Tv-noveller og orkaner

Det, at Cuba åbner op for en udenlandsk valuta, åbner også op for udenlandske varer. Kultur og reklamer er to handelsvarer fra guds eget land, der strømmer ind i Cuba.

I ungdomsprogrammer, der sendes hele lørdagen, vrimler det med vestlige popmusikere og utallige klip fra MTV. I hele Latinamerika er man glade for tv-noveller, men ikke så meget, som man er i Cuba. Klokken ni hver anden dag er gaderne som fejet, og hele familien sætter sig til rette for at se den colombianske tv-novelle. Under den sidste orkan i Cuba, i efteråret 1999, boede jeg i et stort boligkompleks midt i Havanna. Det tog selvfølgelig ikke lang tid, før strømmen gik og det øsede ned.

Men midt i al mørket og kedsomheden lød der glædesråb inde fra naboen. Blandingsbatteriet fra mandens bil var blevet sat til radioen, og snart var hele komplekset samlet for at høre aftenens afsnit af tv-novellen i radioen.

Denne her tv-novelle lader ikke Glamour noget tilbage. Det handler om rige, lykkelige og smukke mennesker, der selvfølgelig også kan have en hård dag.

Det flyder også med lægeromaner og alskens teenagepige-skønlitteratur. Jeg mødte en gut, en cubaner ansat i udenrigstjenesten, der skulle til Mexico. Han ville købe tusind serieblade med tilbage. Han fortalte, at markedet stod godt, og at han kunne tjene 4-500 dollars på det.

På grund af USA’s blokade er der jo frit spil for piratkopiering. Det betyder, at musik og film er utroligt billigt i Cuba, for man skal jo ikke betale afgifter.

Privat videoudlejning (i alle genrer) og alskens musiksælgere er blevet hverdag - selvfølgelig ikke for alle. Kun for dem, der har penge til videoer og båndoptagere.

Alt dette medfører, at de unge bliver påvirket meget hurtigt. Og især de dårlige elementer bliver påvirket i en dårlig retning.

Musikudsendelserne, hvor store popstjerner fortæller om, hvor rige de er, og actionfilmene gør sit til at gøre ungdommen holdningsløs.

I fjernsynet og i biograferne vises der reklamer, der får cubanernes øjne på stilke. For hvor i verden er de så heldige at have penge nok til at købe alle disse dejlige varer?

Og hvorfor skulle man ikke udelukkende stræbe efter at blive lige så rig, smuk succesfuld som dem i reklamerne? Smart tøj er blevet vigtigt. Lige såvel som smykker og lækkert hår.

For de unge er der ikke noget, der hedder fritidsarbejde, hvor de kan slide sig op for ingen penge, ligesom vi kender det fra Danmark. Ikke noget lovligt fritidsarbejde i hvert fald.

Løsningen, hvis man vil være med på vognen, hedder kriminalitet. Der er en del børn af de "nyrige", der selvfølgelig får det foræret, men dem, der ikke har fået det, er tvunget på gale veje.

Turisterne er helt klart den nemmeste og største indtægtskilde. Der er ikke grænser for, hvad man kan narre dem med, og de er jo altid på jagt efter billige cigarer, billigt rom og billige prostituerede (og skulle de ikke være interesserede i noget af det, ja så findes der jo heldigvis 1000vis af andre ting, man kan sælge).

Det største hit, man kan lave, er dog at blive ven (eller kæreste) med en af turisterne (specielt dem, der bliver der i længere tid). Det betyder for det første en fast indtægtskilde og dernæst måske tøj eller andet, når personen vender hjem. Kommer personens venner på besøg, er man selvfølgelig altid parat til at "vise dem rundt". Specielt på Havannas Universitet er denne "venneservice" blevet en stor dille. Nogle af de unge dér er specialister i at "få venner" - hvad enten man er kommunist eller bare nysgerrig efter noget eksotisk, er de der straks og taler én efter munden. Også på hotellerne er der heftig aktivitet. Cubanerne er ikke tilladt adgang på hotellerne, så de står linet op ude foran og tilbyder "tjenester". I nattelivet er man som lyshåret udsat for mange "interessante tilbud".

Det skal dog siges, at det er en meget lille del af befolkningen, der tager del i disse løjer, men specielt hos de unge er popidealerne slået fast, og det er et spørgsmål om tid, før mange flere deltager.

