ikke til at fatte, men en kendsgerning var det, at for at få partiet på revisionismens spor, så intimiderede man Centralkomiteen, hvor et flertal af de håbefulde karrieremagere bragte partiets formand gennem 18 år, som havde været bannerfører for fastholdelsen af marxismen-leninismen, i miskredit og mindretal.

Derefter ødelagde man partisekretariatet som i ethvert ægte kommunistisk parti var dynamoen til sikringen af den korrekte revolutionære linje - man nedlagde det simpelthen, for her var selvfølgelig den stab af kammerater, som var trofaste ret overfor et leninistisk parti. Derefter var man sikre på at kunne kuppe partiet ved dens forestående syvende kongres, hvor højrefløjen - likvidatorerne - bankede sin vilje igennem.

Stadig fatter jeg ikke, at det revolutionære DKP/ML gennem 18 år ikke havde bedre styr på marxistisk-leninistisk skoling, for i så fald havde renegaterne ikke haft en chance, men var kørt på røven ud af partiet.

I oplæggene op til kongressen i ’Kongres-Ekstra’, hvor partiets formand Klaus Riis lagde for med den rigtige linje med teserne om partiets kommende arbejde, og hvor jeg var begejstret og dødsikker på, at den leninske lære om partiet så indlysende ville sejre - ja, der kom så efterfølgende det ene oplæg efter det andet med totalt forfejlede og revisionistiske opfattelser, at det næsten ikke var til at bære.

Marxist-leninisterne kæmpede en hård kamp mod råddenskaben, men kom i mindretal på kongressen.

Det stod dog uomtvisteligt klart, at der stod to fløje i partiet - kampen kunne ikke være slut.

Til den ende besluttede den revisionistiske centralkomite at ekskludere de fremmeste på den leninistiske fløj - Klaus Riis, Dorthe Grenaa og veteranen, den hæderkronede modstandsmand fra før, under og efter den tyske besættelse Frede Klitgård.

Dermed var partiet sprængt, idet op mod en trediedel af partiets medlemmer meldte sig ud og sluttede op bag de ekskluderede.

Kuriøst nok blev eksklusionen - kuppet - gennemført på det fallerede centralkomitemøde uden det overhovedet var på dagsordenen!

Årsagen til DKP/MLs degeneration lå selvfølgelig også lige for.

’Murens’ fald og den såkaldte Sovietunions kollaps og sluttelig, at det socialistiske Albanien blev styrtet af revisionistisk kontrarevolution, båret frem af den fjendtlige kapitalistiske omverden.

Billedet er heller ikke ukendt i Europa - synderne, de tidligere revolutionære ’kommunister’ gør afbigt og vil nu gerne spille med i det borgerlige demokratis mummespil og overholde magthavernes spilleregler - helst som et ’masseparti’, der giver adgang til de givtige pladser i parlament og folketing.

Men selvfølgelig tager man fejl - udviklingen i ’den nye verdensorden’ går lige modsat af, hvad de angrende kapitulanter tænker sig.

I virkeligheden står revolutionen på dagsordenen. Arbejderklassen rundt om i verden ser ingen udsigter til en bedre verden og ruster sig til kamp. Der går ikke en dag på hele kontinentet, hvor der ikke er forbitrede strejkekampe - opstande som vejvisere for det endelige opgør med monopolkapitalismens uhyrligheder og forarmelse af befolkningerne.

Overalt skyder de nye marxistisk-leninistiske partier op som paddehatte af den af kapitalen mishandlede jord. Kapitalismen skryder om en indbildt ’global sejr’, men vil i det nye årtusind komme til at opleve sit globale nederlag. Som altid vil kommunisterne føre an under den berømmelige parole: Proletarer i alle lande, forén jer.

Min forgangne tid i det dengang revolutionære DKP, i dets børneorganisation Unge Pionerer såvelsom DKU, og illegaliteten under besættelsen - men også i KFML-tiden og senere i DKP/ML før det gemene kup - bragte mig masser af opløftende og stedsevarende inspiration til aldrig at svigte kampen for socialismen og kommunismen.

Passager i erindringen: den ukuelige revolutionære John Max Pedersen, som på en generalforsamling i KFML i Medborgerhuset i Suhmsgade anbefalede mig til hovedbestyrelsen for, som han sagde: på grund af min proletariske holdning - eller min glæde over at kunne se billedet af min daværende formand for DKP/ML i gensidig omfavnelse af den største marxist-leninist i vor tid Enver Hoxha under et af partiets besøg ved en partikongres i Albanien, den sidste, hvor Enver Hoxha var i live . . .

