Grøde i den norske arbejderklasse

Ifølge Rolf Jørgensen, formanden for Lokomotivførernes Fagforening, Oslo, er der på grundplan sket en radikalisering af de norske arbejdere. Det norske socialdemokratiske parti – "Arbeiderpartiet" - har et solidt greb om LO-toppen, men er i færd med at miste kontrollen over arbejderklassen, mener Rolf Jørgensen, som holdt oplæg omkring forsvaret af arbejderklassens kollektive rettigheder på det 6. Internationale træf i Odense.

Rolf Jørgensen er en af de ledende kræfter i den faglige opposition i Norge, og en af frontfigurerne i faglige kamp, ikke mindst i kampen for at forsvare den norske arbejderklasses kollektive rettigheder og mod privatisering. Han og Lokomotivførernes Fagforening i Oslo har aktivt i støttet Esbjerg- bybuschaufførerne kamp mod RiBus. Fagforeningen har flere gange deltaget med repræsentanter og faner på blokaderne, og Rolf har været med to gange.

- Den faglige situation er den, at Arbeiderpartiet har lagt en klam hånd om toppen af LO, mens der på grundplan er sket en radikalisering af medlemmerne. Den seneste storstrejke i maj i år var et eksempel på radikaliseringen. LO-toppen anbefalede et forslag til en ny overenskomst, som et stort flertal af medlemmerne, 64 pct., stemte nej til ved urafstemningen, forklarer Rolf Jørgensen.

- Strejken var et klart nederlag for LO-toppen, regeringen og arbejdsgiverne. Det var et bevis for, at det nytter at sige nej til OK-forlig, der betyder forringede løn- og arbejdsforhold. Der var tale om et brud med LO’s klassesamarbejdslinie, hvilket er en afgørende sejr, der peger fremad for den faglige kamp i Norge. Arbejderklassen har taget kampen op.

Det norske LO, staten og arbejdsgiverne er enige om, at arbejderklassen skal vise tilbageholdenhed, være moderate med lønkrav m.m. omkring OK-forhandlingerne. Via trepartsforhandlingerne mellem LO-toppen, staten og arbejdsgiverne - den hellige treenighed - er rammerne fastlagt med behørig hensyn til kapitalens interesser i forøgede profitmuligheder. Ved de seneste OK-forhandlinger lød forslaget på lønstigninger på kun 3, 6 pct. og med krav om yderligere fleksible arbejdstider.

- Et forslag med direkte lønnedgang i en tid, hvor de rige bliver stadigt rigere - en svært reaktionær politik, som Rolf Jørgensen udtrykker det. En ramme, som det lykkedes at sprænge. Lønstigningerne blev i det endelige OK 2000-resultat på ca. 4,5 pct. både for offentligt og privat ansatte, ikke meget at råbe hurra for, og det lykkedes ikke at få forhindret forslaget om yderligere fleksibilitet, men det væsentligste resultat var, at det lykkedes at bryde med den socialdemokratiske samarbejdslinie.

Den omfattende utilfredshed med fagtoppens arbejderfjendske politik til gavn for kapitalen kom til udtryk på arbejdspladserne i form af nej´et og den efterfølgende strejke mod OK 2000, med bruddet på med den socialdemokratiske "moderationspolitik", selvom der i dag ikke eksisterer nogen stærk organiseret fagopposition til den socialdemokratiske klassesamarbejdspolitik.

- Der er dog ved at udvikle sig en opposition til LO-toppen, en opposition, der er spredt og består af flere fløje. Af alt fra venstresocialdemokrater og folk fra Sosialistisk Venstreparti, der svarer til det danske SF, og til kommunister og revolutionære. Der foregår et arbejde på at få samlet oppositionen til en fælles, faglig opposition.

Der er tale om et arbejde, som Rolf Jørgensen støtter, men langtfra ukritisk: Der er mange faldgruber i forsøgene på at samle den faglige opposition. Ikke mindst, når det gælder de enkelte fløjes forhold til Arbeiderpartiet og LO-toppen, hvor han betegner de reformistiske og revisionistiske kræfter som værende usikre partnere, der i afgørende situationer kan vakle.

