Vellykket internationalt
fagligt træf
"Det har været den 1200 km lange køretur værd. Jeg har bare lært så meget, både om at der faktisk står hårde klassemodsætninger bag "den nordiske model "og om at vores egen aktuelle kamp mod virkningerne af loven om arbejdstidsforkortelse er den samme, som den der føres i andre lande mod den fleksible arbejdstid".
Sådan lød kommentaren fra Daniel, fransk tillidsmand fra CGT Santé.
"Næste år skal jeg med til det 7. internationale træf i Frankrig, det har bare været så spændende, at høre om hvad der sker i de andre lande ", lød det fra Thilde, dansk malerlærling.
"Jeg har været til mange slags internationale konferencer, ofte med næsten de samme slags ‘professionelle’ deltagere, men det er noget helt andet, når arbejdere og tillidsfolk fra gulvet ta’r ordet og kontant sætter fingeren på problemerne, siger Kristina fra den norske Nei til EU-bevægelse.
Og 6. Internationale faglige træf i Odense i pinsen var en succes. En oplevelse for godt og vel 100 mennesker, der deltog. Og endnu et vigtigt skridt i konkret at styrke den internationale solidaritet med arbejdernes kamp i de forskellige lande.
Fælles kamp mod kapitalen - som var træffets hovedparole - får en hel kontant mening, når man hører tyske, franske, norske arbejdere fortælle om deres erfaringer i kampe mod den stigende privatisering. Når man hører, hvordan fleksibel arbejdstid, individuel løn og tvangsarbejde gennemføres samtidig i land efter land. Fælles kamp mod kapitalen bliver konkret, når man sammen beslutter de fælles hovedkrav, som slutresolutionen udtrykker, og man giver hinanden håndslag på, at det tager man hjem og slås videre for.
Fredag aften ankom delegationer fra Norge, Tyskland, Frankrig, Belgien og Danmark til vandrehjemmet i Odense. Den danske forberedelseskomitee og aktivister fra Fyn havde sørget for, at alt fra det øjeblik kørte på skinner.
Selv ‘Fort Europa’ blev der, om end ikke korporligt så dog elektronisk, brudt igennem:
Den russiske fagforeningsleder Alexandra Buidin blev i sidste øjeblik nægtet indrejse i "Fort Europa" og "Fort Danmark", men en russisk tolk overbragte hans tale til træffet (optrykt på side 14). Efter i ugevis at have forhandlet med de danske myndigheder om indrejse, hvor forberedelseskomiteen havde måtte underskrive de mest hårrejsende dokumenter, erklærede myndighederne dagen før træffet, at ‘sagens akter overhovedet ikke var blevet registeret, sagen måtte gå om og indrejse derfor nægtet indtil da’. Tonen har sandelig fået en anden lyd overfor de tidligere sovjetborgere, der nu kan nyde alle frihedens velsignelser - indbefattet rejse- og ytringsfriheden - men bare ikke kan komme til fagligt træf i Danmark!
Hele lørdagen blev der sat fokus på de to hovedemner for træffet: Kampen for de kollektive rettigheder og kampen mod moderne slavearbejde.
Gennem taler og indlæg fra de forskellige lande og gennem eftermiddagens gruppediskussioner. At EU ikke bare snakker om en fælles arbejdsmarkedspolitik, men allerede er kommet langt i en hård og brutal gennemførelse af den, blev klarlagt igen og igen. Men også at den anden side af klassekampen - arbejdernes kamp for deres krav og rettigheder, der udvikler sig i disse år i unionslandene - i omfang og styrke. Harmen mod fagtoppenes klassesamarbejde og forræderi som en del af EU’s arbejdsmarkedspolitik går igen - men også at deres overenskomstforlig i stigende omfang bliver stemt ned - i Danmark, i Norge, og nu senest de offentligt ansatte i Tyskland.
På 6. Internationale faglige træf kom arbejdere, arbejdsløse, tillidsfolk og faglige aktivister sammen fra mange orskellige lande - og de er jo sjældent cand.mag. i fremmedsprog samtidig. Med et top professionelt simultantolkehold blev der slået bro over sprogenes forskellighed og mulighederne skabt for en arbejdende konference.
Og arbejdet blev der. Alle havde meget, de gerne ville fortælle om og spørge om og høre om. Rækken af resolutioner, der blev vedtaget på træffets andendag, er resultat af nogle af de mange gode diskussioner. (De optrykkes i dette og det følgende nr. af KP).
"Danskere har et dybt overraskende forhold til tid: de mener klokkeslæt helt bogstaveligt", udtrykte en forbavset fransk deltager. Til gengæld gav denne særlige disciplin plads til et brag af en fest lørdag aften i EU-modstandens og den internationale solidaritets tegn. Fra Danmark fortalte talsmand fra Novo Nordisk, Flemming Jensen, hvorfor danske arbejdere stemmer nej den 28.september. Mens Rolf Jørgensen, leder i lokomotivpersonalets Oslo afd., kunne berette ikke bare om den norske EU-modstand, men nok så vigtigt dens støtte til, at danskerne som de eneste, der skal til folkeafstemning, må udtrykke nej’et fra alle de europæiske arbejdere. Og så blev benene, stemmerne og hjerterne ellers rørt til tonerne af det fynske Brødrene Sindssyg og Valentin og Vladimirs fremragende verdensmusik.
Dokumenterne fra træffet vil blive udgivet, spredt og brugt til at styrke og udvikle arbejdernes kamp. Nye kontakter mellem arbejdspladser og fagforeninger er blevet knyttet og vil blive brugt frem til næste år, hvor det blev besluttet at afholde det 7. Internationale faglige træf i Frankrig.
Dette og det næste nummer af Kommunistisk Politik vil videregive en række dokumenter fra træffet og i artikler og interviews fortælle om de europæiske arbejderes kamp mod Unionen.
Vito