I mange år har Cuba været et af de førende lande på mange forskningsfelter - på trods af at det er et uland. Man har gjort mange vigtige fremskridt, blandt andet på hiv-området. Det har betydet, at Cuba har haft en helt exceptionelt sundhedssystem. Man har kunnet producere medicinen selv. Lægehjælp har været gratis, og der er ligeså mange læger pr. indbygger som i Danmark (hvis ikke flere). Medicin har været gratis. Osv.

Cuba har i øjeblikket ca. 70.000 læger og sygeplejersker udstationeret i Afrika og i Sydamerika - specielt i kriseområder. I Havanna har man åbnet en latinamerikansk lægeskole, hvor fattige latinamerikanske studerende får en gratis uddannelse. Der er 1.700 pladser.

Omkring 10.000 afrikanske studerende har gennem tiderne fået deres uddannelser på cubanske universiteter (på det seneste mod betaling af råstoffer fra de pågældende lande).

Nogle tal, der viser lidt om, hvordan man også kan hjælpe ulande. Og nogle tal, der viser lidt om, at Cuba er et af verdens førende lande på uddannelses- og sundhedsområdet. På linie med de skandinaviske lande. Fidel har da også for ikke længe siden udtalt, at den skandinaviske model er værd at stræbe efter.

Men i takt med dollariseringen er der sket nogle forringelser (der dog også skyldes det økonomiske sammenbrud, men som ikke bliver hjulpet på vej af dollarens indtog).

Cuba er begyndt at eksportere medicin. Det giver nemlig gode penge. Desværre betyder det, at man er "udgået" for visse former for medicin. Manglen på teknisk udstyr gør, at ventelisterne er lange (de er dog i det hele taget lange på operationer). Cuba skyder skylden på den økonomiske blokade fra USA, hvilket også til dels er rigtigt. Men modsætningsfyldt er det, når der findes mange internationale klinikker, hvor man for mange dollars kan få foretaget de operationer, man vil have.

De lange ventelister og manglen på teknisk udstyr åbner op for en udbredt korruption og bestikkelse i det cubanske sundhedsvæsen. Et hul i tanden koster cirka 40 dollars (hvilket er udbredt på grund af f.eks. mangel på tandpasta). - "Og så gør de det ikke engang ordentligt," som en af mine cubanske "venner" smertefuldt udtrykte det.

Mange ældre cubanerne har svært ved at forstå udviklingen. På vej hjem fra arbejde (mange ældre arbejder frivilligt, til de er oppe i 80’erne) kan de fra busstoppestedet se de "nyrige" handle ind. Her har de kæmpet og ofret i fyrre år, og nu skal det hele ødsles væk på nogle få, fordi deres pengesedler er grønne.

Det er selvfølgelig stillet skarpt op, men dog ikke et uvæsentligt udgangspunkt.

I en forholdsvis ny cubansk film stilles det sådan op:

Under en begravelse ankommer ekskonen, der er bosat i Spanien. Hun har poserne fulde af gaver, og snart har alle glemt den afdøde. Han vågner imidlertid og sætter sig op, mens han siger: "Er der ingen gaver til mig?" Alle bliver lykkelige og beslutter at gå i byen for at fejre det. Men den tidligere afdøde kommer hurtigt i tanker om et stort problem og udbryder: "Jamen, vi jo ikke gå nogen steder hen - det hele er i dollars"! Der er dem, der undskylder den nuværende økonomiske situation med, at pengene går til forbedringer for folket - og dette er delvist rigtigt, men der er langt imellem dem.

At den økonomiske situation er dårlig, skyldes i høj grad den amerikanske blokade - der angiveligt koster Cuba et tocifret milliardbeløb årligt. Spørgsmålet er, om indførelsen af den amerikanske dollar som købemiddel har hjulpet på situationen?

Det har betydet en (midlertidig?) opdeling af befolkningen i dem, der har råd, og dem, der ikke har råd.

Det har åbnet op for en stigende korruption i den cubanske stat - samt givet de kontrarevolutionære cubanere en mulighed for "at købe Cuba".

De udenlandske investeringer bringer kapital til landet - men hvor meget styrer de den økonomiske politik? Og hvad har man tænkt sig at gøre fremover? Vil man afskaffe den amerikanske dollar som købemiddel? Dette er hensigten, men er det praktisk muligt?

Fidel og den menige cubaner har intet svar. Og imens fortsætter den stigende armod og klassemodsætningen med at udvikle sig.

LG