Digter af klasse

Hans Kirks 100-års-dag blev behørigt fejret. På Færøerne og i Danmark hyldedes William Heinesen fortjent tidligere i år. Og i en aviskronik kunne man forleden læse, at når Broby-Johansen den 25. november ville være blevet 100, vil hans bøger blive genudgivet, to udstillinger afholdt - og ikke mindre end et halvt hundrede akademiske ‘Broby-kendere’ forelæse om ‘en central outsider i det 20. århundrede’.

Proletardigteren Harald Herdal - eller arbejderforfatteren, om man vil - ville den 1. juli være fyldt 100. Det lod man i de kredse, der arrangerer symposier og udstillinger, gå stille af. Ikke engang en aviskronik blev det til . . .- Herdal, hvis vej til ‘det danske parnas’ var så besværlig, som den kun kan være for én fra de underste lag, er lige så stille blevet lempet ud igen. En opkomling, der ikke splintrede syntaksen, men førte arbejderens talesprog ind i digtningen, en københavnsk portnersøn, en fhv. stukkatørlærling, der i 12 år drev rundt og ville være forfatter, arbejdsløs, hjemløs, med et hav af midlertidige jobs, før endelig et bind ikke alt for udfordrende lyrik blev trykt i 1929 under titlen ‘Nyt sind’.

Den varslede nu nye toner. Dér skrev han om Træet i Istedgade:

Og der lød det:

Proletaren stak sit hoved frem mellem siderne, de underste lag fik i de kommende år mæle i et hav af digte, romaner og noveller fra Herdals hånd. Og det kunne endda være - men proletaren var klassebevidst, forfatteren var kommunist.

Han udfordrede det officielle socialdemokratiske billede af arbejdernes evige fremgang under socialdemokratiets og Staunings anførsel, registrerede minutiøst i sine romaner undertrykkelsens spor i klassens bevidsthed, dens hæmninger, dens endnu uforløste protest - og bragte sig dermed i et livslangt modsætningsforhold til socialdemokratiet, der ellers i 30erne var emsige for at alliere sig med de få forfattere med klassens blod i årerne.

Den store roman ‘Man skal jo leve’ (1934) er en klassiker i dansk socialistisk litteratur - med rette tilegnet Martin Andersen Nexø, som en fortsættelse, hvor Pelle slap. En stor kollektivroman om hverdagslivet og spændingerne i en boligkarré i Borgergade-Adelgade.

Den kommunistiske anmelder Ebbe Neergård skrev:

En anden kommunistisk anmelder, Hans Kirk, var meget langt fra enig. I Arbejderbladet skrev han:

Neergård, og ikke Kirk, havde ret i sin vurdering. Herdal skrev solidarisk, med selvoplevelsens kraft, og uden ideologisk besmykning - men netop derfor hverken pessimistisk eller med et opgivende ‘Her lades alt håb ude’, tværtimod. Og tilmed fuld af humor. Også i fremstillingen af kommunisterne, med deres styrke og utilstrækkeligheder.

Herdal er den første, der indfører rigtige, kæmpende kommunister i litteraturen.

I ‘Arbejdsløs’, skrevet i 20erne, men først udgivet i 1977, gav han et usminket billede af 20ernes barske vilkår for arbejdsløse og husvilde og deres kamp - og i en hel række romaner, som dengang vakte forargelse, som ‘Løg’, ‘Den første verden’ og ‘En lidt almindelig historie’ afsøgte han klassens eksistensvilkår, den seksuelle forkrøbling, kvindeundertrykkelsen, mens han i det gode selskab stempledes som pornograf.

Det er i dag ikke værd at forske i grundene til, at DKP ikke tog denne kommunistiske forfatter til sig.

Herdal derimod tog fra midten af 30erne den socialistiske realismes og 30ernes antifascistiske partilitteraturs paroler til sig, og gjorde det med enorm energi og stort talent.

‘En egn af landet’ (1939) er en dansk folkefrontsroman om den fremvoksende fascisme i en krisetid.

