Foreningen Oktober
starter tidsskrift

I løbet af sommeren skulle et nyt kommunistisk tidsskrift se dagens lys. Barnet er endnu ikke navngivet - men redaktionen ved godt, hvad den vil med det.

Der har vist sig at være behov for et tidsskrift, som på samme tid skal opfylde flere formål:

For det første at bidrage til at den rige kommunistiske og revolutionære tradition holdes i live; for det andet at sikre et forum for revolutionær og progressiv litteratur, kunst og kultur af i dag; og for det tredje også behandle aktuelle problemer i den danske og internationale klassekamp fra nye vinkler.

Det er i hvert tilfælde hensigten med det ny tidsskrift med Henrik Nielsen som ansvarshavende redaktør, som Foreningen Oktober søsætter i løbet af sommeren. Redaktionen har endnu ikke lagt sig fast på navnet, men forberedelserne til det første nummer er godt i gang. Det vil blive udsendt tre-fire gange årligt, på Oktober Forlag, og foreløbig også udkomme som tillæg til Kommunistisk Politik.

Og der er masser at tage fat på. Redaktionen bobler af ideer. Og er der nogen, der har digte, noveller, grafik eller brandgode artikler liggende, eller bare er fulde af gode ideer, som sådan et tidsskrift kunne bruge, så henvend dig/jer til:

Foreningen Oktober

Willemoesgade 58 E,

2100 København Ø.

Telefon 35 43 49 50.

- Hvad er Foreningen Oktober, er der måske nogen, som vil spørge. Blev den ikke nedlagt i forbindelse med stiftelsen af Arbejderpartiet Kommunisterne?

Svaret er nej. Den partiforberedende kommunistiske organisation Oktober blev nedlagt. Oktober Forlag (og Oktober bogbutik i København og Odense) og forlagets støttekreds, Foreningen Oktober, lever videre i bedste velgående - og er altså parat til nye initiativer.

I forbindelse med receptionen i Oktober Bogbutik i København torsdag den 15. juni i anled ning af udgivelsen af Manifestet for et socialistisk Danmark vil også det ny tidsskrift blive grundigere introduceret. Alle interesserede er meget velkomne.

Den årlige generalforsamling for Foreningen Oktober afholdes i øvrigt den 9. juli på Fyn.

KP