Post-privatisering på vej

I år fejrer det forhenværende Post- og telegrafvæsen 375 års jubilæum. Men bestyrelsen i det nuværende Post Danmark fejrer også, at EU med et nyt direktiv har banet vejen for den liberalisering af postmarkedet, som direktionen og bestyrelsen ser som den store chance for at få privatiseret Post Danmark på lige fod med Tele Danmark.

Blækket var knap tørt på direktivet, før bestyrelsen var parat med en pressemeddelelse, som krævede Post Danmark (PDK) omdannet til et aktieselskab, og få dage senere præsenterede man et nyt program - "Strategi 2003" - som skal bane vej for at få trimmet virksomheden til den såkaldt frie konkurrence. Den socialdemokratiske trafikminister Jakob Buksti afviste dog at omdanne PDK til aktieselskab, men han får svært ved at overbevise EU om, at selskabet skal fastholdes som statsejet med særlige fordele over for konkurrenterne.

Et er da også, hvad en minister siger, og noget andet, hvordan udviklingen er i virkeligheden: PDK har gennem de senere år i større og større udstrækning fået lov til at agere som privat virksomhed, og fjernelsen af det særlige tilskud til udbringning af blade, som blev vedtaget af et flertal i Folketinget i ‘98, viser da også, at der fra politisk side er en interesse i at skabe et marked, hvor PDK konkurrerer på lige fod med privatejede distributører og postfirmaer.

Der er ingen tvivl om, at der - dels fra virksomhedens ledelse og dels fra politisk hold - arbejdes frem mod en løsning i stil med den, som blev valgt i forbindelse med privatiseringen af Tele Danmark. Grunden herfor blev lagt i ‘95, hvor "Lov om Post Danmark" med et slag ændrede etaten til en offentligt ejet virksomhed: Generaldirektøren blev erstattet af en administrerende direktør, og der blev udpeget en bestyrelse. Som direktør blev ansat forhenværende centralkomitémedlem i DKP Helge Israelsen, mens den forhenværende konservative finansminister Palle Simonsen besatte bestyrelsens formandspost. Dette umage par skulle stå - og står - i spidsen for privatiseringen af postvæsenet.

Overgangen fra etat til såkaldt moderne virksomhed, der hen ad vejen skulle kunne klare sig i fri konkurrence på markedet, er krævende. Tele Danmark var igennem en lang proces, men klarede sig igennem ved at ansætte nogle af de hårde nysere fra det private erhvervsliv, der kender de krav, som markedet stiller - og som er villige til at indfri dem. Den vej har man imidlertid valgt ikke at gå i selskabet Post Danmark, hvilket på sin vis er sympatisk nok. Problemet er blot, at ledelsen har sat sig mellem ikke blot to, men flere stole, således at firmaet nu hverken er fugl eller fisk. Der er ikke nogen klar retning. Det eneste, der står tilbage, er, at imens ledelsen dingler rundt som en Brian Nielsen med væsketab, betaler de ansatte prisen for at være ansat i en virksomhed med en ledelse uden mål og uden visioner. Prisen er opskruet tempo, øget kontrol, krav om øget indsats, større fleksibilitet og mobilitet.

Makkerparret Simonsen & Israelsen var knap to år undervejs, inden de i 1997 kunne præsentere løsningen på, hvordan PDK skulle klare sig igennem den krævende omstillingsproces: Redskabet var den såkaldte Total Quality Management-filosofi, som fik sit gennembrud i Japan i 1950’erne, og som blev moderne i USA i 70’erne. I 90’erne er den så nået til Europa. TQM går kort fortalt ud på at presse så meget ud af den arbejdskraft, man køber, som muligt. Nøgleordet er engagement.

Ledelsen i Post Danmark tog denne filosofi til sig, pillede det mest revolutionerende (det, som ville/kunne flytte reel indflydelse nedad i organisationen) ud og oversatte til Total Involvering i Kvalitet, TIK.

Det startede med brask og bram; nu skulle virksomheden laves om, være moderne og tidssvarende. Hvis man giver sig tid til at sætte sig ned og læse bare lidt af TQM-filosofien og giver sig lov til at "tænke med" vil et hvert bare nogenlunde forstandigt menneske forstå, at omstillingen af en etat, som bygger på trehundrede og nogleoghalvfjerds års udtalte del og hersk-politik i en lige så udtalt hierarkisk organisation, tager mere end bare et par år.

Den erkendelse er ledelsen af PDK også kommet til - i ord, men ikke i gerning. Men samme ledelse er blandt medarbejderne berømt og berygtet for at være projektmagere, som nok kan sende bolde i luften, men ikke er i stand til at holde dem der. Således også med den fine og fra Japan og USA importerede filosofi; fra begyndelsen, hvor ledelsen var umådeligt dogmatisk over en mere nuanceret periode, til den nu herskende eklekticisme, hvor sammenblandingen af moderne managementguruers forskellige tankegods blandet op med en traditionel etatskultur betyder en slingrekurs, der vender den tunge ende nedad.

