6. internationale faglige træf
Tilbage til før 1917
Indlæg fra Alexander Buidin, "Arbejdets beskyttelse", Rusland
Jeg, bygningsarbejder fra Leningrad, hilser jer på vegne af den russiske fagforening "Arbejdets Beskyttelse".
Jeg vil gerne begynde mit indlæg med at takke arrangørerne for at have inviteret en repræsentant for den russiske fagforening "Arbejdets Beskyttelse", samt takke de danske kammerater for deres gæstfrihed.
Alle borgerlige medier forvrænger af princip den virkelige sociale og klassemæssige situation i vores land. Derfor vil jeg opholde mig ved arbejderbevægelsens tilstand i Rusland.
Som et resultat af det generelle småborgerlige forfald i den kontrarevolutionære periode under Hrustjov og Bresjnev har Ruslands arbejdere mistet deres klassemæssige årvågenhed og står nu ansigt til ansigt med alle kapitalismens "lyksaligheder". Vi mærker nu på egen krop, hvad en herre, en arbejdsgiver og en borgerlig embedsmand er for noget. Massearbejdsløshed, fattigdom, frit spil for kriminaliteten, lovløshed samt arbejdsgivernes vilkårlighed er blevet normen. I mødet med åget og den organiserede klassemodstanders vilkårlighed er arbejderne tvunget til at forene sig for at beskytte sine interesser.
På grund af, at arbejderbevægelsen befinder sig på et økonomisk interesseniveau, er den vigtigste form for sammenslutning blevet fagforeninger. "Arbejdets Beskyttelse" er en sådan fagforening, en fagforening af arbejdere. Den tværregionale sammenslutning af fagforeninger "Arbejdets Beskyttelse" har til hensigt at danne en sammenslutning med alle andre arbejdergruppers fagforeninger, på konføderative principper. Reglementet i fagforeningen "Arbejdets Beskyttelse" forbyder repræsentanter for arbejdsgiverne på hvilket som helst niveau at opnå medlemskab.
Vores fagforening er forholdsvis ny og tæller omkring 20.000 medlemmer. Ved at organisere sig går arbejdere over til en aktiv offensiv i kampen for deres interesser.
I den seneste tid har modstanden nået et sådant omfang, at den borgerlige magt er begyndt at anvende regulære hærenheder og skydevåben mod arbejderne. Hele verden kender til den stædige og blodige kamp, som Leningrad-arbejderne på cellulosefabrikken i Vyborg, minearbejderne i Kuzbass og arbejderne i Ural har ført.
For at standse arbejdernes voksende modstand, fastholde dem i lydighed og stille hindringer i vejen for deres organisering tilstræber den borgerlige magt at stramme arbejdsmarkedslovgivningen.
Den borgerlige regering forsørger sammen med borgerlige og "systemvenlige" fagforeninger at trække en i bund og grund fascistisk arbejdsmarkedslov igennem Dumaen. Loven vil på den ene og den anden måde praktisk talt eliminere muligheden for faglig organisering og skaber forudsætninger for ubegrænset frit spil fra arbejdsgivernes side.
Lad mig nævne nogle elementer fra dette lovudkast.
1. En ledelse kan fyre en hvilken som helst arbejder uden nogen grund, uden motiver eller forklaringer. Desuden mister fagforeningen fuldstændig retten til at blande sig i fyringsspørgsmål.
2. Det bliver officielt lovligt efter forgodtbefindende at trække arbejderne i løn, hvis de kritiserer eller offentligt afslører en direktør eller en arbejdsgivers forbrydelser. Det bliver tilsløret med formuleringen "… hvis arbejdsgiveren bliver bragt i miskredit over for kunden".
3. Fagforeningen mister fuldstændig retten til at være repræsenteret på virksomheden og skaffe oplysninger om den. Den må ikke have kontakt med og besøge arbejdspladsen eller overføre kontingenter via virksomhedens bogholderi.
4. Arbejdsgiverne får ret til lockout.
5. Antallet af feriedage indskrænkes til 14. Den øvre grænse for omfanget af overarbejde bliver fjernet. Bødesystemet fra før 1917 vil blive genindført. Man vil kunne få trukket helt op til halvdelen af lønnen.
Dette er blot nogle enkelte udpluk fra det borgerligt-fascistiske lovforslag til en ny arbejdsmarkedslov, som vil forvandle Ruslands arbejdere til en flok slaver uden rettigheder.
