Putins reformer

ræsident Putin har beordret, at minimumslønnen vil blive hævet fra de nuværende 83 rubler om måneden til 126 rubler, med yderligere stigninger til 200 fra 1. januar 2001 og til 300 fra 1. juli samme år, meddelte Radio Rusland den 21. juni.

Hvor generøst af ham! Det er en fuldstændig hån mod de arbejdende. Da de 83 rubler (i dagens sedler) blev fastsat i 1994, lå det allerede under eksistensminimum. Den årlige inflationsrate var i ’94-’97 15-40 pct., men under krisen i ’98 voksede den til mere end 200 pct.

Den nuværende vekselkurs svinger på omkring 28 rubler for en dollar (ca. 8 kr.), og selvom det overdriver dollarens værdi (i forhold til det antal livsnødvendige produkter, der kan købes for hhv. rubel og dollar), giver det alligevel et vist indtryk af omkostningerne for arbejderne under den genrejste kapitalisme.

Det forudses, at inflationen igen vil vokse i de kommende måneder, så det er muligt, at de annoncerede forhøjelser slet ikke vil have nogen virkning på den reelle købekraft – sådan som det adskillige gange sås under Jeltsin.

Lønstatistikkerne er ikke pålidelige og varierer, men job til minimumsløn eller næsten-minimumsløn er helt almindelige.

Hovedfokus for venstrekræfterne i Rusland i øjeblikket er den ny anti-arbejder-lovgivning (’arbejdsmarkedsreform’), som regeringen forbereder.

Den øger arbejdstiden fra 48 til 56 timer om ugen og berøver fagforeningerne næsten alle rettigheder. Men selvom den nuværende arbejdsmarkedslovgivning fastholdes, vil den ikke udgøre nogen hindring for Putin med hensyn til at videreføre Jeltsins ’reformer’. Med de nuværende lønninger er folk simpelthen tvunget til at arbejde mere end 48 timer om ugen, og lønarbejdet er på vej til at ligne slavearbejde.

Samtidig planlægger regeringen indførelsen af en fast skatteprocent på 13 uanset indkomstens størrelse. Det er ensbetydende med et nyt røveri fra det arbejdende folk, eftersom det vil tillade oligarkerne (de nyrige privatiserings-millionærer) at slippe af sted med ikke at betale skat for de kapitaler, de opbyggede under den kriminelle privatisering.

Og alt dette sker samtidig med, at der gøres forsøg på at hæve pensionsalderen. Den er i øjeblikket stadig på Sovjet-niveau – 60 år for mænd og 55 for kvinder. Markedsreformerne har allerede nedsat mændenes gennemsnitslevealder til 58 år. Øges pensionsalderen til 65, vil pensionistandelen i befolkningspyramiden næsten ikke være til at få øje på.

Reformfolkene lovede, at man ville opnå en høj levestandard under deres demokrati. Da det første dramatiske fald i levestandarden i årtier skete i 1992, sagde de, at det alt sammen var ’kommunismens’ skyld. Da der ikke skete nogen forbedring i 1993, sagde de, at det ville være det ’værste år’ på grund af overgangen. Alle de følgende år var tilsyneladende også ’det værste’. De har ikke længere noget at forklare det med. Men det vil være med til at vække arbejderklassen af sin søvn og styrke kampen for at omstyrte undertrykkerregimet.