Jeg husker sympatisørmøder kort efter min indmeldelse i DKP/ML i bestræbelserne på at samle kommunisterne. Ved et af møderne troppede min gamle bonkammerat Ingmar Wagner op og forsvarede Gorbatjov, som han kærligt kaldte ’Garba-Fornyeren’ som udtryk for den ideologiske linje, som hørte hjemme i de fallerede rester af DKP. Ikke ret længe efter kunne Ingmar Wagner ved selvsyn i TV se Garba aflevere dødskysset til overpamperen Honecker i det af Ingmar forherligede DDR, hvorefter ’Muren’ fik lov at rasle sammen for de indespærrede i det alt andet end socialistiske land . . .

Så et andet sympatisørmøde, hvor en professor og medlem af KPiD på det bestemteste hævdede, at den kapitalistiske stats skingrundlov, nemlig Danmarks ’riges’ grundlov, gav en helt sikker mulighed for en fredelig overgang til socialismen. Jeg tror aldrig, jeg glemmer en kammerat Lars’ - medlem af det tidligere revolutionære DKP/MLs centralkomité - sønderlemmende og fantastisk ironiske svar på professorens godtroenhed.

Hvordan i alverden mon de kapitalistiske magthaveres instanser for sikringen af deres udbytter og privilegier ville forholde sig, hvis arbejderklassen venligst ville al magt i samfundet? Politi, militær - hvad kunne det mon bruges til? Skulle PET og FETs grundige og nidkære arbejde bare være til ingen verdens nytte - og videre i den nok så aktuelle dur.

Efter den udredning løjede diskussionen gevaldigt af, for der var ikke en trevl kød på det ben.

I det hele taget selv på kort åremål at have været medlem af et så ærerigt kommunistisk parti som DKP/ML. som gennem 18 år havde holdt revolutionens fane højt - ja, der forekommer uudslettelige indtryk i ens bevidsthed.

Min deltagelse i en sommerlejr i vestjylland, den sidste sommerlejr før det infame revisionistiske forrædderi op til partiets syvende kongres. Her var der optimisme og gejst- uden at glade deltagere anede hvad der i det gedulgte var lagt op til.

Ganske vist lagde jag pr. intuition mærke til at under formanden Klaus Riis’ taler og indlæg, som helt naturligt var præget af nødvendigheden af at fastholde partiets rigtige linje, som havde ført til så enestående en fremgang og helt i overensstemmelse med Lenins partinormer og læresætninger i den fremtidige klassekamp, netop under denne belæring, så jeg maskerne - ansigtsudtrykkene på de sammensvorne ødelæggere af partiet. Svend Tarp, Søren Becker, Jan Mathiessen og deres lille følgesvend Jørgen Petersen viste kun grumme og uinteresserede miner til udlægningen af marxismen-leninismen. Det forekom mig aldeles mærkeligt og utidigt - men senere viste det sig jo, at der var en afskyelig forklaring.

For mit vedkommende havde jeg arrangeret en teaterforestilling med børnene i lejren, som vi kaldte de unge pionerer. Her fik jeg, akkompagneret i tale og sang af ungpionererne, givet udtryk for det hedengangne revolutionære DKPS børneorgnisations Unge Pionerers gøremål og politiske agitation helt i Lenins ånd.

Det vakte i salen stor jubel og begejstring, og jeg blev fandme på stedet udnævnt til æresmedlem af pionererne - endda i glas og ramme, som jag værner om som mit eget hjerteblod.

Udover foredrag og kammeratligt samvær udøvedes der også sport. Klaus Riis deltog helhjertet i en fodboldkamp, medens børnene på sidelinien taktfast råbte: ’Pionerer vi går på - vi er ikke til at slå!’

Efter Det kommunistiske Manifest af Marx og Engels havde holdt sit indtog i den kapitalistiske verden med sit utvetydige sprog: at kommunisterne ikke skjuler deres hensigt, men åbent erklærer, at kun revolutionen kan befri arbejderklassen, og at de udbyttede kun har deres lænker at tabe og en verden at vinde - har arbejderne ikke i længere tid i historien stået uden sit revolutionære kommunistiske parti . legalt eller illegalt - heller ikke i Danmark.

I mine erindringer har jeg fortalt om kampen for at genopbygge et ægte kommunistisk parti efter DKPs endelige degeneration i 50erne og 60erne, da det overtog renegaten Hrustjovs og hans efterfølgeres rådne ideer. Efter revisionismens gennembrud i DKP/ML tog marxist-leninisterne den opgave på sig.

Der var f.eks. de pragtfulde og klassebevidste arbejdere i Odense, som i forening havde taget hånd om det tidligere DKP/MLs ’hovedkvarter’ og bogbutik og drog omsorg for, at dette potentiale blev revet ud af hænderne på revisionisterne, og i København bragte ligeledes kammeraternes offervilje til at hovedkvarteret hér blev til - både bogbutik og trykkeri.

Disse resultater udmøntedes selvfolgelig i forpligtelsen til at slutte sig ubrydeligt sammen og danne den partibyggende organisation ’OKTOBER’.