Men uden illusioner: Den er skånselsløs i sin kritik af det forpamprede socialdemokrati, der kort tid efter kollaborerede med den nazistiske besættelsesmagt. Partiets kritiske lys Julius Bomholdt anmeldte den i Social-Demokraten under overskriften ‘Sovjet-nazistisk roman’! Da den som ‘30er-forfatter’ afskrevne Herdal i 70erne blev genopdaget af en ny generation af revolutionære, blev også den genudgivet i rækken af ‘Socialistiske klassikere’ på Århus-forlaget Modtryk.

Om besættelsen er der skrevet hundredvis af romaner. Også nogle fremragende kommunistiske romaner, af Kirk, Scherfig og John Max Pedersen. Herdal har skrevet den smukkeste - om man kan bruge det udtryk. ‘Ukuelige menneske’ - om aviskonen Hanne fra Vesterbro, der bliver kommunist og går ind i modstandskampen - og fra sin beskedne post udretter en masse som avissælger, uddeler af illegale løbesedler, og vært for jagede modstandsfolk.

I årene 44-46 udkom erindringerne, eller erindringsromanerne, som han kalder dem, ‘Barndom’, ‘De unge år’ og ‘Læreår’ om en arbejderdrengs vanskelige opvækst og kamp for ikke at gå til grunde. De afsluttedes i 1970 med ‘Arbejdsår’ om hans første tid som forfatter. Også de blev med rette genoptrykt i 70erne som et fremragende tidsbillede.

Socialdemokratiet var han ikke færdig med. Martin Andersen Nexøs store opgør med den forpamprede Pelle og det institutionaliserede klassesamarbejde viderefører Herdal i romanerne ‘Skyede sommerdage’ og ‘Jammersminde’ (1952-53) - lidt for psykologiserende, men ætsende og præcist. Heller ikke de vakte begejstring. Herdal samlede point til glemselen. At han samtidig hævede en advarende pegefinger mod tendenser til kommunistisk forpampring og kritiserede DKPs katastrofale søgen enhed med Socialdemokratiet efter krigen gjorde ikke sagen bedre.

På denne tid satte Den kolde krig for alvor ind. Der blev lukket af for enhver oprørets kunst. Romanforfatterne gav sig til at skrive kærlighedshistorier og historiske romaner; poeterne søgte ind i landsskabslyrikken; malerne dyrkede natur eller abstraktioner. Også Herdal, der havde levet af sin skribentvirksomhed og tjent til dagen og vejen med artikler i Politiken og Ekstrabladet, måtte den vej. Samtidsforfatteren frem for nogen gav sig til af afsøge historien. I enkelte digte kunne han stadig vise sin skarphed - og i en række essays søgte han at sammenknytte nogle af trådene fra den revolutionære og progressive litteratur. I 1967 udgav han en bemærkelsesværdig lille bog om slavesamfundet i vikingetiden - ‘Trællene i Norden’. Han døde i 1978.

Da min generation i slutningen af 60erne ‘opdagede’ Herdal var det ikke kun som en af de bedste kommunistiske romanforfattere - det var også som socialistisk lyriker, som proletardigter. Den eneste af format fra 30erne. Hans digtsamlinger ‘nøgne digte’ (1933) og ‘mennesket’ (1937) hører til det bedste, der er skrevet af socialistisk poesi - sammen med Oscar Hansens, Otto Gelsteds og Gustaf Munch-Petersens.

I udgangsdigtet ‘Sang’ fra ‘nøgne digte’ lyder det:

Der findes 30-40 bøger fra Herdals hånd og lige så mange gode grunde til, at den borgerlige presse ikke fejrede ham på hundredårsdagen.

De tre romaner ‘Man skal jo leve’, ‘En egn af landet’ og ‘Ukuelige menneske’ hører sammen med de to nævnte digtsamlinger til de danske socialistiske klassikere fra sidste århundrede.

Herdal var en litteraturens arbejdsmand. Og en digter af klasse.

Han bør opdages af endnu en ung generation.