Siger de rige ja
for arbejdernes skyld?

Efter en stribe nej-meningsmålinger kom vismændenes rapport usædvanligt ubelejligt for Elite-Danmark. Der gik da også bare to dage, så kunne aviserne oplyse, at det strømmer ind med penge fra erhvervslivet til Venstres og Konservatives ja-kampagne.

Inden vi ser lidt nærmere på, hvad økonomer for, og hvad økonomer imod eller midt imellem mener, er det værd igen at bemærke: Det er elite-Danmark, der vil have os med i euroen.

Når det går højt, begrunder de det med, at Unionen er et fredsprojekt. Ellers er det gennemtrængende argument, at euroen skal skabe velfærd, tryghed og arbejdspladser for Underdanmark. Det er kernen i Socialdemokratiets kampagne, og det er argumentet for de mest smarte finanskredse. Som direktør Asger Aamund, der nu kraftigt opfordrer de unge ledere i virksomhederne til aktivt at kaste sig ind på ja-siden:

"Jeg hører til A-holdet, så i princippet kan jeg være ligeglad med, om Danmark ender som et vandland i Europa, for jeg har penge nok, og mine virksomheder er internationale," udtaler Asger Aamund og tilføjer lammefromt: "Jeg vil gøre noget for B-Danmark. De folk, der kommer i klemme ved et nej, er folk på overførselsindkomster, psykisk syge og invalidepension. Det vil være en forfærdelig synd, hvis vi lader dem i stikken." Så det er altså som en ren humanitær samfundsindsats, at direktøren, viksomhedsejeren og bestyrelsemedlem i bl.a. ISS og EF-rådet stemmer ja.

For Venstre og Radikale er hovedargumentet at de vil gerne sidde med ved bordet. Men argumenterne slår ikke til.

Derfor kommer der nu virkelig tunge tal på bordet, når tilhængerne skal forklare, "hvad et NEJ koster": 150 milliarder er det seneste overbud fra Den Danske Bank. Hidtil har LO’s og

Nyrups omkvæd, været at et nej vil koste den almindelige lønmodtager, som siddder i "eget" hus optil 200-400 kroner om måneden.

Ifølge Den Danske Bank er det aktionærer og boligejere, der vil miste 150 milliarder.

Koster det 150 milliarder? Man kan spørge, hvor mange der vil græde over aktionærernes eventuelle tab. Nu har vi i flere år måttet høre, hvor store afkast aktionæreme har skovlet ind. Skattebyrden er steget og steget, arbejdsintensiteten vokser, der bliver arbejdet og produceret mere og mere. Men penge til velfærd, hospitaler og skoler skæres ned. Samfundets enorme indtjening er strømmet til aktionærernes lommer. Men Den Danske Banks udsagn kan da i hvert fald bruges til at afklæde den fordrejede socialdemokratiske propaganda med dens fuldstændigt opdigtede argumenter som f.eks., når Tine Brøndum fra LO siger, at de, der taber ved et ja til euroen, er ‘kuponklipperne’, spekulanterne og de virksomheder, der ikke længere kan tage overpris for deres varer (man må jo også spørge, om det er derfor, pengene strømmer ind til Venstres og Konservatives ja-kampagner!). For husejernes vedkommende spår banken en samlet mer-renteudgift på 50 milliarder i tilfælde af et nej. Er det en kendsgerning?

Nej, siger mange økonomer. Danske professorer, udenlandske økonomer, vismændene. Hovedsynspunktet er, at selvom Danmark er uden for euroen, vil forskellen mellem renten i EU og renten i Danmark - det, der kaldes rentespændet - være minimal og sandsynligvis udlignes efter kort tid.

De økonomiske katastrofer, tilhængerne remser op, er i virkeligheden meget usandsynlige.

Der kan komme en mindre ekstra rentestigning. Den vil være kortvarig, og renten vil hurtigt ligge på niveau med det øvrige EU. I øvrigt er det sådan i øjeblikket, helt uafhængigt af afstemningen i Danmark, at renten i EU stiger. Centralbanken har flere gange sat renten op og vil snart gøre det igen. Den danske Nationalbank følger hele tiden trop, så renten vil formodentligt fortsat stige de kommende år uanset ja eller nej. Efter 1992 førte nej’et ikke til de rentestigninger og den arbejdsløshed, man havde truet med. Der skete faktisk et rentefald.

