Arbejderklassens filosofi

Filosofien har altid været partisk, fordi den er et system af viden og værdinormer om verden. På filosofiens område er materialisme og idealisme de vigtigste pa3rtier, der fører en uforsonlig kamp mod hinanden. Den filosofiske erkendelses partiskhed er i dag endnu tydeligere:

‘Den nyeste filosofi er lige så partibestemt som for to tusinde år siden. De partier, der kæmper indbyrdes, er i virkeligheden (…) materialismen og idealismen’, sagde Lenin i Materialisme og empiriokriticisme.

Men hvad er partiskhed i filosofien? Hvad er proletarisk partiskhed?

Partiskhed betyder i almindelighed princippet om ved bedømmelsen af en hvilken som helst begivenhed eller foretelse åbent og direkte at indtage en bestemt samfundsgruppes (klasses) synspunkter.

Det betyder, at de forskellige filosofiske synspunkter er knyttet til klasseinteresser, afhænger af klasseinteresser og bærer deres stempel. Der findes ikke og kan ikke findes en neutral eller klasseløs filosofi.

Den filosofiske erkendelse har i sit indhold altid været båret oppe af klasseånd, fordi den altid har tjent og tjener mennesker og klasser til at orientere sig i tilværelsen og udarbejde planer og programmer for handling i overensstemmelse med deres interesser. Den marxistisk-leninistiske filosofi er således er system af viden, der udtrykker arbejderklassens grundlæggende interesser. Den udformer teoretisk de kommunistiske opgaver og idealer, den inspirerer og leder arbejderklassen og alle arbejdende mennesker i kampen for den revolutionære omformning af verden.

Karl Marx siger om dette særtræk ved proletariatets revolutionære filosofi: ‘Ligesom filosofien hos proletariatet finder sit materielle våben, finder proletariatet i filosofien sit eget åndelige våben’.

Princippet om partiskhed kommer ikke til den marxistiske filosofi udefra. Det har sin rod i, at den er en verdensanskuelse, proletariatets ideologi, og en metode til revolutionær handling. Den marxistiske politiske linje kan således på ingen måde adskilles fra dens filosofiske grundlag, fra den dialektiske og historiske materialisme. En fuldt ud bevidst og konsekvent holdning til forsvar for arbejderklassen og dens revolutionære parti er uløselig forbundet med en principfast teoretisk holdning, med uforsonlig kamp til forsvar for den dialektiske materialisme, imod enhver form for idealisme, subjektivisme og afvigelse fra den marxistisk-leninistiske filosofi.

Enheden mellem den revolutionære teori og praksis kommer mest fuldstændigt til udtryk netop i princippet om den proletariske partiskhed. Her ligger også grunden til det vigtigste krav, som den proletariske partiskhed stiller: konsekvent at forsvare og udvikle den dialektiske og historiske materialisme teoretisk i kamp mod enhver form for idealisme, subjektivisme og metafysik, og i praksis uddanne partimedlemmerne og alle arbejdende i forståelsen af kommunismens idealer og den dialektisk materialistiske verdensanskuelse - og gøre dem i stand til at indtage en klar klasseholdning, afsløre og afvise enhver opportunistisk afvigelse, alt fremmed bagstræv, ethvert udslag af subjektivisme, religiøs overtro og idealisme, altid føre klassekampen korrekt o.s.v.

Hvad er forholdet mellem dette krav og den videnskabelige objektivitet? Kan en proletarisk klasseholdning forenes med den objektive virkelighed, med en videnskabelig erkendelse af verden?

Marxismens klassikere erklærede selv fra starten, at den af dem grundlagte filosofi er partisk. Og de beviste det også konkret gennem deres teoretiske og praktiske virksomhed, der fra start til slut var gennemsyret af deres beslutning om i politikken at forsvare arbejderklassens interesser og i filosofien at forsvare den dialektiske og historiske materialisme.

De borgerlige ideologer siger derimod, at da marxismen åbent forsvarer en klasses interesser - arbejderklassens - kan den ikke være videnskabelig, men politisk enøjet. De mener ikke, at partiskhed og videnskabelighed er forenelige. Skal filosofien afspejle virkeligheden objektivt og videnskabeligt, må den derfor ‘afideologiseres’, fjerne sig fra klasseinteresserne, står over klasserne o.s.v.

Ser man bort fra hykleriet og demagogien er begrundelsen for at afvise den proletariske partiskhed altid den bedrageriske ide om ‘en ren filosofi og videnskab, fri for idelogi’, som den borgerlige filosofi længe har fremført.

Deres angreb på den marxistisk filosofis klassekarakter har to formål: for det første at fremstille den som værdiløs, og for det andet at opreklamere deres egen reaktionære filosofi som videnskabelig og klasseløs, som noget, der er hævet over de to filosofiske partier, idealismen og materialismen. Men i virkeligheden har også den borgerlige filosofi klassekarakter. Den udtrykker og forsvarer borgerskabets interesser ud fra idealistiske positioner. Borgerskabet forsøger at skjule dette, fordi det for at kunne forsvare sine egne interesser er nødt til at forvanske og forfalske virkeligheden subjektivt og tendentiøst, ikke mindst menneskesamfundets udviklingslove.

Sådan forholder det sig ikke med den marxistisk-leninistiske filosofi, selvom den afspejler en bestemt klasses - arbejderklassens - interesser. Arbejderklassen er den mest revolutionære klasse i menneskehedens historie, og som sådan har den interesse i, at virkeligheden og dens udviklingslove gengives korrekt og videnskabeligt. Den marxistiske filosofis videnskabelige objektivitet, dens præcise genspejling af virkeligheden, er således fuldt forenelig med arbejdernes klasseinteresser. Det er tilmed den vigtigste betingelse for, at den bliver et våben i arbejderklassens og dens kommunistiske partis hænder, et redskab til den revolutionære omformning af verden - og samtidig en ægte videnskabelig filosofi, der ikke kan slås ned.

Fra ‘Dialektisk og historisk materialisme’, Tirana 1983.