- LO-toppen tjener ikke arbejderklassens interesser, understreger Rolf Jørgensen.

- En vigtig del af den faglige kamp er at tage vare om de kollektive rettigheder. Vi oplever i dag, at man forsøger at individualisere aftalesystemet. Der er tale om en udvikling hen imod, at den enkelte arbejdere tegner overenskomst med virksomheden, advarer Rolf Jørgensen.

- I den forbindelse er kampen for normalarbejdsdagen vigtig. Undergraves normalarbejdsdagen, vil det ødelægge tarif-aftalerne ved overenskomsterne, som er vigtige for skifteholdsarbejderne, og for at forhindre, at man kan skalte og valte med arbejdernes arbejdstid og fritid, fastslår Rolf Jørgensen. De kollektive rettigheder er sat under pres. Det er kapitalen, der er på fremmarch, og der er tale om en forsvarskamp.

Det er mere og mere de ufaglærte arbejdere, der går i spidsen for den kampen i Norge, og ofte er der tale om kvinder. Arbejdere inden for f.eks. Hotel og Restauration og Næringsmiddelindustrien samt sundhedsarbejdere, sygehjælpere m.v. Den socialdemokratiske regering har for nylig grebet ind i en sygehjælperkonflikt, på arbejdsgivernes side forstås, ved hjælp af faglig voldgift.

De krav, som man går i aktion for, er især krav om højere løn og krav om stop for privatisering.

Siden slutningen af 1980´erne er en lang række offentlige serviceydelser blevet privatiseret med det resultat, at private parasitter rager folks skattekroner til sig, samtidig med at det har betydet kraftige forringelser af de offentlige ydelser og ført forringede løn- og arbejdsforhold med sig.

Et af ofrene for privatiseringen er NSB - de Norske Statsbaner. Rutebilchaufførerne under NSB har som følge af privatiseringen fået deres forhold forværret.

- I forbindelse med privatiseringen af jernbanelinien i Narvik i Nordnorge lykkedes det os ikke at få stoppet privatiseringen, men gennem en aktiv kamp, hvor flere fag stod sammen, så lykkedes det os at få kæmpet en ordentlig overenskomst igennem, fortæller Rolf Jørgensen: - I øjeblikket gælder det kampen mod regeringens planer om at privatisere det statsejede norske olieselskab Statoil. Vi vandt første runde, da det foreløbig er lykkedes os at stoppe privatiseringen, der skulle være startet nu.

- Kampen mod privatiseringen skyldes ikke, at Statoil er noget ønskefirma. Statoil er som selskab et imperialistisk foretagende, som har store olieinteresser i udlandet og groft udnytter arbejderklassen i lande som Aserbajdsjan og Indonesien, men de sidste muligheder for offentlig kontrol med selskabet og Nordsø-olien vil forsvinde, hvis Statoil privatiseres, mener Rolf Jørgensen.

En af de anvendte metoder til at privatisere de statslige selskaber er udskilning. Dele af de statslige virksomheder skilles ud som selvstændige selskaber, hvorefter de privatiseres - med forringede løn- og arbejdsforhold, nedlæggelse af arbejdspladser m.v. til følge.

- Angrebet på de kollektive rettigheder, fleksibiliseringen af løn og arbejdstid, individualiseringen af overenskomstindgåelser og privatiseringen af offentlig arbejde er ikke kun et norsk problem. Det er fælles problemer for arbejderklassen i de europæiske lande, i Danmark, Tyskland, Frankrig m.v., og hænger sammen med EU-direktiver, mener Rolf Jørgensen

Kampen for de kollektive rettigheder er tæt forbundet med kampen mod EU. Det er nødvendigt at styrke den internationale solidaritet, da det er den samme kamp mod den europæiske kapital, som vi står i i de enkelte lande.