Dertil kommer at når LO og Nyrup taler så meget om de ‘almindelige boligejere’, som eventuelt kan få en (kortvarig) stigning i huslejen, nævner de aldrig, at andre, som ikke ejer hus, men som for de flestes vedkommende har en arbejdsmarkedspension, vil tjene på en rentestigning!

Storaktionærerne vil tjene på et ja. Storaktionærerne i Danmark, de allerstørste firrnaer og deres ejere vil tjene flere penge, ikke pga. renten, men pga. hele konstruktionen med Europas Forenede Stater, fælles arbejdsmarkedspolitik osv. Da der imidlertid betales så ufatteligt lidt skat af disse profitter, og da merindtjening oftest bruges til mere teknik frem for flere arbejdere, er det ikke noget, der vil "være gavnligt for samfundet". Tværtimod. Et ja og dermed merindtjening for storaktionærerne tages jo fra arbejdeme. Når de rige godt kan lide Euroland, hænger det direkte sammen med at Euroland vil presse lønningerne, vil presse arbejdsforholdene, vil presse arbejdskraften til fleksibelt arbejde uden regler for normalarbejdsuge, overtid osv. Monopolerne vil også have større slagkraft på verdensplan med et Europas Forenede Stater. Øresundsselskabets direktør og andre ‘eksperter’ søger at mane et billede frem, hvor Danmark i euroen vil tiltrække udenlandske investorer, dvs. arbejdspladser, at Ørestaden bliver et handelscentrum osv. Det er delvis rent gæt, delvis ren fantasi. Man kan i mindst lige så høj grad argumentere for, at Danmark som en zone udenfor Euroland - der ud fra manges vurdering har en risiko for at bryde sammen, når spændingen bliver for stor mellem de fastlåste valutaer - er et alternativ for nogen investeringer. Desuden ligger vækstzonen i Euroland i aksen Berlin - Paris. Europas Forenede Stater vil kun føre til en accelleration af dette - uanset om Danmark er med eller ej. Tværtimod, hvis Danmark stod frit af EU og slet ikke var bundet til euroen og EU’s politik, kunne Danmark arbejde for en selvstændig økonomisk udvikling, men de muligheder er kapitalens politikere ikke interesserede i.

Vismændene har gennem flere år udtrykt, at euroen primært er et politisk valg. Tidligere Nationalbankchef Erik Hoffmeyer har tilsvarende længe - og igen for nylig - givet udtryk for det samme: Økonomisk betyder euroen ikke det store.

Vismændene afviser, at en længerevarende valutauro eller spekulation mod kronen vil være sandsynlig. Da kronen ikke er overvurderet, vil det være en dyr affære at spekulere i kronen. Valutaspekulanter tjener penge ved at sælge overvurderet valuta. Det var, hvad der skete ved den voldsomme valutauro i Sverige i 1992, hvor regeringen gennemførte først én krisepakke på 40 milliarder, siden én til, og arbejdsløsheden eksploderede - som resultat af, at man havde fastlåst den svenske krone til ECU’en. Fastkurspolitikken blev udelukkende gennemført som indledning til Sveriges EU-medlemskab. Men den svenske krone var langt mindre værd end den kurs, den var blevet bundet til. Hermed havde man overført milliardsummer fra samfundet og arbejderklassen til kapitalen.

Siden da har man ladet den svenske krone flyde - dvs. at den løbende tilpasses til de valutaer, man samhandler med.

For Danmarks vedkommende er det netop slet ikke kun Eurolandenes valutaer.

Næsten halvdelen af handelen foregår med valutaer uden for euroen, bl.a. Storbritannien og USA.

Vismændene peger på, at der er andre muligheder end at fastlåse kronen til euroen, nemlig at lade kronen flyde.

Om det ene eller det andet skal gøres, er en diskussion mellem kapitalismens økonomer.

Det handler ikke om den optimale situation og værktøjer for et ægte selvstændigt lands økonomi. Men det viser, at der heller ikke er hold i selv de mest banale af tilhængernes økonomiske argumenter for euroen.

Hvorfor vil monopolfirmaerne i Europa have Union? Bag al snak om rentespænd og vekseludgifter ligger langt større - og uhyggelige mål. Om at styre og udnytte verdensmarkedet på bekostning af de fattige i Afrika og andre fattige områder og på bekostning af arbejderklassen i Østlandene og i EU. Derfor går euroen hånd i hånd med EU’s militære oprustning, med EU-atomvåben og med EU-regering og EU-stat.