I protest mod vedtagelsen af den nye arbejdsmarkedslov gennemførte fagforeningen "Arbejdets Beskyttelse" d. 11.maj 2000 en aktion, som mere end 300.000 arbejdere deltog i. Aktionen fandt sted over hele landet i form af afsætning af statslige institutioner, lovligt varslede strejker og indstilling af produktionen, samt af lastning og losning i alle havne.
Jeg vil bede repræsentanter for andre landes fagforeninger støtte den russiske fagforening "Arbejdets Beskyttelse" i kampen mod de herskende borgerligt- fascistisk klikers offensiv mod de russiske arbejderes rettigheder.
Jeg vil bede kongresdeltagerne vedtage en resolution om dette spørgsmål og sende den som et åbent brev til medlem af Dumaen og viceformand for sammenslutningen af fagforeninger "Arbejdets Beskyttelse", Oleg Shein, på adressen
Ulitsa Okhotnyjr’ad 1,
103265 Moskva, Rusland.
Den borgerlige mafia, der kan mærke en alvorlig fare fra de organiserede arbejderes side, griber til yderligtgående terror overfor arbejderbevægelsens aktivister og ledere.
Den 5. april 2000 fandt der i Bashkirien et fuldstændigt gangsterlignende overfald sted mod en af arbejderbevægelsens ledere i Ufa, Aleksej Rybalko.
Aleksej Rybalko, arbejder på Ufas instrumentfabrik, en højtkvalificeret maskinarbejder, er en af lederne i Bashkortostans fagforening. I 1994 var Aleksej en af organisatorerne bag den første strejke på fabrikken. Ved sidste valg blev han valgt ind i byrådet i Ufa. Han var d.17. maj 2000 en af initiativtagerne bag fagforeningen "Arbejdets Beskyttelses" landsdækkende strejke mod borgerskabets forsøg på at trække den fascistiske arbejdsmarkedslov gennem Dumaen.
Overfaldet på byrådsmedlemmet kom fuldstændigt uventet, da nogle banditter i militærpolitiuniformer overfaldt ham bagfra. De tog førergreb på ham og skubbede ham ind i en politibil. I bilen slog de ham hårdt i ansigtet og i øjnene. Banditterne blindede arbejderen, åbenbart for at han ikke skulle genkende dem.
Efter denne bestialske gennembankning mistede Aleksej bevidstheden. Mens han var bevidstløs, blev han smidt ud af bilen. I denne tilstand blev han fundet af det vagthavende politi - lokalbetjent Jusupov, sergent Sjajkhinurov og chauffør Bajev, som forsøgte at aflevere den sårede arbejder i detentionen for berusede, idet de påstod, at han var fuld.
Imidlertid købte specialisterne i detentionen ikke politienhedens version om fuldskab. Aleksej havde brækket armen, og han kunne næsten intet se pga. de kvæstelser, han havde pådraget sig under banditternes gennembankning, men han fik ikke nogen behandling.
Senere greb Aleksejs slægtninge ind. På deres initiativ blev han under udrykning indlagt på det hospital, hvor han var blevet nægtet førstehjælp, og fik taget røntgenbilleder af hoved og arme. Man afviste imidlertid at give ham nogen lægeerklæring om, hvad der var sket.
To dage senere forsøgte Aleksejs kone at få fat i røntgenbillederne og notaterne om hans indlæggelse på hospitalet, men det blev hun nægtet under henvisning til, at det hele var blevet afleveret i arkivet, og at man var begyndt på en blank sygejournal.
Disse begivenheder tillader én at slå fast, at man i det givne tilfælde på magthaverniveau har aftalt at gennemføre en forbryderisk afstraffelse af arbejderlederen. Det siger noget om, at det herskende regime er gået over til fascistiske metoder over for Ruslands organiserede arbejdere.
For tiden ligger Aleksej Rybalko på sygehuset, og når han bliver rask, har han tænkt sig at forsætte kampen. Da han hørte, at jeg skulle til et internationalt fagforeningstræf i Danmark, bad han mig om at overbringe sine hilsner til deltagerne på træffet og forsikrede, at det ikke vil lykkes at knuse den russiske arbejderklasse. Vi vil sejre!
Jeg vil bede kongressen udtrykke sin protest til Bashkirien over den terror, Aleksej Rybalko har været udsat for, samt vedtage en resolution mod klasseterror på Ruslands territorium.
Det er kendt i hele verden, at den borgerlige regering har trukket Rusland ind i en blodig krig i Tjetjenien.
Man kan læse mere om fagforeningen Arbejdets Beskyttelses holdning til den krig i avisen Proletarskaja Gazeta nr. 7 i artiklen "Det klassemæssige indhold i Tjetjenienkrigen".
Længe leve arbejderklassens solidaritet!