Den cubanske ungdom

og ‘dollariseringen’

Med Cubas åbnen op for brugen af dollaren, indførelsen af en ekstra valuta i begrænset omfang, men med en større købekraft, er der også åbnet op for, at der skabes reelle modsætninger i befolkningen og i dennes økonomiske situation.

For en cubaners månedsløn er der råd til at købe de nødvendige madvarer samt brugen af offentlig transport, telefon osv. Den er altså dækkende for de nødvendige omkostninger til livets opretholdelse.

Men der er bestemt ikke råd til luksus. Det skaber behovet for det, som cubanerne, med et smil på læben, kalder for ekstraordinære løsninger i en ekstraordinær situation.

Cubanerne er eksperter i at fikse ting, og det er ikke usædvanligt, at elektriske apparater med en etårig garanti allerede er veltjente veteraner med 20 – 30 år på bagen.

Som vi kender det fra Vesten, kan det jo synes nemmere at købe et nyt fjernsyn, når det gamle bryder sammen. Den mulighed har cubanerne med den nye økonomiske situation. Hvis man vel at mærke har de dollars, der skal til at købe det. Vaskemaskiner, stereoanlæg, lamper osv. er også i høj kurs – sammen med pulvermælk (mælk er rationeret, og kun til børn under otte år), majonæse og andre madprodukter.

Det er hovedsageligt dem, der snyder staten, med illegal taxikørsel, værelsesudlejning, prostitution osv, der køber stort ind. Men på det seneste er regeringen også begyndt at betale arbejdere inden for turist- og computerindustrien med de eftertragtede grønne sedler. De får stadig den samme løn, men deres købekraft er steget eksplosivt med de nye ordninger.

Det er med til at skabe nogle af de enorme økonomiske uligheder der hersker i Cuba i dag. På trods af, at regeringen hårdnakket benægter det, er det ikke unormalt at møde hjemløse cubanere vandre rundt i Havannas gader om natten. Klunsere ses i aktion ved alle gadehjørner, på alle tider af døgnet.

Imens kører en cubansk familie forbi i deres bil, på vej hjem fra indkøb i dollarsupermarkedet.

Nogle af de folk, der startede med at leje deres huse eller værelser ud, da dette blev lovligt, kan med lethed have tjent mellem 50.000 og 100.000 dollars i den periode.

Det er disse mennesker, der i særdeleshed nyder godt af den nye dollarpolitik.

Dette begreb kender vi mest fra EU, hvor socialdemokraterne har travlt med at sælge ud af arvesølvet for at finansiere deres fælles mønt. Mange ville have svært ved at forbinde begrebet med Cuba, men inden for de sidste par år er det skam blevet en del af virkeligheden for den cubanske regering. Man har måttet sælge ud af statsejede selskaber for at finansiere en industriel udvikling.

Dette er sket på to måder.

Den første er den måske vigtigste del af regeringens økonomiske redningsplan, de såkaldte "Joint ventures". Metoden er, at et udenlandsk selskab stiller kapital til rådighed for et projekt, hvilket oftest er nye turisthoteller eller produktion af dollarvarer (kaffe, cola osv, som sælges sideløbende med "cubanske" produkter, men for dollars). Den cubanske stat stiller med arbejdskraften. På denne måde er der blevet, og vil der blive, opført flere hundrede splinternye luksushoteller langs de cubanske sandstrande.

Overskuddet deles ofte ligeligt mellem det udenlandske selskab og den cubanske stat. Det er rigtig mange penge, der kommer ud af disse ordninger. De bruges hovedsageligt til reinvesteringer inden for turistindustrien (forbedring af infrastruktur osv.). En del af pengene går også til den industrielle udvikling.

Men dog ikke nok.

Da telefonnettet skulle forbedres for et par år siden, var der også brug for udenlandske investeringer. De to største telefonselskaber fra Italien og Mexico (og enten det franske eller det tyske) stillede kapital til rådighed, men ikke uden krav. Det resulterer i dag i, at de tilsammen ejer halvdelen af det cubanske telefonselskab.

Til gengæld er en storstilet (og tiltrængt) modernisering af telefonsystemet sat i gang.

Samarbejdet mellem de cubanske myndigheder og de udenlandske firmaer går ubeklageligt, bortset fra at firmaerne ofte brokker sig over, at de ikke må give deres cubanske ansatte en højere løn.

På grund af USA’s økonomiske blokade af Cuba er det ganske naturligt, at de firmaer, der i dag vælger at investere i Cuba, hovedsageligt kommer fra Vesteuropa.

De vesteuropæiske firmaer har ikke været sene til at udnytte USA’s reaktionære økonomiske politik. Det er en kærkommen lejlighed til at genere USA i den igangværende handelskrig mellem EU og USA.

Det generer de amerikanske firmaer så meget, at de siges at yde den største modstand mod USA’s blokade i USA. I en del af verden, hvor USA er næsten enerådende økonomisk, kan det virke uforståeligt, at man "smider" en så stor økonomisk chance fra sig.

Det er nemlig ikke cubanerne, der opretholder blokaden. På et fælles amerikansk – cubansk udenrigsministermøde i september 1999 slog cubanerne fast, at de hellere end gerne ville handle med de amerikanske firmaer.

Paradoksalt nok flyder der med amerikanske varer i Cuba; Coca – Cola, Marlboro og Tommy Lee er eftertragtede mærker for cubanerne – men amerikanske firmaer tjener intet på det.

Meget imod deres vilje.

De sidste par års handelsuoverensstemmelser mellem USA og EU har cubanerne også bevidst spillet på. Og det samme med indførelsen af euroen som Fidel har hilst velkommen. Det er hans håb, at euroen kan svække dollaren og dermed give et friskt pust til den hårdt trængte cubanske økonomi.

Det er med samme håb, at den cubanske stat har indledt sig på sine økonomiske eventyr med europæiske firmaer.

For dem er der imidlertid tale om en indgangsvej til det latinamerikanske marked – en port, amerikanerne ellers har holdt hermetisk lukket.