De vigtigste principper for indførelsen af den nye strategi er aldrig kommet på plads. For eksempel er det ifølge filosofien vigtigt at skabe en "gennemsigtig" organisation. På papiret valgte PDK en fire niveaus-organisation, men den er aldrig rigtig lykkedes - og ingen har rigtig nogen interesse i, at den lykkes. Her er måske det vigtigste fingeraftryk fra Helge Israelsen; fastholdelsen af et uigennemtrængeligt bureaukrati med mange skjulte ledelseslag, uforståelige beslutningsprocedurer, modstridende informationer og signaler fra toppen fastholder PDK som en Perestrojka-bastard, som, godt nok i miniformat, tåler sammenligning med Sovjetunionen i begyndelsen af 80’erne.

EU-direktivet syntes at komme som den perfekte anledning for PDK-ledelsen til at fjerne opmærksomheden fra de områder, hvor der er fejlet. Nu lyder mantraet, at man skal være parate til det liberaliserede marked i 2003, og TQM-filosofien er lige så stille ved at blive puttet i skuffen og erstattet med "Strategi 2003".

Virksomheden ledes via hovsa- og panikbeslutninger; og det er, som om ledelsen forventer, at alle problemer vil forsvinde, bare firmaet bliver privat.

Kravet om at få omdannet PDK til et aktieselskab er essentielt for ledelsen: Det handler om at kunne tiltrække internationale samarbejdspartnere, og så handler det ikke mindst om, at man som aktieselskab får større frihed til at gøre op med de mange tjenestemandsansatte. Denne tredjedel af de cirka 30.000 ansatte er på vej ind i en problematisk tid, hvor de ikke aner, om de er købt eller solgt. Man forventer, at PDK hen ad vejen vil vælge at betale prisen for at skaffe sig af med en stor del af denne medarbejderstyrke. Og med en samarbejdspartner som SiD bliver det meget lettere.

Det gamle arbejdsmandsforbund har spillet og spiller fortsat en rolle som PDK-ledelsens forlængede arm, og med fusionsplanen med tjenestemændenes organisation Dansk Postforbund er der virkelig lagt i kakkelovnen til et indhug i de postansattes rettigheder og en individualiseret aflønning, hvor der ikke betales lige løn for lige arbejde.

Siden Lykketoft og regeringen stoppede for tjenestemandsansættelser i PDK i 1996 har Dansk Postforbund overvejet, hvordan forbundet skal overleve. Det er lykkedes for dem at organisere et mindre antal overenskomstansatte, men det er næppe løsningen, da DPF ikke er i stand til på samme måde at forsvare overenskomstansatte som SiD. Der har de senere år været heftige kampe mellem de to forbund, hvilket blandt andet kom til udtryk ved det seneste valg til PDK’s bestyrelse. Her blev det også skåret ud i pap, at SiD ikke har medlemmernes opbakning til deres samarbejdslinje og sætten sig på halen for PDK-ledelsen. SiD fik ikke valgt sin kandidat, imens DPF fik hele to af de tre pladser i bestyrelsen, som besættes af medarbejderrepræsentanter (den sidste gik til HK).

Siden er fusionsforhandlinger mellem SiD og DPF endt med, at DPF fusioneres ind i SiD - hvis altså medlemmerne af DPF stemmer for i en urafstemning, og det er ingenlunde sikkert. Og det er langt fra sikkert, at det vil være godt for tjenestemændene at komme ind i SiD. De røster, som har kæmpet for, at "fusionen" skulle gå den anden vej - at postarbejderne gik ind i DPF, eller at der blev oprettet et helt nyt forbund for postansatte - er effektivt blevet trådt under fode.

PDK-ledelsen har med stor dygtighed spillet på striden mellem SiD og DPF og har sikret sig en sådan grad af loyalitet fra SiD, at forbundet på intet tidspunkt har støttet sine medlemmer, når de har protesteret imod tempoopskruning, øget kontrol og deciderede straffeaktioner mod medarbejdere.

Resultatet af urafstemningen i DPF - SiD’s medlemmer bliver ikke spurgt - forventes i løbet af dette efterår.

Om trafikministeren vil det eller ej, ender det højst sandsynligt med, at PDK følger i Tele Danmarks fodspor i løbet af 2002-03. Ligesom for telefonselskabet vil der følge nogle forpligtelser med, som i et frit marked vil tillade privatejede og sandsynligvis udenlandske selskaber at score de mest lukrative markedsandele, så der bliver tale om et decideret udsalg af statens ejendom og overførsel af fælles værdier til private pengekasser.

I et desperat forsøg på at bevare så store markedsandele som muligt er PDK gået ind i et pan-nordisk samarbejde med de øvrige skandinaviske postetater, men det stadig større indhug, som selskaber som T&T, US Postal og andre gør på det danske postmarked, viser, at fremtiden ikke tegner lyst for Post Danmark.

Nogle medarbejdere har det sådan, at de trods alt ser frem til en privatisering, da det formentlig vil betyde, at ledelsen bliver skiftet ud, og der i stedet ansættes professionelle og troværdige ledere. Den nuværende ledelsesstil har en slingrende, men sikker kurs mod privatiseringsafgrunden og vil med stor sikkerhed bane vej for et postmarked, hvor private selskaber løber med profitten, mens den danske skatteyder kommer til at dække udgifterne for et udrangeret PDK, som fastholdes på forpligtelsen til at sikre, at alle, også i tyndt befolkede områder, kan modtage post fra dag til dag.