EU undergraver faglig organisering

Den danske aftalemodel har i mange år været det strå, som den såkaldte venstresocialdemokratiske fagbevægelse har klynget deres illusioner op på. Det har været netop dette fænomen, der på den ene side gjorde, at fagbevægelsens "venstrekræfter" kunne anbefale et ja til de forskellige EU-afstemninger, fordi vi stadig havde vores egen selvstændige aftalemodel, samtidig med at de kritisk betonede, at det var vigtigt, at vi fastholdt vore specielle og særegne forhold på arbejdsmarkedet.

Modellen har sit udgangspunkt i en relativ høj organisationsprocent. I modsætning til landene syd for grænsen bestemmes overenskomsterne formelt stadig af arbejdsmarkedets parter; mens hovedtrækkene i de fleste EU-lande er, at også arbejdsmarkedsforholdene bestemmes ved lovgivning.

Toppen af fagbevægelsen har via overenskomsterne indført EU´s bestemmelser bag om ryggen på den danske arbejderklasse. Det gælder den fleksible arbejdstid, som påbegyndtes ved overenskomsterne i 1987, det gælder de individuelle ansættelseskontrakter i starten af 90´erne, og det gælder den seneste bestemmelse om, at danske lønmodtagere kun må arbejde 48 timer om ugen.

Der kan nævnes flere eksempler fra samme skuffe.

Den danske aftalemodel har to sider. På den ene side bygger den på en masse illusioner, der betyder, at vi bibringes den opfattelse, at vi selv bestemmer. På den anden side er den langsom og besværlig. Den indebærer f.eks., at arbejderklassen kunne underkende et overenskomstresultat i 1998, der kostede kapitalen millioner af kroner.

EU vil nu under dække af menneskerettigheder forbyde eksklusivaftaler.

EU´s ministerråd har nedsat et udvalg, der har barslet med et udkast til grundlæggende rettigheder for EU-borgere, hvori det hedder:

"Arbejdsgiverne og arbejdstagerne har ret til at slutte sig sammen, herunder på EU-plan, for at oprette foreninger efter deres eget valg til varetagelse af deres økonomiske og sociale interesser. Enhver arbejdsgiver og enhver arbejdstager har frihed til at melde sig ind i sådanne organisationer eller til at undlade gøre dette, uden at det må komme den pågældende personligt eller erhvervsmæssigt til skade" (egen understregning).

Teksten lader ingen tvivl tilbage. Hvis eller når den bliver vedtaget, så er der åbnet en motorvej for de kristelige og ukristelige fagforeninger med eller uden kontingent – og de fagbevægelsens ledere bærer selv ansvaret for, at det er kommet så vidt. Det er ikke kartel-, forbunds- eller LO-toppen, der gennem deres virke og underskrifter har overbevist medlemmerne om nødvendigheden af en socialdemokratisk "enheds"-fagbevægelse!

Mens de kristelige fagforeninger i Danmark lugter blod og medlemskroner, er der andre, som er kommet i klemme – andre, der er forrådt af den etablerede fagbevægelse. Igennem årtier har toppen af dansk fagbevægelse nægtet at tage problemerne alvorligt for den del af arbejderklassen, der ifølge lovgivningen ar tvangsudstødt.

Det svier nu til egen røv.

Gruppen af kontanthjælpsmodtagere bliver nemlig større og større i takt med, at de bliver udstødt af fagbevægelsen. Det er en naturlig konsekvens af den socialdemokratisk ledede regering, der siden sin tiltræden i 1992 har forringet forholdene for de dagpengeberettigede.

I 1992 var man sikret mindst 7 års understøttelse, hvis arbejdsgiverne ikke gav plads. I dag har man ret til ét år, hvorefter man ryger i tvangsarbejde og derefter på kontanthjælp, hvor man også skal arbejde for sin kontanthjælp.

Faaborg kommune krævede for en måned siden en utraditionel garanti fra kontanthjælpsmodtagere, når de skulle dokumentere, at de stod til rådighed for arbejdsmarkedet:

- Der skulle afleveres 5 – skriver fem – ansøgninger hver dag for at dokumentere, at man er til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det afstedkom en protest, der repræsenterede alle kontanthjælpsmodtagere, som vendte sig mod denne måde at behandle almindelige arbejdere på!

Det vil ikke være den eneste protest, vi vil få at se, når det gælder harme mod EU og toppen af dansk fagbevægelse.