Udtalelse

Imødegå forsøget på at kvæle antinazisterne

Folkebevægelsen mod Nazisme er ved årets uddeling af støttemidler fra tips- og lottokronerne blevet frataget det tilskud, det har modtaget tidligere år.

Samtidig har det nystiftede Dokumentationscenter mod Historieforfalskning (DmH), som er med til at sikre, at der sættes fokus på besættelsestidens fortrængte spørgsmål, ikke modtaget en krone i støtte.

Antinazisterne berøves de offentlige tilskud, som er væsentlige for at sikre og udvide deres aktiviteter, i en periode, hvor ekstreme højrekræfter og nye nazistiske organisationer atter får vind i sejlene, og hvor indsatsen mod nazisme og racisme bliver stadig mere påkrævet.

Det er i skærende modstrid med den officielle holdning hos statsminister og regering, som angiveligt ikke vil lægge låg på undersøgelsen af de sorte pletter i Danmarkshistorien, og som også i europæisk sammenhæng søger at fremstå som førende forkæmpere mod nazisme og højreekstremisme.

Samtidig fortsætter støtten med skattekroner til naziradioen i Greve.

Med andre ord:

Antinazisterne søges i praksis kvalt – mens nazisterne støttes!

Det er uhyrligt, men et faktum.

Er der nogen aktivitet, som fortjener offentlige tilskud for samfundsnyttige gerninger, er det de antinazistiske organisationers og kræfters aktivitet.

Folkebevægelsen mod Nazisme, tidsskriftet Håndslag og Dokumentationscenter mod Historieforfalskning har talrige gange fået rejst gemte og fortiede sager fra besættelsestiden og sikret et offentligt fokus på dem. Man får en mistanke om, at denne virksomhed ikke kommer det officielle Danmark helt så tilpas, som regeringens officielle forsikringer kunne tyde på, når disse organisationer mister hhv. ikke opnår tilskud fra tipsmidlerne.

Fratagelsen af tilskud er et skammeligt angreb på den antinazistiske bevægelse.

Det må imødegås med protester – og med øget opslutning, flere medlemmer og øget støtte til dem fra alle antinazisters side, fra faglige og folkelige organisationer.

Støt og styrk Folkebevægelsen mod Nazisme!

 

ARBEJDERPARTIET
KOMMUNISTERNE

Sekretariatet

Slut op om
Folkebevægelsen mod Nazisme